Pressemeddelelse -
Tango, vinyl og kefir i Kolonihaven
For tredje år i streg åbnes Kolonihaven for NorthSides gæster til tre dage med smagsoplevelser, foredrag og fokus på bæredygtighed
I dag åbner salget af billetter til arrangementerne i Kolonihaven på NorthSide, hvor man vil kunne opleve alt fra bagekurser og social dining til foredrag om tryk af vinylplader, økologisk vin og kampen mod plastik.
Et af de nye tiltag i Kolonihaven er et introduktionskursus i argentinsk tango. Her vil Pernille og Torben fra tangoskolen Tangotango give en introduktion til den improviserede gådans, hvor alle kan være med. Så har du lyst til at tage en pause fredag på NorthSide til improvisation, kontakt og indlevelse, så kom forbi Kolonihaven - både med eller uden partner.
Kolonihaven får også besøg af RPM Records, der er et moderne vinyltrykkeri og Nordens eneste fuldautomatiske producent. De tre unge iværksættere var tidligere på året forbi Løvens Hule, og nu gæster de Kolonihaven for at fortælle historien bag maskinpressede vinyler, de tekniske fremskridt samt bæredygtige perspektiver og ikke mindst den enorme kunstneriske og tekniske kunnen, det kræves for at kunne producere en smuk vinyl med perfekt lydkvalitet.
- Der er i år 18 forskellige arrangementer i Kolonihaven, og som altid spænder programmet meget vidt. Målet har været at sammensætte et udfordrende og interessant program sammen med partnere som VIA, WorldPerfect, Meyers, Vinoble, Peter Larsens Kaffe og mange andre, der både kan give ny viden og anderledes oplevelser. Så har man lyst til at lære at lave Sambusa af kvinder fra Somalien, høre om kaffe-kefir, danse tango eller prøve et af de mange arrangementer om mad, vin eller cocktails, så kan man få en rigtig hyggelig weekend i Kolonihaven.
Det fortæller talsmand for NorthSide, John Fogde, der opfordrer interesserede i ikke at vente for længe med at købe billetter, da der kun sættes et stærkt begrænset antal i salg til hvert arrangement for at holde dem intime og hyggelige.
Læs mere om de forskellige arrangementer enten på Facebook eller NorthSide.dk.
NorthSide 2018 afvikles i dagene 7.-9. juni i Ådalen ved Aarhus, og billetter til både festivalen og de mange arrangementer i Kolonihaven kan købes via NorthSide.dk.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- kolonihaven
- aarhus
- festival
- musik
- northside festival
- northside
- ns18