Gå til indhold
Den nye Opel Astra fås som plug-in hybrid, med benzin- og dieselmotorer og i 2023 med rent el.
Den nye Opel Astra fås som plug-in hybrid, med benzin- og dieselmotorer og i 2023 med rent el.

Pressemeddelelse -

En ny æra for Opel Astra – Den nye Astra har fokus på elektrificering

  • Astra for første gang elektrificeret som plug-in hybrid – fås i to varianter
  • Fuldt elektriske Astra-e i 2023
  • Skulpturelt og stilsikkert design med Vizor-front og mulighed for two-tone lakering
  • Fuldt digital Pure Panel widescreen med intuitive brugerflade
  • Effektive motorer med seks-trins manuel gearkasse og otte-trins automatgearkasse
  • Nyeste Intelli-Lux LED® Pixel Lys med 168 LED enheder
  • Et utal af automatiske assistancesystemer til gavn for sikkerhed og komfort
  • Ergonomiske AGR-certificerede sæder
  • Designet, udviklet og produceret i Opels hovedkvarter i Tyskland
  • Kommer til Danmark i første halvår af 2022

Opel Astra, der i 2016 både vandt Årets Bil i Danmark og i Europa er i dag blevet præsenteret i en hel ny sjette generation. Der kører i øjeblikket over 33.000 Opel Astra i Danmark, så der er tale om en populær bil på det danske marked. Med den helt nye Astra, tager Opel hul på endnu et kapitel af Det Nye Opel: for første gang kan den kompakte tysker fås i en elektrificeret udgave.

Den nye Astra er designet og udviklet i Rüsselsheim, hvor den også vil blive produceret. Den er bygget på tredje generation af EMP2 multi-energi platformen, der med sin store modularitet, har gjort det muligt at tænke Opel-dyder ind fra starten af udviklingsprocessen. Bilen, der først bliver præsenteret som en 5-dørs hatchback, har en længde på 4374 mm og er 1860 mm bred. Takket være et kortere front udhæng, er Astra kun 4 mm længere end sin forgænger på trods af en 13 mm længere hjulafstand på 2675 mm. Den rummer fem personer inklusiv føreren og baggagerummet rummer 422 liter.

En Astra til ethvert behov – el, plug-in og forbrændingsmotorer

Den nye Astra vil kunne dække ethvert kørselsmønster – Astra bliver den første Opel, der kan fås som både elbil, plug-in hybrid og med forbrændingsmotor. Det sker, når Astra i 2023 præsenterer den fuldt batteri-elektriske Astra-e. Indtil da vil den nye Opel kunne fås i to plug-in hybrid varianter samt med benzin- og dieselmotorer.

Den store plug-in hybrid har en systemydelse på 225 hestekræfter og et maksimalt moment på 360 Newtonmeter (WLTP kombineret forbrug: 1,4–1,1 l/100 km, 31-24 g/kmm CO2). Den er udstyret med en firecylindret 1.6 liter benzinmotor med 180 hestekræfter (133 kW) samt en elmotor med 110 hestekræfter (81 kW). Kræfterne sendes til forakslen via en otte-trins automatgearkasse.

Plug-in hybriderne deler den 110 hestekræfters elmotor samt de 360 Newtonmeter (WLTP kombineret forbrug: 1,4-4,4 l/100 km, 31-24 g/km CO2). Til gengæld yder den mindre plug-in hybrid 150 hestekræfter (110 kW) fra benzinmotoren, hvilket giver en samlet systemydelse på 180 hestekræfter. De to plug-in hybrider accelerer fra 0-100 km/t på hhv. 7,7 og 7,9 sekunder og har en topfart på op til 235 og 225 km/t (elektronisk begrænset). Begge udgaver har et 12,4 kWt stort batteri og giver en WLTP rækkevidde på ren el, på op til 60 kilometer.

Astra fås også med benzin- og dieselmotorer. Det er økonomiske motorer, der er udviklet med effektivitet for øje. Den trecylindrede 1,2 liters turbomotor med direkte indsprøjtning og seks-trins manuel gearkasse, leverer 110 hestekræfter (81 kW) (WLTP kombineret forbrug: 5,5-5,4 l/100 km, 125-123 g/km CO2). Samme motor fås også med 130 hestekræfters (96 kW) og enten seks-trins manuel gearkasse (WLTP kombineret forbrug: 5,6-5,4 l/100 km, 127-122 g/km CO2) eller otte-trins automatgearkasse (WLTP kombineret forbrug: 5,8-5,5 l/100 km, 131-125 g/km CO2). Benzinmotoren leverer sit maksimale moment på 230 Newtonmeter ved 1.750 omdrejninger.

Til pendlerfolket tilbyder Opel Astra en 1,5 liters dieselmotor med 130 hestekræfter (96 kW), 300 Newtonmeter ved 1.750 omdrejninger og valget mellem en seks-trins manuel gearkasse (WLTP kombineret forbrug: 4,5-4,4 l/100 km, 117-113 g/km CO2) eller en otte-trins automatgearkasse (WLTP kombineret forbrug: 4,7-4,5 l/100 km, 121-116 g/km CO2).

“Den nye Opel Astra er unik – den definerer Det Nye Opel. Det gør sig gældende på alle drivlinjerne fx den batteri-elektriske Astra-e, men også via den nye teknologi og det fantastiske design som Astra stiller med. Opel sætter standarden med denne bil og har alt hvad der skal til for igen at blive en bestseller”, siger den nye Opel CEO Uwe Hochgeschurtz.

“Autobahnproof”

En Opel skal ligge godt på vejen. På Opel-sprog hedder det: “Autobahnproof”. Ingeniørerne har fokuseret på præcis styring og torsions stivhed, retningsstabilitet i kurver og på lige strækninger samt gode bremseegenskaber. Dette er blandt andet opnået ved at udstyre bilen med McPherson hjulophæng foran og torsions-bar bagved, der sikrer horisontal stabilitet. Der ud over er chassiset blevet 14 procent stivere end forgængeren.

Ny-fortolkning af Opels skulpturelle og stilsikre design filosofi

Først kom Mokka, så Crossland og fornylig Grandland. Nu er det Astras tur til at iklæde sig Opels nye skulpturelle og stilsikre design filosofi. Den nye Astra er derfor også udstyret med Opels horisontale Vizor-front, de karakteristiske vinge-kørelys og den skarpe vertikale linje i kølerhjælmen, der tilsammen udgør Opels nye ansigt. Blitz-logoet er placeret i midten, hvor de vertikale og horisontale elementer mødes.

Bagenden spejler fronten og består af de lave og brede horisontale baglygter (al eksteriørlys er energibesparende LED) og de vertikale og højtplacerede bremselys. Logoet er placeret i midten, hvor det også fungerer som åbningsmekanisme til baggagerummet.

”Den nye Astra repræsenterer et spændende ”next step” i Opels design”, fortæller Vice President for Design, Mark Adams og fortsætter: ”Med det stilsikre Vizor-ansigt, de stærke muskler over skærmene og skulpturelle overflader, er Astra både sportslig og selvsikker i sin fremtoning. Interiøret kigger også ind i fremtiden. Det førerorienterede Pure Panel cockpit med sit lange horisontale glasareal, vil give vores kunder en helt ny interiør oplevelse”.

Næste generation Pure Panel: Opels digitale cockpit

Den nye generation Astra har også Opels digitale cockpit Pure Panel, der består af to intrigerede 10 tommer skærme. I Astra er hele interfacet og softwaren ny og skaber en velafstemt balance mellem digitalisering og intuitiv brugerflade, hvor al irriterende visuel stimuli er fjernet og sub-menuer er holdt på et minimum. Pure Panel kan programmeres individuelt til profiler, så information relevant for den enkelte profil, vises på skærmen. Kontakter til klimaanlæg etc. er som i alle Opel-modeller holdt fysiske, men der ud over er alt andet digitalt. Astra er også udstyret med trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

Avancerede assistentsystemer

Den nye Astra er udstyret med de nyeste automatiske køreassistentsystemer. Ud over multifunktions kameraerne i forruden, har bilen også fire ekstra kameraer (et foran, et bagved og på bilens to sider), fem radar sensorer (en på fronten og en på hver af bilens hjørner) samt ultralydssensorer placeret på for- og bagende.

Kameraer og sensorer er integrerede med e-horizon opkobling i Intelli-Drive 2.0 og forlænger radar og kamera rækkevidden. Således kan systemet tilpasse farten i kurver, lave fartanbefalinger og udføre semi-automatiske vognbaneskift.

Krydsende trafik alarm (bag), langsynet blindvinkelsassistent og aktiv vognbaneassistent er en del af Intelli-Drive 1.0.

Af andre assistentsystemer kan nævnes adaptiv fartpilot (der kan starte fra stilstand), Head-up display samt Intelli-Vision, der via radar og kamera hjælper til med at parkere.

Den nye Astra introducerer Intelli-Lux Pixel Light® til C-segementet

Opel har tradition for at bringe teknologi fra dyrere og højere segmenter til lavere bilklasser. I 2015 introducerede Opel med den daværende Astra de adaptive matrix lygter til C-segmentet. Med den nye Astra lancerer Opel nu den nyeste lygte teknologi til segmentet. Opel Astra kan fås med det klasseledende Intelli-Lux LED® Pixel Lys med 168 LED enheder – 84 i hver forlygte. Lyskeglen fra det lange lys justerer sig selv i løbet af millisekunder, så lyskeglen ”skæres” præcist i forhold til modkørende og forankørende trafik og derved undgår at blænde medtrafikanter. Rækkevidde og retning på lyset varierer alt efter køresituation og omgivelser.

Klasseledende AGR ergonomiske sæder med massage og ventilation

Opel er kendt for sine prisvindende ergonomiske AGR-sæder og Astra fortsætter traditionen. Den gode siddestilling er garanteret takket være sædernes mange indstillingsmuligheder og den nøje udvalgte skumdensitet. Forsæderne har blandt andet elektrisk vippe-funktion og elektro-trykluftstyret lændestøtte. Tilkøber man Nappa lædersæder, kommer de med ventilation, massage samt varme også på bagsæderne. Alcantara sæder er også en mulighed i Astra.

Astra kommer til Danmark i løbet af første halvår af 2022 - først som 5-dørs og kort tid efter vil en Sports Tourer også ramme de danske forhandlere. I 2023 introduceres den fuldt elektriske Astra-e.

Emner

Kategorier

Kontakt

Jesper R. Hermann

Jesper R. Hermann

Pressekontakt Pressechef +45 26 24 03 07

Opel Danmark
Hovedvejen 1
2600 Glostrup
Danmark