Gå til indhold
Profil Optik og DGI indgår samarbejde og sætter fokus på de børn og unge, som af økonomiske årsager ikke er en del af lokalidrætten. For Profil Optik handler det om, at hverken økonomi eller synsnedsættelse skal stå i vejen for et aktivt foreningsliv
Profil Optik og DGI indgår samarbejde og sætter fokus på de børn og unge, som af økonomiske årsager ikke er en del af lokalidrætten. For Profil Optik handler det om, at hverken økonomi eller synsnedsættelse skal stå i vejen for et aktivt foreningsliv

Pressemeddelelse -

Profil Optik og DGI sætter fokus på lige vilkår i idrætslivet

Aktive fællesskaber er vigtige for børn og unges fysiske og mentale trivsel, og på det punkt spiller de lokale idræts­foreninger en vigtig rolle. Det er her venskaber og samhørighed opstår, men det er ikke alle børn og unge, der har samme økonomiske muligheder for at dyrke sport. Det problem sætter Profil Optik og DGI nu ekstra fokus på i et nyt samarbejde, der skal bidrage til, at endnu flere bliver en del af idrættens fællesskaber.

Under partnerskabet ”På lige vilkår” sætter Profil Optik sammen med DGI nu fokus på de børn og unge, som af økonomiske årsager ikke er en del af det lokale idrætsliv. Det sker, når Profil Optik på landsplan støtter op om og udbreder kendskabet til DGI-puljen ”Foreningsliv for alle” og giver kunderne mulighed for at støtte op om initiativet ved at donere penge til puljen. 

"Foreningsliv for alle" er en pulje, hvor alle idrætsforeninger har mulighed for at søge om hjælp til børn og unge op til 25 år, som har vanskeligt ved at finde økonomi til at betale for kontingent eller til stævnedeltagelse. Det har blandt andre Faxe Boldklub haft glæde af igennem flere sæsoner.

Puljen ”Foreningsliv for alle” har muliggjort, at nogle af vores yngre medlemmer på trods af, at familien måske har lidt ondt i økonomien, alligevel har fået en fantastisk uge på vores årlige fodboldskole. En hel uge fyldt med fodbold, sjov og venskaber på tværs af årgange og bygrænser med nye og gamle kammerater”, fortæller Peter Dyrstrøm, formand for Faxe Boldklub, og fortsætter:

Puljen har ligeledes hjulpet med kontingentbidrag for familier, som måske ellers ville have udfordringer med at kunne prioritere deres børns fritidsaktivitet. Så der er ingen tvivl om, at ”Foreningsliv for alle”-puljen virkelig er med til at sikre et foreningsliv for alle”.

Hos Profil Optik er man glad for det nye samarbejde, hvor kæden nu, blandt andet gennem sit landsdækkende butiksnet, hjælper med til at udbrede kendskabet til ”Foreningsliv for alle”-puljen. Ifølge Profil Optiks administrerende direktør er det en naturlig forlængelse af kædens nuværende samarbejde med DGI, hvor Profil Optik under initiativet ”På lige vilkår” giver gratis sports- eller aktivitetsbriller med styrke til alle børn mellem 5 og 12 år med synsnedsættelse. 

Samarbejdet har eksisteret i to år, og det er indtil videre blevet til 4.563 udleverede sports- og aktivitetsbriller til danske børn og unge. Initiativet er også en succes i Profil Optiks nordiske søsterlande under Synsam Gruppen, og samlet set er der udleveret over 27.000 gratis aktivitetsbriller til børn og unge med synsnedsættelse, så de kan dyrke idræt på lige vilkår med andre børn.

”Under vores initiativ ”På lige vilkår” har vi længe arbejdet for at hjælpe børn og unge til at blive en del af idrætslivet. Hvor vi indtil nu har haft fokus på at hjælpe de børn, hvis bevægelsesmuligheder begrænses af en synsnedsættelse, er vi glade for nu også at kunne hjælpe med at sætte fokus på de børn og unge, som af den ene eller anden årsag har brug for økonomisk hjælp. Gennem vores 111 butikker rundt om i hele landet når vi langt ud med budskabet, og det betyder, at vi nu sammen med vores kunder og samarbejdspartnere har mulighed for at hjælpe endnu flere til et aktivt foreningsliv. For uanset om man har en synsnedsættelse eller ej, er det rigtig god træning for børn og unges syn at komme ud og være aktive”, udtaler Profil Optiks administrerende direktør Tina Gaardsholt.

Også hos DGI er man begejstret over samarbejdet, som i den grad er med til at udbrede kendskabet og muligheden for donationer til puljen ude i lokalområderne gennem kædens mange butikker.

”Vi ser desværre fortsat en ulighed i foreningsdeltagelsen, som vi gerne vil til livs. Børn og unge som vokser op i hjem, hvor økonomien er presset i bund, deltager ikke i fritidsaktiviteter i samme grad som andre børn og unge. Det er et stort problem, fordi idrættens fællesskaber jo er en kilde til venskaber, frirum og trivsel. Og økonomi bør simpelthen ikke være en barriere. Derfor er vi så glade for, at Profil Optik vil sætte fokus på den her dagsorden sammen med os, og vi håber, at rigtig mange af kunderne vil være med til at støtte ”Foreningsliv for alle”-puljen og give en økonomisk håndsrækning til de familier, der har det svært”, udtaler Julie Bohn Rasmussen, som er konsulent med ansvar for DGIs sociale indsatser.

”Foreningsliv for alle”-puljen er finansieret af en stor fondsdonation fra Poul Due Jensens Fond, indsamling ved DGIs egne arrangementer og nu altså også via donationer fra kunder i Profil Optiks 111 butikker i hele landet. Alle lokale gymnastik- og idrætsforeninger under DGI kan løbende søge støtte fra ”Foreningsliv for alle”-puljen til foreningens medlemmer. I 2020 fik 943 børn og unge støtte fra puljen.

For yderligere information kontakt venligt:

  • Faxe Boldklub: formand Peter Dyrstrøm, på Peter.Dyrstrom@Outlook.com eller 26 82 34 54.
  • Profil Optik: Head of Marketing, Brand & PR, Liselotte Hammer, på 40 37 64 77.
  • DGI: konsulent med ansvar for DGIs sociale indsatser, Julie Bohn Rasmussen, på 21 55 55 94.

Om ”På lige vilkår”:

”På lige vilkår” er et samarbejde mellem DGI og Profil Optik, hvor formålet er at give børn med synsbesvær mulighed for gratis at få et par aktivitets-/sportsbriller, så de kan dyrke sport uden at være bange for at deres briller går i stykker. Profil Optik tilbyder en synsprøve med henblik på at afdække en eventuel synsnedsættelse til alle børn mellem 5-12 år.

Samarbejdet har eksisteret i to år, og det er blevet til 4.563 udleverede sports-/aktivitetsbriller til danske børn og unge. På nordisk plan har Profil Optik under Synsam Gruppen samlet udleveret over 27.000 gratis aktivitetsbriller.

Med en ambition om, at hverken nedsat syn eller økonomi skal stå i vejen for, at børn og unge kan deltage i idrættens fællesskaber, udvider Profil Optik og DGI samarbejdet og engagementet. Fremadrettet støtter initiativet ”På lige vilkår” således også DGIs pulje ”Foreningsliv for alle”, hvor idrætsforeninger kan søge midler til kontingent og stævnedeltagelse for børn og unge op til 25 år, som har vanskeligt ved at finde økonomien selv.

Om ”Foreningsliv for alle”-puljen:

DGI-foreninger kan løbende søge støtte i puljen Foreningsliv for alle. Puljen er finansieret af en stor fondsdonation fra Poul Due Jensens Fond, indsamling ved DGIs arrangementer samtvia donationer fra kunder i Profil Optiks 111 butikker i hele landet.

Hos Poul Due Jensens Fond understreger direktør Kim Nøhr Skibsted vigtigheden af det udvidede samarbejde og udtaler:

DGI og Poul Due Jensens Fond har siden 2015 samarbejdet om at tilbyde en økonomisk håndsrækning til grupper, der har vanskeligt ved selv at kunne betale et kontingent. Gennem årene er behovet ikke faldet, snarere tværtimod. Derfor er vi rigtig glade for, at Profil Optik nu også bakker op om puljen ”Foreningsliv for alle”, så vi kan give flere børn og unge adgang til at blive en del af fællesskabet i en idrætsforening”.

Hvem kan der søges til?

  • Børn og unge op til 25 år, som er afhængig af økonomisk støtte for at kunne deltage
  • Voksne flygtninge og asylansøgere, hvor få midler sætter sine begrænsninger

Hvad kan der søges støtte til?

  • 2/3 af kontingentet kan dækkes, dog maksimalt 1.000 kr. for et år. Som udgangspunkt kan der kun søges tilskud til ét år. I særlige tilfælde kan der søges til et år ekstra.
  • Deltagelse i idrætsstævner, -lejre, -skoler, -camps osv. Maksimalt 500 kr. årligt.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


Om Profil Optik by Synsam

Profil Optik By Synsam er en del af Synsam Group - en af Europas ledende aktører i optikbranchen. Vi tilbyder unikke løsninger både indenfor Eye Health og Eye Fashion med et bredt sortiment, der tager udgangspunkt i vores kunders forskellige livsstile og behov for øjensundhed.

Koncernen findes i hele Norden, har cirka 3.500 medarbejdere og en total omsætning på ca. 4,0 milliarder SEK.

Totalt har koncernen cirka 500 butikker, der drives under varemærkerne Synsam, Ai Eyewear og Profil Optik i Danmark. Siden 2015 har Synsam Group gennemgået en transformation af hele sin forretning og har, med en høj grad af digitalisering og andre innovative koncepter, skabt en vækst og lønsomhed, der er blandt de højeste i Europa.

Kontakt

Louise Funk-Hansen

Louise Funk-Hansen

Pressekontakt Digital Marketing & Communications Manager +45 31 93 93 99

Relateret materiale

Velkommen til Profil Optik by Synsam Danmark!

Hos Profil Optik møder vi vores kunder med høj kompetence og et højt serviceniveau. Vi hjælper kunderne med at finde en individuel løsning blandt vores brede kvalitetssortiment af briller, solbriller og kontaktlinser fra verdens førende mærkevarer og leverandører. Profil Optik er en del af Synsam Nordic, og derfor står der by Synsam under Profil Optik-logoet.

Profil Optik by Synsam Danmark
Oldenburg Allé 1, 2. sal
2630 Taastrup
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum