Pressemeddelelse -

En moderne varmeløsning

Når man vælger en varmepumpe, er det ikke nødvendigvis udsigten til billigere varme, der er den primære årsag til udskiftning af det gamle oliefyr. Hos familien Hartmann Schmidt i den lille by Løjenkær mellem Malling og Solbjerg var det muligheden for en miljøvenlig løsning, der tiltalte familien.

”Vi tog den afgørende beslutning om at gøre op med olie til moderne opvarmning, fordi tanken om at bruge et fossilt brændstof som opvarmning gik imod vores miljøbevidste tankegang, når det var muligt at vælge et alternativ,” siger Ole Hartmann Schmidt.

”Vi bor uden for fjernvarmens forsyningsområde, så det er ikke muligt at blive koblet på nettet. Derfor skulle vi vælge en anden vej,” siger han.

Løsningen var en varmepumpe
Der var flere muligheder, da familien gik i gang med at undersøge markedet. Et pillefyr var dog ikke en mulighed.

”Det giver simpelthen for meget bøvl med påfyldning og vedligehold, og så risikerer man eksempelvis at komme hjem til et koldt hus, hvis man har været ude at rejse. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle have en varmepumpe,” siger han.

”Efterhånden, som vi talte med flere, som havde fået en luft-vand varmepumpe fra OK og var rigtig glade for løsningen, var vi ikke i tvivl om, hvad vi skulle vælge,” siger Ole Hartmann Schmidt.

Varme på abonnement
En luft-vand varmepumpe gav mulighed for finansieringsløsningen ”OK Nærvarme”, hvor man kun betaler for sit forbrug, dvs. det antal kWh som varmepumpen aftager. 

”Det betyder, at vi har en fast månedlig udgift til varme, og OK står for drift og vedligehold af varmepumpen,” siger Ole Hartmann Schmidt og uddyber:

”Det giver en god tryghed at vide, at OK følger forbruget, så vi ikke risikerer en stor efterregning på grund af en fejl, der ikke opdages i tide.”

Sænkelsen i elvarmeafgiften, der blev vedtaget i den nyligt indgåede energiaftale, er endnu en grund til at vælge varmepumpen som opvarmningsløsning.

Individuel løsning
Det var vigtigt for familien i Løjenkær at finde den rigtige løsning, og det var afgørende, at varmepumpen kunne kombineres med solfangeranlægget, som opvarmer familiens brugsvand. 

”Fra vi havde besøg af OK’s energitekniker, som gennemgik vores hus og kom med sine anbefalinger, til varmepumpen var installeret, har vi mærket, at vi havde med en professionel leverandør at gøre. Vi har fået god vejledning hele vejen, bl.a. i forhold til grundindstillingerne. Vi føler også, vi har fået den løsning, som passer til vores behov, og der blev taget hensyn til vores ønsker i forhold til installationen,” siger Ole Hartmann Schmidt og fortsætter:

”Det giver en tryghed at have en leverandør, der tager opgaven alvorligt og har kompetencerne.”

Selve varmepumpen fylder lidt, men den generer ikke på den placering, den har fået uden for.

”Til gengæld er den mere støjsvag, end vi havde forventet. Indedelen er rigtig pæn, og vi hører den slet ikke. Anlægget kan reguleres, som man ønsker det. Hele anlægget og de tekniske funktioner vidner om et moderne varmeanlæg, og pludselig virker den gamle oliefyrsløsning enormt forældet,” siger Ole Hartmann Schmidt.

”Varmepumpen giver et hus, der er grundvarmt, så der er helt klart en komfortfordel. Så vi er glade for, at vi har valgt løsningen med en varmepumpe - og vi behøver ikke længere skule til oliefyret og tænke, at vi burde vælge en mere miljøvenlig løsning. Den har vi nu, og det er en rigtig dejlig tanke,” siger han til slut.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • varmepumper

Om OK:

  • OK a.m.b.a. er et dansk andelsselskab med hovedsæde på Åhave Parkvej i Viby J og beskæftiger cirka 600 medarbejdere.
  • OK tæller udover moderselskabet OK også datterselskaber som Kamstrup, EnergiData og OK Plus. 
  • OK omfatter mere end 660 tankstationer, 132 vaskehaller samt 72 Truck Diesel stationer, hvor vognmænd kan tanke døgnet rundt, fordelt over hele landet.
  • OK er landsdækkende leverandør af benzin, diesel, transportdiesel, smøremidler, naturgas og elektricitet til både erhverv og private. Desuden leverer OK rådgivning, projektering og installation af varmepumpeløsninger i alle størrelser.
  • Foruden energiprodukterne sælger OK også mobiltelefoni og forsikringer. 

Kontakt

Anne Dyrholm

Presseteam 8932 2247