Pressemeddelelse -

Er der en “flugt” fra folkeskolerne til privatskolerne?

Hvad ved du om privatskoler? Er der en flugt fra folkeskolerne til privatskolerne? Hvad er fordomme, og hvad er fakta, når politikere, meningsdannere, journalister og andre udtaler sig om de private skoler?

Vidste du, at antallet af elever i frie grundskoler er stagneret de seneste år?

75% af elevmassen i grundskolen går i folkeskolen. 18% går i frie grundskoler. Den øvrige procentdel går på efterskole eller andre skoletyper. Antallet af elever i de frie grundskoler er stagneret de seneste år.En undersøgelse lavet af Epinion for Børne- og Undervisningsministeriet i 2017 viste, at den daværende stigning i andelen af elever i frie grundskoler hovedsageligt skyldtes, at flere elever påbegyndte børnehaveklassen på en fri grundskole – og altså ikke at flere elever skiftede fra en folkeskole til en fri grundskole i løbet af grundskolen.

Kilde: Uddannelsesstatistik.dk

Vidste du, at der er flere specialundervisningselever på de frie grundskoler end på folkeskolerne?

Tal fra Danmarks Statistik og Børne- og Undervisningsministeriet viser, at frie grundskoler samlet set har flere specialundervisningselever end folkeskolerne. De seneste sammenlignelige tal viser, at de frie grundskoler har 1000 flere specialundervisningselever end folkeskolerne. Der har, i hvert fald siden 2014, kunnet registreres en stigning i antallet af specialundervisningselever på de frie grundskoler. Der er tale om mere end en fordobling.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet / Danmarks Statistik

Vidste du, at privatskolers elevgrundlag er sammenligneligt med den nærmest beliggende folkeskole?

De fleste skolers elevsammensætning afspejler det lokalsamfund, de er beliggende i, uanset om det er offentlige skoler eller private. Børns skole ligger typisk i deres nærområde.Nogle private skolers elevsammensætning ligner i høj grad elevsammensætningen på den nærmeste folkeskole, mens andre i mindre grad afspejler elevsammensætningen på nabofolkeskolen. Når man sammenligner en privat skole med den eller de nærmeste folkeskoler ud fra en gennemsnitsbetragtning, viser det overordnede, generelle billede, at de private skolers elever har en lidt stærkere socioøkonomisk profil, men samtidig har hele 63 pct. af de private skoler en social profilscore, der i gennemsnit har mindre end ét points forskel i forhold til den lokale folkeskole.

Kilde: Epinion for Danmarks Private Skoler

Vidste du, at 70% af privatskolerne har deres eget interne friplads- eller fripladstilskudssystem?

Godt 70% af privatskolerne tilbyder fripladser eller fripladstilskud udover det fripladstilskud, der kan ansøges gennem finanslovspuljen.De private skoler har i mange år kæmpet for en bedre og mere retfærdig fripladsordning. I øjeblikket udgør fripladsbevillingen på finansloven et så lille beløb, at skolerne kun kan imødekomme ca. 25% af det behov, der indberettes. Det reelle behov er meget større. Beløbet, der afsættes på finansloven bør sættes op til mindst det tredobbelte. Mange private skoler har dog taget sagen i egen hånd.

Kilde: Medlemsundersøgelse. Danmarks Private Skoler

Vidste du, at der i henhold til loven skal være forældrebetaling på frie og private skoler?

Der skal være en egenbetaling på frie og private skoler i henhold til loven. Forældrebetalingen på de private skoler ligger typisk mellem 1.000 og 2.000 kr. pr. måned.Forældrebetalingen er højest i større byer og lavest i tyndt befolkede områder.

Kilde: Lov om friskoler og private grundskoler m.v. / Danmarks Private Skoler. Statistik

Vidste du, at privatskolernes faglige løfteevne er større, trods samme elevgrundlag som folkeskolerne?

I hvilken grad er sammenlignelige privatskoler og folkeskoler i stand til at løfte eleverne fagligt? Når skolerne er både geografisk og socialt sammenlignelige, viser en undersøgelse en klar tendens til, at privatskolerne lokalt løfter eleverne mere end folkeskolerne i en positiv retning. Det gælder både, når der foretages en sammenligning for de privatskoler, der har omtrent den samme sociale profilscore som den lokale folkeskole, og når der sammenlignes med de socioøkonomisk stærkeste folkeskoler inden for de enkelte kommuner.Elevgrundlaget er altså det samme, men privatskolerne har en større løfteevne. Den største forskel i undervisningseffekten er i fagene matematik og fysik/kemi, mens forskellen er mindre i dansk.

Kilde: Epinion for Danmarks Private Skoler

Vidste du, at der er flere positive mønsterbrydere fra private skoler end fra folkeskoler?

Socialt udsatte elever klarer sig bedre i private skoler. Det gør sig også gældende, når der korrigeres for skolernes socioøkonomiske sammensætning. Blandt elever med svag socioøkonomisk baggrund er der forholdsvis flere positive mønsterbrydere fra private skoler end fra folkeskoler. Blandt elever med middel socioøkonomisk baggrund er der forholdsvis flere positive mønsterbrydere fra private skoler end fra folkeskoler. Socioøkonomisk ressourcestærke elever klarer sig omtrent lige godt i privat- og folkeskolerne. Blandt mønsterbryderne fra både privat- og folkeskoler, er der en markant overvægt af piger (ca. 60 %).

Kilde: Epinion for Danmarks Private Skoler

Vidste du, at eleverne løftes mere fagligt, hvis de har gået på en privatskole i mere end tre år?

Eleverne løftes mere fagligt, hvis de har gået på en privatskole i mere end tre år, end hvis de først er skiftet til en privatskole i udskolingen.Elever fra private skoler har en større sandsynlighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse end folkeskoleelever, også når der er korrigeret for elevernes socioøkonomiske profil, skolens socioøkonomiske baggrund og størrelse samt kommunale faktorer.

Kilde: Epinion for Danmarks Private Skoler

Vidste du i øvrigt, at en privatskole = en fri grundskole = en friskole = en lilleskole = ….?

Der er i lovgivningsmæssig forstand ingen forskel på privatskoler, friskoler, lilleskoler m.v. Frie grundskoler er frie, selvejende institutioner. Siden 1970 har ”frie grundskoler” været den samlede betegnelse for alle skoler under Lov om friskoler og private grundskoler, uanset om de navngiver sig friskole, lilleskole, privatskole mv. Rammevilkårene for de frie grundskoler er de samme. Der er stor diversitet på landets over 500 frie grundskoler, de har alle forskellige værdigrundlag og kommer af forskellige skoletraditioner.

Kilde: Lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • uddannelsespolitik
  • danmarks private skoler
  • privatskoler
  • skolevalg
  • frie grundskoler
  • værdier
  • #privateskoler
  • flugten til privatskolen
  • folkeskolen
  • flugten fra folkeskolen

Danmarks Private Skoler er organisationen for private grundskoler, gymnasier og studenterkurser fordelt over hele Danmark. På vores skoler har godt 70.000 elever deres daglige gang og undervisning. Vi udvikler muligheden for at drive frie skoler, der uddanner og danner børn og unge til fremtidens fællesskaber.

Kontakt

Relateret materiale

  • ”Flugten” til privatskolen

    I en dokumentar på TV2 stilles spørgsmålet: Hvorfor er der så mange elever, der skifter fra folkeskolen til en fri og privat skole? ”Flugten til privatskolen” er den effektive titel, der ikke har megen sammenhæng med det faktum, at antallet af elever i den frie og private grundskole faktisk er stagneret i de seneste år. Langt det vigtigste for forældrene er faglighed, trivsel og gode relationer.

  • Skolens mangfoldighed | Fokus på socialt udsatte elever

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har givet 7 samfundsløfter. Skolerne har bl.a. forpligtet sig på at have tiltag inden for temaet: ”Skolens mangfoldighed”. Se hvad det indebærer og læs nogle konkrete eksempler fra Nørre Aaby Realskole og Skt. Knuds Skole.

  • Skolens rummelighed og resultater | Alle skal blive så dygtige som muligt

    Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler ønsker, at alle elever bliver så dygtige som muligt, uanset hvilket udgangspunkt eleverne har for denne udvikling. Medlemsskolerne i Danmarks Private Skoler har givet 7 samfundsløfter. Et af disse løfter handler om at ”rummelighed og resultater". Læs mere om det i artiklen og se eksempler fra skolerne.

  • "Luk privatskolerne!" - bliver folkeskolen bedre af det?

    I introen til TV2-udsendelsen ”Flugten til privatskolen” spørges der: ”Hvad skal vi gøre med folkeskolen?". Forring vilkårene for de frie og private skoler, synes at være udsendelsens bærende svar. Konstruktivt? Her kommenteres og uddybes nogle af de tematikker, udsendelsen slår an.