Pressemeddelelse -

Flere unge konfirmander bliver undervist i psykisk sårbarhed

”Jeg kan ikke starte en samtale om, hvordan jeg har det, og der er ingen, der lægger mærke til noget.”

Sådan siger én af de tusindvis af unge, der har deltaget i mindU’s workshops for unge kommende konfirmander, og hun er langt fra alene.

Hver fjerde af de over 2000 konfirmander, som har deltaget i mindU’s evaluering, kan nikke genkendende til at være psykisk sårbar. Alt fra angst, mobning, tab af familie og venner, ensomhed og skilsmisse fylder i de unges dagligdag, og fælles for langt de fleste er, at de har svært ved at tale om det.

”Vi ønsker med mindU at styrke den tidlige, forebyggende indsats i forhold til psykisk mistrivsel blandt unge. Det gør vi i vores workshops, hvor vi styrker unges viden om psykisk sårbarhed og derved søger at fjerne eksisterende tabuer ved at tale med de unge om dem,” fortæller Trine Hammershøy, direktør i Det Sociale Netværk, der står bag mindU.

Workshops afholdt i seks stifter
mindU indgår som led i konfirmationsundervisningen, og forløbet har været en udpræget succes blandt andet takket være det gode samarbejde med Folkekirken. I konfirmandåret 2017/2018 afholdte mindU 111 workshops i de seks stifter i København, Fyn, Aarhus, Aalborg, Viborg og Roskilde. Godt og vel 40 procent flere oplæg, end man havde sat som mål.

Og her har 60 frivillige unge, der selv har haft psykisk mistrivsel tæt inde på livet, været en central del i dialogen med kommende konfirmander.

”I konfirmationsundervisningen mødes de unge og præsten blandt andet i dialog om nogle af livets fundamentale værdier og spørgsmål. Derfor giver det god mening også at bruge dette forum som et sted, hvor de unge kan åbne op for nogle af de mere personlige og sårbare overvejelser, som mange unge går rundt med. I en hverdag, hvor de eksponeres mere for det perfekte end det uperfekte, giver dette projekt et forum, der kan hjælpe de unge med at få hånd om livets nuancer og skabe en positiv udvikling ind i det voksne liv,” siger Karin Skjødt Hindkjær, der er direktør i Ole Kirk’s Fond, som nu støtter mindU.

Glade præster skaber tryghed
Det Sociale Netværk har lavet en stor undersøgelse blandt de præster og konfirmander, der har deltaget i de 111 workshops, hvor 2000 personer svarede på spørgeskemaundersøgelsen.

Her var meldingen klar. Hele 96 procent af de unge og 82 procent af præsterne bakker op om mindU, og de fleste af de adspurgte ser en samtale om psykisk sårbarhed som en vigtig del af konfirmationsforberedelsen.

Konfirmationsforberedelsen bliver et velegnet rum til at tale om de følelser, tanker og den sårbarhed, der følger med det at være ung i dag. Det viser evalueringen af mindU. Flere af de adspurgte konfirmander nævner, at de føler en større tryghed ved at tale om det at være ung i dag med en præst fremfor at tale med deres lærer eller skolepsykologen.

Støtte til flere unge
De gode resultater har fået de fire fonde Ole Kirk’s Fond, Købmand Herman Sallings Fond, KG Fonden og Ernst og Vibeke Husmans Fond til at støtte udbredelsen af mindU til stifterne Ribe, Lolland-Falster og Helsingør.

”mindU tager med sit arbejde fat i et meget vigtigt emne, nemlig det stigende antal unge, som på forskellig vis ikke trives i hverdagen. Vi er glade for at kunne støtte et projekt, der fokuserer på en bedre mental trivsel hos unge danskere, som er vores fælles fremtids vigtigste ressource. Derfor støtter Købmand Herman Sallings Fond mindU-projektet,” siger Jens Bjerg Sørensen, der er bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Det gør også, at man i stigende grad kan prioritere at komme mere til Bornholm, der hører under Københavns Stift, og her har man allerede fået et par aftaler i hus.
”At få mindU udbredt også til landets tyndere befolkede områder er vigtigt, da her ofte er færre tilbud ift. psykisk mistrivsel end i storbyerne. Da tilslutningen til konfirmationsforberedelsen til gengæld typisk er stor her, kan mindU på den måde bidrage til at fremme den mentale trivsel blandt unge i hele landet. Derfor støtter KG Fonden mindU,” siger Karen Borg Hansen, der er uddelingsansvarlig i KG Fonden.

Derudover vil der i konceptet også være mulighed for at tilbyde særskilt undervisning til præster og kirkemedarbejdere i forhold til at arbejde med og spotte de unges sårbarheder og udfordringer.

For yderligere informationer, cases eller kommentarer kontakt presse- og kommunikationschef Laurids Bæk Simonsen på 22833692 eller lbs@detsocialenetvaerk.dk.

Related links

Emner

  • Uddannelse

Det Sociale NetværkDet Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er borgmester i Helsingør Benedikte Kiær (K) formand for Det Sociale Netværk.

Foreningen Det Sociale Netværk arbejder for at være en stærk stemme og skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende og for, at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare.

Det Sociale Netværk står for en lang række initiativer, der primært hjælper børn og unge, mens fokus også er på pårørende og psykisk sårbare. Blandt andet headspace Danmark og mindU, der findes i ni ud af ti af landets stifter. mindU er støttet af Ole Kirk’s Fond, Købmand Herman Sallings Fond, KG Fonden og Ernst og Vibeke Husmans Fond.

Den fulde evaluering af mindU’s undersøgelse kan læses her.

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale