Mens politikerne taler om at frisætte folkeskolen, oplever frie skoler det modsatte

‘Frihed’ er blevet et politisk projekt, men ikke når det kommer til de frie skoler. Paradoksalt nok tales der meget om frihed til blandt andet folkeskolerne, mens der politisk og forvaltningsmæssigt besluttes og laves indskrænkninger for den frie og private skole- og uddannelsessektor.

Debatindlæg: Karsten Suhr, Formand, Danmarks Private Skoler - grundskoler og gymnasier

Vi betragter de politiske udmeldinger om øget frihed til folkeskolen med en vis surrealistisk distance. Vi er jo dem, der er frie, men vores skoletradition er under voldsomt pres. Vi oplever i disse år bølger af ændringer, små og store, der indsnævrer friheden og vanskeliggør forældres muligheder for at oprette og drive frie og private skoler.

Langsomt vendes vores skoleform på hovedet, ved at man gør frie og private skoler til offentlige selvejende leverandører af undervisning.

En løbende indskrænkning af frihedsrettighederne

At der blandt nogle politiske partier hersker ideologisk modstand mod frie og private skoler, er tydeligt for enhver. Da der ikke er politisk flertal for at begrænse de frie og private skolers økonomiske eksistensgrundlag og tilskud, søges sektorens muligheder begrænset gennem krav og rammer, som på flere områder er mere restriktive end for de offentlige skoler.

Den ideologiske modstand synes vi naturligvis er uforståelig og urimelig, men den er i det mindste formuleret og ytret politisk. Den kan vi drøfte og debattere i det offentlige rum.

Men vi oplever også en anden tendens, som er lige så voldsom i dens konsekvenser som politiske indgreb, men langt vanskeligere at debattere, nemlig en løbende indskrænkning af frihedsrettighederne gennem den statslige forvaltning.

Den statslige forvaltning er central for de frie og private skolers virke. Al økonomi, implementering af lovgivning, udvikling af politik, tilsyn af skoler flyder gennem de statslige kontorer i Børne- og Undervisningsministeriet og dens Styrelse for Undervisning og Kvalitet.

Diversitet og forskellighed

God statslig forvaltning giver retssikkerhed, grundighed, omtanke og dialog. Traditionelt har vi oplevet en statsforvaltning, der har beskyttet og draget omsorg for den frie skolesektor, herunder for de principper i grundloven, som sektoren har rod i.

Nu oplever vi et negativt skred, heriblandt i forbindelse med Styrelsens tilsynspraksis og i forbindelse med godkendelse af nye frie og private skoleinitiativer.

Vi oplever at blive betragtet som simple eksterne leverandører af et undervisningsprodukt bestilt og betalt af staten. Vi reduceres derved til statslige forvaltningsenheder, men dog enheder, der er besværlige at håndtere i en statslig forståelse.

For den frie skolesektor repræsenterer trods alt fortsat en diversitet og forskellighed. Derfor presses de frie og private skoler ned i mere konforme og afmålte rammer, som kan reguleres og tilpasses i statslige regneark og strategipapirer.

De frie og private skoler må indordne sig og assimileres, så de ligner de andre kendte undervisningsområder.

Ligegyldige principper?

Eksemplerne på denne ensretning er mange. Nogle eksempler kan synes små og bagatelagtige, hvis man ikke har nærmere kendskab til den frie skolesektor, men vi oplever, at staten lige så stille overtager det definerende ejerskab over de frie og private skoler.

Staten beslutter, hvad der er god skole og fratager dermed forældrene og skolerne retten til at foretage denne vurdering – hvilket faktisk er forældrenes og skolernes lovfæstede ret.

Politikkerne ønsker mange områder “frisat”, herunder folkeskolen. Men samtidig arbejdes der politisk og i statsforvaltningen på det modsatte for de frie og private skoler.

Forældreretten, mindretalsretten og skolefriheden; den idémæssige og den pædagogiske frihed som demokratiske principper og som en del af dansk skoletradition, synes at være uden betydning. Gennem politikdannelse og forvaltning gøres disse til ligegyldige principper. Og det er måske, i sidste ende, målet for nogen?