Pressemeddelelse -

Grønne varmekilder vinder hastigt frem

Når danske boliger og bygninger skal opvarmes, sker det i 55 pct. af tilfældene gennem fjernvarme, der kommer fra et af landets varmeværker. Grønne opvarmningskilder vinder frem, mens oliefyret gradvist er på vej ud af boligmarkedet, vurderer Estate.

I disse år sker en vigtig og interessant udvikling i, hvordan private hjem og erhvervsbygninger bliver opvarmet. For mens grønne varmekilder vinder frem, er de klimabelastende varmekilder lige så stille ved at blive udfaset.

Hele 55 pct. af det samlede bygningsareal i Danmark opvarmes af fjernvarme, 17,9 pct. opvarmes af centralvarme med naturgas, og bare 10,3 pct. opvarmes af centralvarme fra et oliefyr. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Hos Estate ser man det som en sund og god udvikling for det danske boligmarked.

-Det er glædeligt for både boligejere og vores fælles klima, at så stor en del af landets boliger og bygninger bliver opvarmet af grønne energikilder, siger Alexander Falck Winther, der er presseansvarlig i Estate.

Helårsbeboelse tegner med 47,3 pct. størstedelen af det samlede bygningsareal i Danmark.

Oliefyret på vej på pension
Ser man på udviklingen i grønne varmekilder henover det seneste årti, er fjernvarme gået fra at opvarme 50,6 pct. af det samlede bygningsareal i Danmark i 2011 til 55 pct. i 2021. Det samlede areal, der opvarmes af varmepumper, er mere end firdoblet fra 1,1 pct. til 4,5 pct. i samme periode.

Samtidig ser det ud til, at det velkendte gamle oliefyr gradvist men sikkert er ved at forlade boligmarkedet. Centralvarme med oliefyr er gået fra at opvarme 17,3 pct. i 2011 til 10,3 pct. i 2021. Det svarer til et fald på hele 40 pct.

-Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt det går med udfasningen af oliefyr. De grønne varmekilder vinder indpas, og det er nok kun et spørgsmål om år, før oliefyret helt er fortid, siger Alexander Falck Winther.

Hos Estate ligger udviklingen i tråd med de løbende tilbagemeldinger, mæglerkæden får fra deres kunder.

-Der er kommet en øget bevidsthed på energi og klima, og oliefyret står absolut ikke længere øverst på ønskelisten – tværtimod, lyder det fra Alexander Falck Winther.

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 95 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052

Relateret materiale