Gå til indhold
Gustav Krogh (tv.) skal repræsentere Porsche Denmark Racing og stiller til start i GT4-klassen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Jesper Carlsen (th.) leder og står for den daglige drift af teamet.
Gustav Krogh (tv.) skal repræsentere Porsche Denmark Racing og stiller til start i GT4-klassen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Jesper Carlsen (th.) leder og står for den daglige drift af teamet.

Pressemeddelelse -

Porsche Denmark Racing: Dansk indsats i Porsche Sprint Challenge Scandinavia

Porsche Danmark træder ind på den skandinaviske motorsportsscene og stiller til start i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Programmet skal udvikle unge danske racertalenter, der drømmer om at gøre karriere som professionel.

Motorsport er en essentiel del af Porsches DNA, og det gælder også for Porsche Danmark, som har været importør af det tyske sportsvognsmærke siden 1952. Fra dansk side har man især de seneste år involveret sig aktivt i motorsporten, blandt andet med sponsoratet af Bastian Buus, som i 2022 blev udnævnt som officiel Porsche Junior, samt i esport med det officielle DM i digital motorsport, Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Nu tager Porsche Danmark endnu et skridt og stiller til start i GT4-klassen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Dette sker med et helt nyt team, Porsche Denmark Racing, som ledes af den tidligere racerkører Jesper Carlsen. Et navn, som flere Porsche-entusiaster vil genkende fra Porsche Danmarks populære Porsche On Track-events, hvor Jesper Carlsen i flere år har fungeret som instruktør. Jesper Carlsen kommer også med en baggrund fra Formel 1.

Porsche Sprint Challenge Scandinavia debuterede i 2020 og er rettet mod såvel erfarne racerkørere som ambitiøse talenter og entusiaster, der ønsker at tage skridtet fra trackdays til racerløb. Serien er en supportserie for Porsche Carrera Cup Scandinavia, hvor Porsche Danmark tidligere har supporteret Jan Magnussen som seriens danske islæt.

“Vi er begejstrede over at kunne løfte sløret for vores nye indsats. Danmark har gennem mange år fostret succesfulde internationale elitekørere, og vi ønsker at give et bidrag til denne udvikling. Vores grundlæggende ambition er at fremme unge talenter, som har potentiale for en professionel motorsportskarriere, og vi ser Porsche Sprint Challenge Scandinavia som det oplagte sted at gøre dette,“ lyder det fra PR og Marketingchef hos Porsche Danmark, Katrine Bleeg, som samtidig præsenterer programmets hovedsponsor.

“Motorsportsprojekter er en samarbejdsøvelse, og derfor er det afgørende med support fra dedikerede og entusiastiske sponsorer undervejs. Her er vi stolte over at kunne præsentere Red Horse, en international producent af befæstigelsesløsninger til byggeindustrien, der som hovedsponsor for programmet vil være genkendt i bilernes visuelle identitet.”

Gustav Krogh er navnet på talentet, som i 2023 skal repræsentere Porsche Denmark Racing bag rattet af teamets 718 Cayman GT4 Clubsport. Den 20-årige racerkører fra Nordsjælland skiftede i 2022 sin gokart ud med en racerbil i Super GT Denmark, hvor han sluttede 11 af sæsonens 15 løb på podiet i sin klasse, heriblandt med tre sejre.

“Jeg er enormt stolt over at have fået muligheden for at teame op med et så berømt mærke som Porsche. Det er en unik chance for mig på min vej mod toppen af motorsporten, og efter de første tests i bilen, er jeg kun endnu mere motiveret. Det er en virkelig fed racerbil, som jeg hurtigt har fundet mig tilpas i, så nu ser jeg blot frem til at komme i gang med sæsonen sammen med teamet” lyder det fra Gustav Krogh.

2023-udgaven af Porsche Sprint Challenge Scandinavia afvikles over syv afdelinger og i alt 14 løb og skydes i gang på 12.-13. maj på Scandinavian Raceway Anderstorp. Serien vil gæste racerbaner i både Sverige og Norge, før mesterskabet afsluttes med en finale på Mantorp Park den 22.-23. september.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark