Gå til indhold
Industriteknikerelev Mikkel Hvid (t.v.) demonstrerer overfor UU-vejleder Annette Holm, hvordan en CNC-fræser fungerer i forbindelse med besøget fra Randers Kommunes UU-vejledere på ingeniørvirksomheden Unimec i Langå ved Randers.
Industriteknikerelev Mikkel Hvid (t.v.) demonstrerer overfor UU-vejleder Annette Holm, hvordan en CNC-fræser fungerer i forbindelse med besøget fra Randers Kommunes UU-vejledere på ingeniørvirksomheden Unimec i Langå ved Randers.

Pressemeddelelse -

Direktør ændrer holdning: Forventer øget interesse fra unge efter besøg af UU-vejledere

Unimec-direktør Lasse Taulborg Madsen var træt af den sløje interesse for at blive industri- og automatiktekniker blandt unge. Men i stedet for at brokke sig, inviterede han områdets uddannelsesvejledere på besøg.

Et atypisk brev. Det var, hvad der i starten af oktober landede i indbakken hos 30 studie- og uddannelsesvejledere fra Randers og omegn. Langå-virksomheden Unimec, der fremstiller højteknologiske specialmaskiner, inviterede dem alle på besøg i værkstedet.

Unimecs direktør, Lasse Taulborg Madsen, havde fået nok af at gå og vente på ansøgninger, alt imens områdets unge fortsatte i retning af de gymnasiale uddannelser. Og bejleriet gav pote: Randers Kommune UU-vejledere mødte talstærkt op til Unimecs informationsdag, hvor samtlige unge i kommunen mellem 14 og 25 år, der går i grundskolen eller ikke er i uddannelse efter grundskolen, var repræsenteret.

– Jeg synes, dagen gik rigtig godt. UU-vejlederne var formentlig lidt bange for, at de skulle møde op til en løftet pegefinger over, at de ikke gør nok for at få de unge i gang med en håndværkeruddannelse. Jeg forsøgte at rose dem, der var kommet til vores arrangement og fortalte dem, at jeg håbede at kunne inspirere dem til at give de unge mod på at blive industriteknikere, fortæller Lasse Taulborg Madsen, direktør og partner ved Unimec.

Vejleder skiftede emner i en CNC-maskine

Selvom UU-vejlederne er vant til at komme på fag- og industrimesser, er de ikke før blevet inviteret på et virksomhedsbesøg som hos Unimec.

– Vi orienterer os bredt på arbejdsmarkedet, og det er altid dejligt at blive inviteret ud, så vi kan få et billede af, hvad det rent faktisk er, de unge kommer til at stå med i et job som industritekniker. Det giver en fantastisk ekstra ballast til vores vejledning, fortæller UU-vejleder Annette Holm og tilføjer:

– Jeg var så heldig at få lov til at skifte emner i en CNC-maskine, og her fik jeg en lærerig snak med Unimecs lærling, Mikkel Hvid, der blandt andet gav mig indsigt i, hvor meget præcision betyder i hans job. Samtidig overraskede det mig, hvor mange forskellige fagligheder, der er repræsenteret i virksomheden, og hvor stor en rolle samarbejde og innovation spiller i det daglige arbejde. Man kan godt glemme alt om ensformigt arbejde og den slags fordomme, tilføjer hun.

Lokalt praktiksamarbejde

Siden Unimec så dagens lys i 2007, har den 22 mand store ingeniørvirksomhed kun haft tre lærlinge gennem maskineriet. Og efter corona er det ikke blevet lettere at tiltrække unge til industritekniker- og automatiktekniker – tværtimod. Ifølge Industritekniker.nu er antallet af lærlinge faldet med 30 – 35 procent på et enkelt år fra 2019 til 2020.

Derfor glæder det også Lasse Taulborg Madsen, at Langå Skoles UU-vejleder, som et resultat af invitationen fra Unimec, nu kommer til møde på virksomheden for blandt andet at drøfte rammerne for en 8.klasses praktikordning mellem skolen og Unimec.

– Det er den slags initiativer, vi har gået og håbet på, så det er bare fantastisk. Nu får vi muligheden for at vise nogle unge, hvor meget indhold, fremtid og god økonomi, der er i en håndværkeruddannelse med praktisk arbejde og opgaver, der giver mening, siger Lasse Taulborg Madsen.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


Unimec A/S er stiftet i 2007 og er et ingeniørfirma, som udvikler højteknologiske specialmaskiner og automationsudstyr til montage og færdiggørelse af industriprodukter. www.unimec.dk

Kontakt

Lasse Taulborg Madsen

Lasse Taulborg Madsen

Direktør og partner (+45) 21 13 91 90

Velkommen til Epicent Public Relations A/S!

Siden 1999 har Epicent Relations Group leveret professionelle kommunikationsydelser til erhvervslivet. Epicent Public Relations A/S med kontorer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding er fem år i træk kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Vi specialiserer os i presseopgaver for kæder, B2B-virksomheder og webshops. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt

Epicent Public Relations A/S
Gåseagervej 12 E
8250 Egå
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum