Pressemeddelelse -

Boligejere jagter håndværkere forgæves

Vær ude i god tid, hvis du skal have lavet noget på din bolig, lyder anbefalingen fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

Nyt køkken, nyt badeværelse, ny terrasse eller en ny tilbygning. Mange boligejere har planer om at foretage forbedringer eller udvidelser af deres bolig, men de kan ikke finde håndværkere til at realisere byggeplanerne.

Sådan lyder det fra ejendomsmæglerkæden Nybolig, som blandt sine kunder oplever mangel på ledige håndværkere.

-Selvom om man som boligejer ved, hvad man skal have lavet og finansieringen er på plads, kniber det ofte med at finde nogle håndværkere, der har tid til at udføre arbejdet, siger Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard.

Ifølge nye tal fra Dammarks Statistik er der fart på byggeriet, idet det samlede antal fuldførte boliger steg med 41 pct. fra første til andet kvartal 2018.

-Når der er gang i byggeriet, som der er nu, er mange håndværksvirksomheder beskæftiget ved store byggerier, og derfor er det svært at finde håndværkere for den private boligejer, hvis projekter typisk er små. Det er trist for den enkelte boligejer, som enten ikke kan få udført sine projekter eller må betale en alt andet lige højere pris, end de forestillede sig, siger Thomas Hovgaard.

Han maner derfor til tålmodighed og anbefaler boligejere at gå i gang med at finde håndværkere i meget god tid.

-Normalt vil man starte med at tegne og gå i banken, men nu bør man i højere grad starte med at finde nogle håndværkere først, hvis man vil undgå en meget langstrakt byggeproces, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Bygning, ejendom

Regions

  • Hovedstaden

Nybolig er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 220 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Nybolig har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Nybolig ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.

Kontakt