Pressemeddelelse -

Jordbrugsmaskinførere kan også køre gule maskiner

Jordbrugsmaskinførere skal ikke kun have styr på traktorerne, ploven og gyllevognen. Det er også vigtigt at kende til entreprenørmaskinerne, deres virkemåde, og hvordan man egentlig opererer mest effektivt med de gule maskiner.

Således har 32 elever i to uger været at finde i Stjær Grusgrav med to faglærere. De to første dage går med teoretisk undervisning, hvor emner som nivellering og generel betjening af maskinerne gennemgås. Her lærer eleverne også at forstå og læse tegninger, men der er også stort fokus på sikkerhed.

- Selvom eleverne oftest er bevidste om de kræfter, der ligger i de store maskiner, så behandler vi emnet sikkerhed grundigt i de to første dage af kurset. Det gælder både sikkerhed omkring betjening af maskinen og den generelle sikkerhedsrisiko, som er forbundet med at bevæge sig i nærheden af maskinerne, fortæller Peter Buhl, faglærer ved Jordbrugets Uddannelsescenter (JU).

Nye maskiner
JU råder ikke selv over så mange entreprenørmaskiner, som kurset kræver, hvorfor skolen gennem mange år har haft en aftale med Pon Equipment A/S, der er den danske forhandler af Caterpillar. Her har Lennard Brøndrum gennem mange år bistået med sin erfaring. I år lånte skolen i alt seks maskiner – som selvfølgelig skulle leveres tilbage i ren tilstand, hvorfor eleverne den sidste dag måtte i gummistøvlerne og øve brugen af højtryksrensning og sæbe. 

- Det er stort set alle fabriksnye maskiner, som vi får stillet til rådighed, og det er lækkert for eleverne at prøve de nyeste teknologier på området, fortæller Peter.

Mange færdigheder
De to uger i grusgraven ligger lige før sidste hovedforløb på skolen, der varer 16 uger. I grusgraven var der i alt ni forskellige stationer med opgaver, som eleverne skulle løse. 

En af opgaverne var for eksempel at grave render med minigravere (Cat 301.4) med den rigtige dybde efter nivelleringsudstyr. På en anden station gik opgaven ud på at lave en jorddeponi med en gummihjulslæsser (Cat 924K), der doserede overskudsjord ud fra en helt tredje station, hvor en gravemaskine (Cat 329E) tog overjord af. Der var nok et par af førerne, der i starten skulle synke en ekstra gang, når der skulle køres tæt på den dybe og stejle tip. En anden station omhandler udgravning af en kælder, hvor manøvrefærdighederne virkelig blev sat på prøve i minilæsseren (Cat 257B).

- Det er vigtigt, at eleverne får nogle håndgribelige og rigtige projekter at udføre med maskinerne, så de virkelig kan se mulighederne. Det er en rigtig god læringsproces, fortæller Peter.

Fra eleverne er der enighed: Det er sjovt og spændende at få lov til at køre med en anden form for maskiner, end dem man er vant til, fortæller de.

- Det har Cat-me været nogle spændende dage, slutter Peter.

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • cat
  • caterpillar
  • caterpillar maskiner
  • gravemaskine
  • pon equipment
  • rendegravere
  • pon
  • ju

Kort om Pon Equipment A/S
Troværdighed, vedholdenhed og langsigtede kunderelationer er nøglen bag at vi kunne fejre 40 års jubilæum i august 2007. Pon Equipment har altid forhandlet Caterpillar entreprenørmaskiner, dog har vi på de 40 år haft 4 forskellige ejere, med 3 forskellige nationaliteter.

Kontakt

Lars R. Poulsen

Pressekontakt Marketing koordinator Marketing, PR og kommunikation +4521158290

Relateret materiale