Pressemeddelelse -

PKA investerer i ny mikrolånsfond

PKA investerer 250 mio. kr. i Maj Invests nye fond, som har et samlet tilsagn på 870 mio. kr. Fonden investerer i banker, der yder lån og andre finansielle services til fattige og kunder under middelklassen i Latinamerika, Afrika og Asien.

Maj Invests nye fond, (Maj Invest Financial Inclusion Fund II) på 870 mio. kr. investerer i banker, der yder lån og andre finansielle services til fattige og kunder under middelklassen og er med til at hjælpe borgere i Latinamerika, Afrika og Asien med økonomisk fremgang. Lånene bruges til at starte en virksomhed eller til investeringer og arbejdskapital til at udvide virksomheden, og er dermed med til at bidrage til vækst og flere arbejdspladser.

PKA er med en investering på 250 mio. kr. den største investor i den nye fond, der også tæller familievirksomheder og industrifonde.

Den nye fond har samme strategi som forgængeren Danish Microfinance Partners, der også bliver administreret af Maj Invest, og som også har PKA som hovedinvestor. Den fond har ydet lån til 5,5 mio. mennesker i lande som Peru, Bolivia, Indien, Senegal og Elfenbenskysten og har givet et afkast på ca. 20% p.a.

Den afkastmæssige og sociale succes af den første fond er årsagen til etableringen af en ny fond og grunden til, at PKA igen er med som investor.

”Set fra PKA’s side kan vi kombinere en række vigtige målsætninger ved at investere i mikrolån: Det gavner de fattige, særligt kvinder, som typisk ikke har andre muligheder for at låne penge og derved kæmpe sig ud af den værste fattigdom. Det giver lånene dem mulighed for. Derudover får vi et godt afkast til vores medlemmers pensioner,” siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA og tilføjer, at han er meget tilfreds med samarbejdet med Maj Invest.

Fonden investerer direkte i veldrevne finansielle institutioner (banker) som yder lån og andre finansielle services til fattige og kunder under middelklassen i Latinamerika, Afrika og Asien. Fonden har allerede foretaget tre investeringer i Peru, Indien og Afrika.

”Med denne type investering bidrager man til opbygningen af den finansielle infrastruktur for en meget stor kundegruppe, med høj efterspørgsel efter finansielle services. Dette marked er i stor vækst, ikke mindst på grund af den digitale udvikling, som gør det nemmere og billigere at nå mange af kunderne,” siger Kasper Svarrer, Managing Partner Financial Infrastructure i Maj Invest.

Om fonden - Maj Invest Financial Inclusion Fund II

  • Samlet tisagn USD 137m (ca. DKK 870 mio. kr.)
  • Private equity fond
  • Levetid 2015-2025
  • 3 investeringer gennemført, og der forventes at skulle være ca. 6 investeringer i alt

Emner

  • Økonomi, finans

PKA har en samlet formue på 250 mia. kr. og administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.