Gå til indhold
Ny Peugeot 208 sætter rekord med et brændstofforbrug på 50 km/l

Nyhed -

Ny Peugeot 208 sætter rekord med et brændstofforbrug på 50 km/l

Den nye Peugeot 208 har netop sat rekord i lavt brændstofforbrug. Med den effektive BlueHDi S&S 100 hk dieselmotor under motorhjelmen, kørte 208 hele 2.152 km på 43 liter diesel, hvilket svarer til et brændstofforbrug på 50 km/l eller en køretur fra København til Barcelona på én tank. Rekorden understreger, hvor overbevisende BlueHDi teknologien fungerer og samtidig er det et klart statement, der viser, at med den rigtige teknologi kan en forbrændingsmotor bidrage til at reducere CO2-udledningen.

2.152 km på én tank

Bedriften blev opnået på Peugeots testbane Belchamp i Frankrig under opsyn af UTAC (svarer til Teknologisk Institut i Danmark), hvor det tog 38 timer at køre tanken tom på en serieproduceret Peugeot 208, som var udstyret med en 1.6 BlueHDi motor med 100 hk. Hver kører tog 3-4 timer bag rattet og da den sidste dråbe diesel var brugt op, havde 208´eren kørt 2.152 km og satte dermed rekord for en standard serieproduceret bil.

Den testede version er en brændstofbesparende udgave, som bliver tilgængelig i 208-porteføljen, når den nye 208 introduceres hos forhandlerne i Danmark efter sommerferien. Den er udstyret med en særlig aerodynamisk hækspoiler, Michelin Energy Saver+ dæk med lav rullemodstand og endelig har den et officielt brændstofforbrug på 33,3 km/l samt en CO2-udledning på blot 79 g/km.

Miljøduksen

Med den unikke kombination af en SCR katalysator (Selective Catalytic Reduction) og Peugeots partikelfilter-teknologi reduceres udledningen af de kræftfremkaldende NOx med 90 % og samtidig elimineres 99,9 % af partiklerne, hvilket gør BlueHDi-teknologien til det mest effektive system på markedet, når det gælder reduktion af partikler og emissioner.

Den nye 208 introduceres med en række brændstoføkonomiske Euro 6 benzin- og dieselmotorer. Benzinmotorerne har en CO2-udledning fra 97 g/km, mens alle BlueHDi motorer er under 95 g CO2/km.

Peugeot har opnået helt konkrete resultater af sin indsats for at reducere CO2-aftrykket for sine biler. Blandt andet har introduktionen af de nye PureTech og BlueHDi motorer samt EAT6 gearkassen betydet, at Peugeot har 20 modeller, som er placeret øverst på podiet*, når det gælder lav CO2-udledning.

*I sammenligning med andre motorer med samme ydelse/volumen

Emner

Kategorier

Kontakt

Hanne Langsig Sørensen

Hanne Langsig Sørensen

Pressekontakt Head of Group PR +45 21 72 51 72

Motion & Emotion

K. W. Bruun Import A/S er Nordens største Peugeot-importør og varetager markedsføring og salg af Peugeot-biler samt salg af reservedele og tilbehør i Danmark, Sverige, Island, Færøerne, Letland og Estland.
I Danmark er Peugeot et af de mest populære bilmærker. Peugeot har således i 10 af de seneste 12 år været Danmarks mest købte personbilsmærke, og når det gælder varebiler, har Peugeot Danmarks bredeste modelprogram. Peugeot har 56 forhandlere i Danmark og et endnu større antal serviceværksteder, der foretager service på de ca. 250.000 person-og varebiler, der kører på de danske veje.

Peugeot Danmark
Hovedvejen 1
2600 Glostrup
Danmark