Pressemeddelelse -

Boliger med lavt energimærke sælges hurtigere

Et lavt energimærke kan både føre til hurtigere salg og højere salgspris.

Det er ikke kun godt for miljøet, når du gør din bolig mere energivenlig. Det kan faktisk også være med til at speede salgsprocessen op, hvis du opnår et bedre energimærke på din bolig. I 2018 er et hus med energimærke G i gennemsnit blevet solgt på 233 dage, mens et hus med energimærke A har fået nye ejere godt 100 dage hurtigere. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.

Ifølge ejendomsmæglerkæden Nybolig går flere og flere op i energivenlighed, når de leder efter ny ejerbolig.

-Hvor vi tidligere mest så, at det var økonomien, altså varmeregningen, der talte, ser vi nu flere, som også går op i klima og miljø, siger Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard.

Der er stadig god økonomi i at optimere boligens energimærke. Ifølge Boligsiden er gennemsnitsprisen på en bolig med energimærke C 6.600 kr. højere end en bolig med energimærke G. Det betyder en potentiel merpris på over en halv million kroner for en bolig på 100 kvadratmeter.

-Det kan ofte godt betale sig at foretage energimæssige investeringer i boligen. Måske er de ikke så synlige som et nyt køkken, men de kan potentielt medvirke til et bedre indeklima, højere komfort og en lavere varmeregning, siger Thomas Hovgaard.

Han anbefaler derfor, at man som boligejer undersøger sin bolig for at finde ud af, om den kan få et lavere energimærke.

-Som ejendomsmæglere står vi altid til rådighed, hvis man vil vide, om det kan betale sig at gå efter et lavere energimærke med henblik på salg af boligen, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Bygning, ejendom

Regions

  • Hovedstaden

Nybolig er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 220 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Nybolig har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Nybolig ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.

Kontakt