Mediernes rolle ved skoleskyderi og terror – kommer til at koste liv

Når en journalist opsporer og ringer til en elev UNDER et skoleskyderi i Helsingør- så er det en uacceptabel og livsfarlig arbejdsmetode. At interviewe en elev med dødsangst, som gemmer sig i et klasselokale, på et toiletet eller bag en søjle for ikke at blive opdaget – og skudt,  er presseetisk "langt over stregen".

Denne praksis har allerede kostet liv (se under) og vil fortsat være livsfarlig for eleven som ringes op. I værste fald for hele klassen, som ligger musestille i klasseværelset, i håb om at netop ”stilheden” sørger for at de ikke bliver opdaget – og skudt.

Det er den realistiske følge af en journalists opkald til en elevs mobil, som ikke var ”på lydløs”, glemt i skoletasken eller mistet i kaosset.

Nu blev der hverken truet eller løsnet skud i sidste måned hos VUC i Helsingør. Men både journalister, elever, lærere, pårørende og politiets aktionsstyrke oplevede det som en ”skarp” situation.

For nyhedsredaktioner var dette altså et reelt og ”pågående” skoleskyderi, da de begyndte at opspore og ringe til elever, som havde gemt sig på skolen – for at overleve.

En elev med velbegrundet “dødsangst” er definitivt ikke egnet som “intervewobjekt” for en ansvarlig nyhedsredaktion

Når det “forudsigelige sker”, at også en dansk elev mister livet med en journalist “på tråden” – bør det få et retsligt efterspil (se vurdering under).

At Presselogen i sin evaluering af VUC – sagen, vælger at se på en lokal redaktørs manglende ”fakta-tjek”, som selvfølgelig får konsekvenser på sagens udvikling, viser branchens manglende indsigt i selve kernen af udfordringer i denne type trusler.

En blev skudt –under samtale med medierne!

En deltagers skæbne på sommerlejren ”Utøya” er i denne sammenhæng en af de udløsende årsager til rådet om begrænsning af opkald til elever impliceret i et pågående skoleskyderi. Vedkommende blev skudt af Breivik i forbindelse med et opkald fra medier.

På de unge deltageres mobiltelefoner, blev der fundet mange opkald fra lokale og landsdækkende nyhedsredaktioner mens likvideringen foregik, og netaviser refererede løbende fra samtale med unge de havde opsporet, som i dødsangst forsøgte at skjule sig.

I alt 51 sager knyttet til Utøya blev anmeldt til PFU (svarer til det danske Pressenævn) – der vidner om ”problemets omfang”.

Læringspunkter via studier og opsamlet data fra fatale fejl i andre lande, viser at det ikke kun er skoler og institutioner, som er nødt til at opdatere og forbedre sine beredskabsplaner for at udnytte smertelige erfaringer fra andre elever, men også danske medier er nødt til at tage konsekvensen af disse erfaringer.

Pressen er ikke de eneste som bør evaluere sig selv!

Elever og lærere på VUC i Helsingør og landets øvrige skoler fortjener bedre, end en evaluering i ”festtale-variant”med budskab om, at alt gik på skinner. I så fald bør man læne sig op ad myndighedernes beredskabsfaglige vejledninger – og med dem er man på kollisionskurs.

Uden at gå ind i den konkrete beredskabshåndtering på VUC i Helsingør, så giver de efterfølgende udtalelser fra forskellige hold, et billede af et ”næsten-skyderi” man virkelig kan lære noget af.

Princippet med at hele skolen bliver i sine klasser støttes ikke beredskabsfagligt og heller ikke af myndighederne. Generelle planer ved skoleskyderi og terror får som oftest en modsat og livsfarlig effekt, hvorfor det ikke anbefales af myndigheder.

Aftal hvordan og hvornår de få lokalt tilpassede handlingsmønstre benyttes mest effektivt i hver enkelt bygning.. Her ligger nøglen til at redde liv ved masseskyderi og terrrorlignende hændelser jf. myndighedernes anbefalinger og beredskabsfaglig dokumentation.

1. FLYGTE – De som kan komme væk fra gerningsmanden – bør evakuere skolen.
2. BARRIKADERE – De som ikke kan komme væk – bør barrikadere sig i et af skolens ”sikre rum”. Det er lokaler udpeget i en risikovurdering, som egnet til at modstå skud og med dør som vanskelig kan sparkes ind.
3. GEMME – Har man ikke et ”sikkert rum” at barrikadere sig i, som ikke alle skoler har nok af, så gemmer man sig så godt man kan.
4. FORSVARE – Nødværge er sidste alternativ. En juridisk ”livline” til at redde eget og elevers liv, som både erfaringer fra udlandet og danske myndigheder anbefaler at være forberedt på (primært lærere og større elever)

Smertelige erfaringer – tilfører dagens skoler langt bedre beredskab

I dag ved vi rigtig meget om de få, men effektive og rationelle handlingsmønstre hos elever og lærere, som redder liv ved denne type hændelser. Det indbefatter blandt andet at de ikke ringer til hinanden mens angrebet pågår. Forældre og pårørende informeres tilsvarende (når beredskabsplanen implementeres) om ikke at ringe – så længe et skoleskyderi pågår.

Det interessante er – at det gør forældre heller ikke! Selvom de om nogen har behov for at høre sit barns stemme – så lader de sikkerheden til barnet og klassekammeraterne som gemmer sig komme først – når de ved hvilken risiko de påfører dem ved et opkald. Journalister bør have samme omtanke og disciplin.

Hvornår – hvis overhovedet, skal elever interviewes?

Det er beskrevet som et ”slagtehus”, hvor panik og dødsangst udløses af ufattelige lyde og scener, som udspiller sig foran dem.

At ringe til en elev, en lærer eller rektor for den sags skyld, når et ”skyderi pågår” – altså en uafklaret situation, er i bedste fald en manglende forståelse for hvordan et ”masseskyderi” eller tilsvarende terrorlignende angreb reelt udfolder sig. I værste fald en kommerciel tænkning eller “forretningsmetode” om man vil, som giver begrebet “at gå over lig” – et ansigt.

En skoleelev i dødsangst er hverken trænet i, eller i stand til, at se konsekvenser af overskrifter i aviser og live-interview på radio/TV, når de står midt i det. Ej heller når de netop er kommet uf fra en skole, hvor de har kæmpet for livet og oplevet grusomheder man knapt forstår.Også her er erfaringer fra tidligere hændelser tydelige.

De fleste fortryder overskrifter og filmklip, udtalt i en chokfase de ikke husker – men paradoksalt nok må leve med resten af livet. Det har ikke mindst masseskyderiet på ungdomslejren “Utøya” dokumenteret.

Bør Pressenævnet være den proaktive part – før det går galt?

Pressenævnet bør vurdere i sin retlige standard, hvor dagens fokus primært er værn af ”folks privatliv” og ikke ”folks liv”.

Dagens presseetiske regler vil muligvis kunne regulere området jf. pkt. B3 – ofre, vidner og pårørende samt B5 – hensyn til børn og unge. I så fald har mediebranchen en opgave med at få den tolkning oversat til praktisk journalistarbejde i dagens digitale samfund.

Selvom vold, masseskyderier og terror ikke er nye trusler, så har journalister i dag tilgang til kraftfulde digitale værktøj med information om alt og alle – parallelt med at selv de yngste elever i dag er tilgængelig via mobilen.

En konsekvens af den digitale udvikling, som afføder en ny presseetisk dimension.

Kan nyhedsredaktioner påføres medansvar for elevers død?

Forældre som mister et barn, hvor et opkald fra et medie til barnets mobiltelefon viser sig at være registreret omkring tiden hvor barnet bliver skudt – kan man ikke fortænke at prøve en retslig vurdering af mediets ansvar, for at have påvirket udfaldet af en strafbar handling.

Hvorvidt en nyhedsredaktionen kan pådrage sig et juridisk ”medansvar” – for et barns liv, er uvist. At det udgør et moralsk ansvar er både elever, forældre, lærere, pårørende, kollegaer, ledere etc. enige om – ja måske til og med et par journalister med børn i skolemoden alder.

Skoleskyderi og terrorens natur – udfordrer politiet og favoriserer pressen!

Faren for at tilstedeværende journalister får live-streamet en ”afhøring” – før politiet, er realistisk. Som følge af masseskyderi og terrors helt anderledes natur – end eksempelvis brand, får politiet større udfordringer med hurtig kontrol over ofre og vidner.

Brand er en relativt forudsigelig trussel – den bevæger sig i grove tal, op på sekunder, udad på minutter og nedad i timer. Brandvæsenet og politi ved stort set hvem som kan og skal evakueres og hvem som evt. ikke kan komme ud. Brand har som andre safety-hændelser, en relativ transparent og forudsigelig udvikling, hvor selv flugtveje og opsamlingsplads er besluttet før branden.

Politiet har med andre ord, rimelig godt styr på alle implicerede og kan skærme dem fra pressen til et egnet tidspunkt.

Skoleskyderi og terror har en anderledes uforudsigelige “natur”, som kendetegnes ved at truslen primært er, eller styres af, mennesker.

En gerningsperson forflytter sig lige hurtigt op i etagerne, ud i etager og ned igen, og som på Utøya både ind og ud af bygninger – helt efter eget hoved. Dermed ikke efter et tilsvarende lineært og kendt mønster – som ved brand.

Hvilke elever/lærere som evakuerer, hvem barrikaderer eller er nødt til at gemme sig, følger en anden logik end ved brand. Eneste, men væsentlige fællesnævner er, at der hvor evakuering er mulig er det valget, som redder flest liv.

Læs hele meddelelsen her