Gå til indhold
​Rekordhøj genanvendelsesprocent på NorthSide

Pressemeddelelse -

​Rekordhøj genanvendelsesprocent på NorthSide

Mere end 50 ton affald fra NorthSide 2015 blev sorteret og sendt til genanvendelse

Siden 2013 har NorthSide sammen med bæredygtighedsbureauet WorldPerfect arbejdet intenst på at konvertere alt affald fra festivalen til ressourcer, der kan genanvendes, og for tredje år i streg er der en markant fremgang i arbejdet.

Den største positive faktor i år var muligheden for at sortere i mad- og papiraffald på selve festivalpladsen, hvilket gæsterne i stor stil tog til sig. Det blev muliggjort af det nye affaldssystem Rebox, og nyudviklingen betød, at 53 procent af alt affald blev sorteret. Det er en fremgang fra 40 procent i 2014.

- Affaldssortering og genanvendelse af ressourcer har en meget høj prioritet internt i vores organisation, så det er helt fantastisk at kunne se på tallene, at vores publikum bakker op om indsatsen og også tager sorteringsarbejdet seriøst, siger John Fogde, talsmand for NorthSide.

Dette års festival var den mest ambitiøst indrettede festival til dato, og derfor blev der genereret omkring 100 ton affald i forbindelse med opbygningen og afvikling af NorthSide 2015, hvilket var omkring 30 ton mere end i 2014. Alligevel blev der sorteret mere både i vægt og forholdsmæssigt end tidligere.

Mad- og papiraffald fra festivalpladsen blev sendt direkte til biogasproduktion. Det er nu blevet omdannet til biogas, og restproduktet bliver solgt som gødning til landmændene.

- 1,5 ton kaffegrums er i år for første gang blevet sendt til Frilands økologiske frugtplantage, hvor det fungerer som kompost og gødning. Så den der nød en kop kaffe på NorthSide, kan måske nyde et økologisk æble lidt mere dette efterår, siger ressourceansvarlig hos NorthSide, Jakob Baungaard.

Målsætningen for 2016 er, at sorteringen i mad- og papiraffald fortsættes, og at endnu mere af det skal blive til biogas og gødning. Derudover fortsættes og forbedres de øvrige tiltag, og derfor sættes den nye målsætning op til i alt 60% sorteret affald som skal genanvendes som nye ressourcer.

Tallene er renset for haveaffald, som dækker over træflis og rullegræs.

Læs mere om Rebox på rebox-event.dk.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.


Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.