Pressemeddelelse -

Konference skal bane vej for klimavenligt byggeri

Der er både penge og energi at spare ved at tænke klimavenligt, når der bygges nyt og renoveres. Politikere, kommuner og byggebranchen er enige om, at klimavenligt byggeri er en god ide, men der er behov for tæt samarbejde mellem byggeriets aktører for at udnytte potentialet. Det skal en konference den 28. maj i Industriens Hus bane vejen for.

Den 28. maj afholdes konferencen ”Klimavenligt byggeri – med moderne byggematerialer” i Industriens Hus. Baggrunden for konferencen er det enorme klimapotentiale, som findes i byggeriet. Blandt konferencens oplægsholdere er Formand for Folketingets Miljøudvalg Lone Loklindt (RV).

”Som radikale ønsker vi, at der gøres en indsats for at få energiforbruget ned i vores boliger. I dag er transportsektoren, landbruget og private boliger – populært kaldet biler, bønder og boliger – ikke omfattet af EU’s CO2-kvotesystem. Men med den klimalov vi fik vedtaget sidste år, kommer der nu meget mere fokus på området, og vi håber, at det vil skabe større fokus på klimarigtig adfærd og miljøvenlige materialer”, siger Lone Loklindt (RV).

Konferencen sætter også fokus på kommunerne og deres muligheder for at spare penge og energi ved at energirenovere.

”Danske kommuner har en gylden mulighed for at udføre en rentabel energirenovering af deres ejendomme samtidig med, at indeklimaet bliver forbedret og sygefraværet dermed reduceres”, fortæller Nils Jepsen, chefkonsulent hos Danish Management Group, som er en af konferencens oplægsholdere.

Flere kommuner har allerede fået øjnene op for energirenovering, og der er flere konkrete eksempler på kommuner, der har scoret kassen på energirenovering.

”I Vallensbæk Kommune har man nedsat energiforbruget med over 30% ved at investere i diverse energibesparende tiltag. I kroner svarer besparelsen til over 2 mio. kr. om året, og investeringen er samlet set tilbagebetalt på under 10 år”, fortæller Nils Jepsen.

Selvom fremtiden for klimavenligt byggeri ser lys ud, er der stadig knaster, som bremser udviklingen. Det er blandt andet de danske særregler på brandområdet, som favoriserer traditionelle isoleringsløsninger og besværliggør og fordyrer anvendelsen af moderne og mere klimavenlige isoleringsmaterialer.

Sammenhængen mellem reguleringen på brandområdet og nye byggematerialer bliver på konferencen belyst af Sune Nygaard, Kompetencechef for brandrådgivning hos Grontmij.

”De ambitiøse energikrav i dansk lovgivning medfører ofte store krav til isoleringstykkelser, hvilket kan motivere anvendelsen af nye produkter, som bryder med principper i dansk byggetradition. Anvendelsen af nye produkter med nye karakteristika kræver et større vidensniveau og en intelligent helhedsbetragtning, så bygherrer sikres et grundlag for beslutninger under hensyntagen til det enkelte og unikke byggeri”, siger Sune Nygaard.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.

Related links

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • brandsikring
  • brandregler
  • efterisolering
  • byggeri
  • byg
  • miljø
  • energi
  • isolering

”Klimavenligt byggeri – med moderne byggematerialer” er for alle aktører med interesse i klimavenligt byggeri og afholdes af EPS-sektionen under Plastindustrien.

For yderligere information kontakt venligst miljøkonsulent i Plastindustrien Jacob Clemen på telefon 26 89 30 22 eller mail jc@plast.dk.

For pressebilleder, pressetekster og andre spørgsmål kontakt venligst Hanne Skak Jensen hos EPS-sektionens PR-bureau, EHRENBERG Kommunikation, på telefon 2215 1943 eller mail hs@ehrenberg-kommunikation.com.

Kontakt

Asbjørn Lindsø

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 26893020

Relaterede events