Pressemeddelelse -
Bendixminde melder udsolgt i denne omgang
Salget af boliger i Odder går stadig strygende, og nu kan Odder Kommune melde alt udsolgt på boliggrunde.
I juni blev der sat 27 grunde til salg ved Bendixminde i den vestlige del af Odder i forbindelse med anden etape af udstykningerne i området. De grunde er nu solgt, og det på noget der ligner rekordtid. Men det er ikke tilfældigt, for der er meget stor interesse for at flytte til Odder, lyder det fra flere af byens ejendomsmæglere. Der er, på trods af corona-udbruddet, godt gang i salget af både grunde, sommerhuse og helårshuse.
På borgmesterkontoret vækker det glæde, at der er så meget fart på salget af grunde ved Bendixminde og boliger i Odder i det hele taget.
"Jeg glæder mig over, at interessen for at købe grund og bygge bolig i et meget attraktivt boligområde. Det er ny rekord i mange år, at det er gået så hurtigt. Der er også boligbyggeri i gang med lejligheder, daginstitution til 112 vuggestue- og børnehavebørn, og med indvielsen af Børnenes Bro, hænger området godt sammen med resten af byen. Så jeg kan sagtens forstå, at borgerne er vilde med at købe grund og bosætte sig der," lyder det fra borgmester Uffe Jensen (V).
Grundene på Bendixminde blev solgt meget hurtigt - allerede efter to måneder var 25 af de 27 grunde solgt og nu er de sidste to altså også solgt. Derfor bliver der sat fart på byggemodningen af den tredje etape af grunde i området - denne gang kommer grundene til at ligge vest for den gamle gård, som området har fået sit navn efter.
Emner
Regions
Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Aarhus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.
Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.
Besøg vores hjemmeside på www.odder.dk