Gå til indhold
Musicalproducenten Heltemus har kastet sig over opsætningen af det amerikanske punkrockband Green Days ikoniske konceptalbum 'American Idiot' fra 2004. Musicalen rammer Østre Gasværk Teater i Kbh. til februar 2021, hvor bl.a. Anders Gjesing er med.
Musicalproducenten Heltemus har kastet sig over opsætningen af det amerikanske punkrockband Green Days ikoniske konceptalbum 'American Idiot' fra 2004. Musicalen rammer Østre Gasværk Teater i Kbh. til februar 2021, hvor bl.a. Anders Gjesing er med.

Pressemeddelelse -

DANSK MUSICAL SMIDER DE PÆNE MANERER OG INVITERER TIL AMERIKANSK PUNKROCK I ØSTRE GASVÆRK

Mens hele verden er lagt ned af restriktioner, forsamlingsforbud og utryghed på grund af covid-19, har musicalproducenten Heltemus kastet sig over opsætningen af det amerikanske punkrockband Green Days ikoniske konceptalbum American Idiot fra 2004. En forestilling, der i den grad rammer ned i den usikre verden, vi lever i. En fortælling om modløshed og frygt set gennem tre unge mænd, deres liv og problemer med ensomhed og jagten på fællesskabet i en rus af alkohol og hårde stoffer. Med andre ord er det en kontroversiel og anderledes musical, der rammer scenen på Østre Gasværk Teater i København til februar 2021.

Punkrockmusicalen ”American Idiot” er mere end flotte kostumer, kærlighed og skønsang. Forestillingen er baseret på punkrockbandet Green Days udgivelse af samme navn, og tager temaer fra den mørkeste del af den amerikanske undergrund under behandling.

Jeg har altid været vild med, hvordan Green Day kobler hård rock med elementer fra pop. Green Days musik har været lydtapet til manges ungdomsliv i både 90erne og 00’erne, så jeg behøver vist ikke forklare, hvor vanvittigt meget jeg glæder mig til at gå amok i den lyd, som jeg husker fra min ungdom,” siger skuespilleren Johannes Nymark, der spiller rollen som Will, en af de unge mænd, der bor i musicalens fiktive forstadsby, Jingletown.

Udover Johannes Nymark bliver de centrale roller spillet af danske Rikke Hvidbjerg og Diluckshan Jeyaratnam, og hovedrollen som Johnny spilles af den svenske rockstjerne Victor Norén.

Jeg er så stolt over, at nogle af de mest erfarne musicalskuespillere vil være med til at gå rock-amok. Musicalgenren skal – ligesom resten af kunsten - omfavne den verden, vi lever i. Og lige nu har publikum brug for noget at spejle sig i, der bider fra sig og har kant. Vi holder selvfølgelig en kæmpe fest med liveband og alt, hvad den kan trække. Men handlingen i American Idiot planter forhåbentlig også en eftertænksomhed hos publikum om, hvordan man rejser sig, når alting går den gale vej i livet,” udtaler producent Tine Kronborg Hansen, der er direktør i og ejer af produktionsselskabet Heltemus. 

Albummet ”American Idiot” er verdenskendt for store hits som ”Boulevard of Broken Dreams”, der tager udgangspunkt i forsanger Billie Joe Armstrongs ensomhed og følelse af ikke at slå til, og ”Wake Me Up When September Ends”, der senere blev dedikeret til ofrene for terrorangrebet 11. september 2001 og orkanen Katrina i New Orleans i 2005.

Musicalen ”Green Day’s American Idiot” har gået sin sejrsgang verden over – fra Broadway i New York til turne i Sydamerika og Australien. Den er blevet opført en enkelt gang tidligere som hal-opsætning i Den Grå Hal. Men det er første gang, punkrockmusicalen kommer helt til sin ret i en dansk teatersal – og det er ikke en hvilken som helst sal, siger kunstnerisk leder Thomas Bay:

”For en musik- og teaternørd som mig er Østre Gasværk klart den fedeste venue i Danmark. Det er et sted, man drømmer om at skabe musicals i. Og særligt til ”American Idiot”, for den rå sal i gasbeholderen gør det muligt at opføre en rockkoncert i de helt rigtige rammer i Benjamin la Cours visionære og industrielle scenografi. Så der er virkelig potentiale til at få musical, teater, livemusik og publikums begejstring til at gå op i en højere enhed. Nu kommer amerikansk punkrock til dansk musical, og planen er at skabe en festivaloplevelse, der blæser publikum bagover,” siger Thomas Bay.

Billetterne til ”American Idiot” er netop blevet sat til salg. Og når der er premiere til februar, vil publikum opleve en stjernebesætning med live band og en række af de største musicalperformere fra både Sverige og Danmark.

Musicalen ”American Idiot” har premiere 25. februar 2021.

Pressekontakt: Anna Thygesen fra WeDoCommunication, 2215 1745

Om American Idiot:

  • Punkrockmusical bygget over musikken fra Green Days album af samme navn fra 2004.
  • Skrevet i 2009.
  • Har gået sin sejrsgang med over 400 forestillinger på Broadway i New York og en lang række turneer i det meste af verden, fra Australien og Sydamerika til Storbritannien og Irland.
  • Musicalen er blandt andre skrevet af Green Days forsanger Billie Joe Armstrong, som også tidligere har spillet hovedrollen.
  • Musicalen handler om tre unge mænd, Johnny, Will og Tunny, og deres kamp for at komme væk fra problemfyldte tilværelser i den fiktive forstad Jingletown.
  • Vinder af Grammy- og Tony Awards for bedste musik og sceneshow.

Om Green Day:

  • Amerikansk punkrockband startet i Californien i 1986 af guitarist og forsanger Billie Joe Armstrong og bassist Mike Dirnt.
  • Kendte for hitalbummene Dookey fra 1994 og American Idiot fra 2004.
  • American Idiot er et personligt og politisk album, hvor tekster og melodier berører emner som ensomhed, tab, sorg og den politiske situation efter terrorangrebene 11. september 2001.
  • Green Day har solgt 26 millioner album på verdensplan.

Om forestillingen:

  • Produceret af Heltemus.
  • Premiere 25. februar 2021.
  • Forestillingen er primært musikbåret og både musik og dialog fremføres på engelsk.
  • Varighed: ca 90 min. uden pause
  • Forestillingen opføres under overholdelse af de til enhver tid gældende coronaregler. Det vil sige, at der vil være max 500 til stede i salen, og at der er påkrævet afstand mellem hver gruppe af gæster. Mundbind er obligatorisk ved ind- og udgang og anbefales inde i salen.
  • Billetterne til “Green Day: American idiot” kan købes via www.americanidiot.dk til priser fra 295 til 595 kroner. Til og med 15. November 2020 gives der 30% early bird-rabat på alle billetter. 

Related links

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Anna Thygesen

Anna Thygesen

Kommunikationsrådgiver og CEO 22 15 17 45

Relateret materiale

WeDoCommunication

WeDoCommunication er et ungt bureau, men vi har mange års erfaring fra forretnings- og kommunikationsverdenen. Vores mission er ganske enkel. Den handler om at lave god branding og god kommunikation. Vi skærer ind til benet. Vi gør ikke tingene mere komplicerede, end de er. Og vi skaber resultater.
Uanset hvad man som virksomhed laver, producerer og beskæftiger sig med, så har kommunikation - og især den digitale af slagsen - aldrig været vigtigere.
God kommunikation er ikke nødvendigvis rocket science, men det kræver alligevel omtanke, viden, kreativitet og ikke mindst en stærk strategi og en effektiv eksekvering.
Vi rådgiver om alt fra pressehåndtering over krisekommunikation, udvikling af kommunikationsstrategier og løsninger til digitale platforme og kanaler til store, kreative kampagner og brandingstrategier.
Vores kunder er typisk virksomheder og organisationer, der gerne vil have deres kommunikation ud over rampen relativt hurtigt. De er også sådan nogle, der gerne vil have et tæt og personligt samarbejde med os.

WeDoCommunication
BLOX HUB, Bryghuspladsen 8, Opgang C, 3. sal
1473 København K
Denmark