Pressemeddelelse -

Ny analyse: Udsigt til stor mangel på ingeniører i plastbranchen

Fire ud fem danske plastvirksomheder forventer, at de får problemer med at tiltrække ingeniører, viser ny analyse. En potentiel trussel mod mange virksomheders muligheder for at have produktion i Danmark, mener Plastindustrien, der vil sætte alt ind på at vende udviklingen.

Den danske plastbranche står overfor en stor udfordring med at tiltrække ingeniører. Det viser en ny analyse, som Deloitte har udarbejdet for de danske plastvirksomheders brancheorganisation, Plastindustrien. Fire ud fem plastvirksomheder forventer således problemer med at tiltrække ingeniører med de rigtige kompetencer frem mod 2025. Over en tredjedel regner med alvorlige udfordringer.

Bag den dystre prognose ligger en god nyhed: Det er nemlig plastvirksomhedernes positive forventninger til fremtiden, der medvirker til ingeniørmanglen. Analysen viser, at branchen regner med at vinde markedsandele i stor stil ved at satse på bl.a. innovation og tættere samarbejde med kunder og leverandører. Det kræver dog netop ingeniørernes kompetencer. Tre ud af fire virksomheder regner derfor også med at ansætte flere ingeniører i fremtiden, end de har i dag.

Kan betyde tab af danske arbejdspladser

Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, siger:

- Danmark er et dyrt land at drive plastvirksomhed i. Derfor kan vi kun klare os i den internationale konkurrence, fordi vi kan noget andet og mere end de lande, der som udgangspunkt kan slå os på prisen. Her er ingeniørerne afgørende. Det er deres kompetencer, der driver innovationen og produktudviklingen.

- Når vi mangler ingeniører i så stort et omfang, så rammer det plastvirksomhedernes mulighed for at beholde og udvide produktion i Danmark. Det betyder, at vi som samfund kan komme til at gå glip af et enormt vækstpotentiale og en masse arbejdspladser. Derfor skal vi simpelthen skal have vendt udviklingen. Det kræver, at hele branchen sammen med uddannelsesstederne løfter i flok. Det vil vi nu sætte alt ind på.

Plastvirksomhed: Kandidatfeltet skrumper

En af de virksomheder, som har problemstillingen inde på kroppen, er Fiberline Composites A/S i Middelfart, der fremstiller avancerede produkter i plastkomposit til bl.a. byggeri og vindmølleindustri.

- Vi oplever, at det bliver sværere og sværere at få et kvalificeret kandidatfelt, når vi søger ingeniører til specialiststillinger. Vi ansætter både produktions-, maskin- og kemiingeniører, og det er vores oplevelse, at der her er mangel på kompetencer indenfor såvel plastmaterialer og plastproduktion. Samtidig er udbuddet af relevant efteruddannelse heller ikke stort, fortæller HR-chef i Fiberline Composites Kirsten Bøjler Dall.

Ingeniørforeningen: Godt udgangspunkt for dialog med uddannelsessteder

I Ingeniørforeningen, IDA, har man også læst Plastindustrien nye analyse. Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i IDA, siger:

- Vi har en fælles interesse i, at virksomhederne har mulighed for at ansætte de ingeniører, de har brug for. Jeg synes, det er et godt og konkret indspil, som Plastindustrien præsenterer med denne analyse. Jeg håber, det kan danne udgangspunkt for en konstruktiv dialog mellem uddannelsesstederne og industrien, så der kan findes løsninger.

Han peger også på, at der især blandt nyuddannede ingeniører, hvor ledigheden trods alt er højere end blandt ingeniører generelt, kan være et potentiale at hente for plastvirksomhederne:

- Selvom de ikke direkte er uddannet mod plastbranchen, besidder nyuddannede ingeniører brede kompetencer, som virksomhederne kan bygge videre på, siger Morten Thiessen.

Kontakt:

  • Thomas Drustrup, adm. direktør, Plastindustrien: 2949 4608 / td@plast.dk
  • Kommunikationsansvarlig I Plastindustrien Asbjørn Lindsø: 2689 3020 / al@plast.dk
  • Kirsten Bøjler Dall, HR-chef, Fiberline Composites A/S: 7632 7734 / kbd@fiberline.com
  • Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd, Ingeniørforeningen, IDA: 5137 5930 / mt@sbs-eu.com

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • innovation
  • plast
  • ingeniør
  • uddannelse

Plastindustrien er den danske brancheforening for plastforarbejdende virksomheder og for leverandører af de maskiner og råvarer, som industrien anvender. Foreningen består af omkring 200 medlemmer. Herunder store virksomheder som LEGO, Coloplast, LM Wind Power, Vestas Wind Systems, SP Group, Wavin og Logstor, men størstedelen er SMV’er. Plastbranchen beskæftiger i alt ca. 20.000 personer.

12. maj afholder Plastindustrien sin årsdag, Plastdagen, i Industriens Hus i København. Her er der fokus på branchens udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Arrangementet byder både på oplæg fra virksomheder og eksperter samt på politisk diskussion med fire partiers uddannelsesordførere.

Læs mere om Plastdagen her.

Kontakt

Asbjørn Lindsø

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 26893020

Thomas Drustrup

Pressekontakt Adm. Direktør 2949 4608

Relaterede events