Gå til indhold
Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Jagten på Danmarks hurtigste esportkører er gået ind

Pressemeddelelse -

Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Jagten på Danmarks hurtigste esportkører er gået ind

Efter en succesfuld debutsæson er Porsche Esports Carrera Cup Danmark klar til en ny runde, hvor landets hurtigste esportkører skal findes. Det officielle danmarksmesterskab i digital motorsport vil i 2021/2022 blive afgjort over otte afdelinger på verdens bedste virtuelle racerbaner.

– Porsche Esports Carrera Cup Denmark fik en fantastisk debut i sidste år og udviklede sig gennem sæsonen til et populært og spændende Tv-transmitteret mesterskab, som blev afsluttet med et storslået liveevent. Motorsport har alle dage være en vigtig del af Porsches DNA, og ved at bevæge os videre ind i den virtuelle motorsport, tager vi del i den hastige teknologiske udvikling, som gennemsyrer ikke bare racing, men mobilitet i al sin helhed. Samtidig har vi med Porsche Esports Carrera Cup Denmark fået mulighed for at interagere med en ung og utrolig dedikeret tech-orienteret målgruppe, lyder det fra PR- og marketingchef hos Porsche Danmark, Ann-Sophie Dam.

Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles ligesom den internationale Porsche TAG Heuer Esports Supercup på platformen iRacing, og mesterskabet sker i samarbejdet med esport-bureauet ESR. Der kæmpes for anden sæson i træk om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner, og som noget nyt bliver det nu obligatorisk at stille op som hold bestående af to kørere. Holdets kørere skal være fyldt 13 år og have en iRacing C-licens samt en iRating på mindst 3.500, og hvert hold skal desuden styres af en teamchef.

– Motorsport er en holdsport, hvor hele teamet omkring køreren bidrager til resultatet. Det ser man på alle niveauer i motorsporten, lige fra karting til Formel 1, og det samme gør sig gældende i den virtuelle motorsport, hvor god coaching og effektiv analyse er med til at skabe de bedste resultater. Derfor udvikler vi nu mesterskabet med mere fokus på teamet og gør det obligatorisk at deltage som hold. Med dette løfter vi niveauet og forbedrer samtidig mulighederne for at tilknytte sponsorer, både for holdene og for de individuelle kørere, lyder det fra Managing Director hos ESR, Thor Alexander Qualmann.

Anden sæson af Porsche Esports Carrera Cup Denmark vil samle et felt på 12 hold og 24 kørere, som skal dyste om mesterskabstrofæerne over otte afdelinger á to løb. Alle afdelinger transmitteres på TV 2 SPORT med livestudie og kommentatorer, mens finalen afvikles som et liveevent med tilskuere. Der kæmpes om et kørermesterskab, et teammesterskab og et U18-mesterskab for kørere under 18 år. Alle baner vil blive offentliggjort inden sæsonstart i november.

Hvilke hold, som stiller op, afgøres ved en åben prækvalifikation, som afvikles den 16.-18. oktober. Mere information om tilmelding til prækvalifikation og deltagelse i Porsche Esports Carrera Cup Denmark findes på seriens officielle website peccdk.dk

Facts om Porsche Esports Carrera Cup Denmark
Porsche Esports Carrera Cup Denmark er det officielle Danmarksmesterskab i digital motorsport under Dansk Automobil Sports Union og Danmarks Idræts Forbund. I mesterskabet deltager kørere fra både den virkelige og virtuelle motorsport, og alle løb transmitteres live på TV 2 SPORT med livestudie og kommentatorer. Feltet tæller i 2021/2022-sæsonen 12 hold og 24 kørere, som kvalificerer sig via en åben prækvalifikation. Deltagelse i Porsche Esports Carrera Cup kræver en iRacing C-licens samt en iRating på mindst 3.500, og hvert hold skal desuden styres af en teamchef. Der kæmpes om et kørermesterskab, et teammesterskab og et U18-mesterskab for kørere under 18 år, og der dystes om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner.

Emner

Kategorier


-

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark