Gå til indhold
Porsche Mission R: Fuldt elektrisk og skabt til racerbanen

Pressemeddelelse -

Porsche Mission R: Fuldt elektrisk og skabt til racerbanen

Med op til 1.100 hestekræfter, innovativ teknologi og lynhurtig opladning er Porsche Mission R et fuldt elektrisk bud på fremtidens racerbil.

Når den internationale udstilling for mobilitet, IAA MOBILITY, løber af stablen i den tyske storby München i denne uge, giver Porsche et spektakulært blik ind i fremtiden for performance og racing. Med konceptbilen Mission R kombineres state-of-the-art-teknologi med bæredygtige materialer så som naturfiberforstærket plast, og inkluderer ikke mindst mærkets historiske passion for motorsport.

Udover sit progressive design, som giver associationer til en perlerække af sportsvogne og racerbiler fra fabrikken i Zuffenhausen, Stuttgart, er Mission R udstyret med to nyudviklede elmotorer, som tilsammen leverer en effekt på helt op til 1.088 hestekræfter. Kombineret med en batterikapacitet på 80 kilowattimer og et innovativt rekuperationssystem, gør den det muligt at gennemføre sprintløb uden tab af effekt undervejs. Målt på en racerbane, er Mission R lige så hurtig på stopuret som 992-versionen af den seneste Porsche 911 GT3 Cup.

“Porsche er mærket for mennesker, der opfylder deres drømme, både på gaden og i motorsporten. Vores styrke på racerbanen giver os mod til at forfølge nye veje, som kan glæde entusiaster med ny, spændende og innovativ performance”, lyder det fra CEO hos Porsche, Oliver Blume.

Det kompakte, firehjulstrukne og fuldt elektriske racerkoncept er en smule kortere end den nuværende Porsche 718 Cayman, men er både markant bredere og lavere. Kombineret med en optimal fordeling af vægten giver det en imponerende dynamik, og de massive kræfter muliggør desuden en accelerationstid fra 0-100 kilometer i timen på mindre end 2,5 sekunder samt en topfart på 300 kilometer i timen.

Men Mission R imponerer ikke blot på sine dynamiske præstationer. Konceptbilen bygger nemlig på en ekstra stærk 900-volts-teknologi, og hvor eksempelvis en Taycan kan lade med op til 270 kilowatt, kan Mission R lades med helt op til 340 kilowatt. Dette muliggør en opladning fra fem til 80 procents batterikapacitet på blot omkring 15 minutter.

Mission R er det tredje koncept i rækken af fuldt elektriske projekter fra Porsche, som præsenterer visionerne bag fremtidens eldrevne modeller fra mærket. Mens Mission E og Mission E Cross Turismo udviklede sig til Taycan (2019) og Taycan Cross Turismo (2021), er Mission R et bud på, hvordan motorsportens racerbiler kan se ud i fremtiden.

Emner

Kategorier


Billedmateriale fra Porsche AG

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark
Banevingen 6
2200 København N
Danmark