Pressemeddelelse -
Parcelhusejere går all in på bæredygtig opvarmning
Danske parcelhusejere vægter boligens energiforbrug højt. De sidste ti år er forbruget af varmepumper nemlig tredoblet, og det er både godt for miljøet, boligens økonomi, indeklima og salgstid på boligmarkedet.
Man skal ikke være i tvivl om parcelhusejernes opbakning til de politiske mål om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030, for bag ligusterhækkene er antallet af varmepumper eksploderet de sidste ti år. Siden 2010 er antallet af varmepumper, installeret i parcelhuse, steget med 293 pct., viser tal fra Danmarks statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret. I danske parcelhuse var der i slutningen af 2019 installeret knap 70.000 varmepumper.
Det er klogt at tænke bæredygtigt om boligens energiforbrug, og det er ikke kun for klimaets ve og vel, men det kan også være en god forretning for den enkelte boligejer, lyder analysen.
-Det er tydeligt, at vi er blevet langt mere bevidste om mængden af energi, vi bruger på at opvarme vores villaer. Installerer man f.eks. en varmepumpe i sin villa, er den op imod fire gange så energieffektivt som fx et oliefyr, og det er en utrolig positiv udvikling, fortæller Nyboligs direktør, Peter J. Mattsen.
Ifølge ham betyder et lavt energimærke både høj komfort i boligen og potentielt en kortere salgstid.
-Det er ikke kun bedre indeklima, mere komfort og en billigere varmeregning, som man kan glæde sig over, det kan faktisk også være med til at forkorte salgstiden, hvis man sætter sin bolig til salg. Klimabevidstheden er nemlig stærkt stigende i befolkningen, og det er klart et parameter, når folk kigger på ny bolig i dag, at boligen er så bæredygtig som mulig, siger Peter J. Mattsen.
Emner
- Bygning, ejendom
Regions
- Hovedstaden