Pressemeddelelse -

Hver fjerde boligejer frygter indbrudstyve

Frygten for indbrud optager en god del af danskerne i det daglige. En fjerdedel af danskerne svarer, at de i høj grad bekymrer sig om tyveri og indbrud, mens 7,3 pct. svarer i meget høj grad. Det fremgår af en frisk Epinion-undersøgelse foretaget for Nybolig.

I en ny undersøgelse har Nybolig spurgt danskere boligejere om, hvad de bekymrer sig mest om. Og her svarer 25,9 pct. at de i høj grad bekymrer sig om indbrud, og 7,3 pct. bekymrer sig i meget høj grad.

Mens en samlet tredjedel altså har frygten for indbrud liggende i baghovedet, er andre mere delte på spørgsmål. Således svarer 29,1 pct. ”hverken eller” til graden af bekymring.

-Hjemmet har stor værdi, og hvis man frygter indbrud eller tyveri, er det altid en god idé at eftersikre ens hjem. Det gælder både låse på hoved- og terrassedøre, sikring af vinduer samt eventuel opsætning af tyverialarm, siger Thomas Hovgaard, kommunikationschef for Nybolig.

I den anden ende af skalaen svarer 24,7 pct. at de i lav grad frygter indbrud og tyveri, mens 12,5 pct. svarer i meget lav grad. At svarprocenten er delt og således bredt repræsenteret i begge ender af skalaen, kan hænge sammen med den investering, nogle boligejere selv har gjort for at værne sig mod uventede gæster.

-Husejere, der allerede har sikret deres hjem, vil nok generelt føle sig mere trygge. Desuden har bedre og billigere teknologi har gjort det muligt for flere boligejere at få gode og sikre løsninger i hjemmet, siger han.

-Tallene kan samtidig være et udtryk for, at boligejere har forskellige normer for at låse døre. Boligejere på landet er oftest lidt mere laissez faire og kan godt finde på at lade døren stå ulåst i perioder. Byboere er generelt mere opmærksomme på at få låst døren bag sig, tilføjer Thomas Hovgaard.

Mere sikkerhed gennem årene
Trods danskernes årvågenheden over for indbrud, er der positivt nyt at hente rent statistisk. Vi skal nemlig helt tilbage til 2009 for at finde det seneste år med flest indbrud. Her fandt 48.670 indbrud sted. I 2018 var det tal 29.015 indbrud, hvilket svarer til et fald på 40 pct. Det viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.

Selvom indbrud kan ske alle steder, tegner der sig visse mønstre for, hvor indbrud hyppigst bliver begået. Risikoen er størst i de større danske byer og forstadskvarterer, mindre i provinsbyerne og mindst i de små bysamfund og på landet.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd viser desuden, at over 50 pct. af alle indbrud sker i dagstimerne, og lidt over 25 pct. bliver begået mellem kl. 18-24, når boligejere fx besøger venner eller familie eller dyrker fritidshobbyer.

Fredag og lørdag er de dage hvor tyvene er mest på spil, og indbrudsstatistikkerne topper i årets større ferier samt omkring højtider såsom jul og nytår.

Emner

  • Bygning, ejendom

Regions

  • Hovedstaden

Nybolig er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 220 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Nybolig har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Nybolig ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.

Kontakt