Pressemeddelelse -

Danskerne valfarter til biograferne

Danskerne valfarter til biograferne – også i langt højere grad end vores svenske og norske naboer. Den danske biografbranche oplever derfor kronede dage, og væksten forventes at forsætte frem mod 2021. Det viser PwC’s årlige analyse ’Global entertainment and media outlook 2017-2021.’

Ifølge PwC’s årlige analyse ’Global entertainment and media outlook 2017-2021’ vokser den danske biografbranche med en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 3,2 % frem mod 2021. I 2016 havde branchen en omsætning på ca. 1,3 mia. kr. og forventes i 2021 at nå en omsætning på ca. 1,5 mia. kr. Disse tal dækker over billetsalg samt reklamer i biografen.

”Danskerne er tro mod biografen, selvom forbrugerne i dag har mange andre muligheder for at se nye film derhjemme ved at streame,” forklarer Leif Ulbæk Jensen, partner og medieekspert i PwC.  

Sammenlignet med Sverige og Norges gennemsnitlige årlige vækst på hhv. ca. 1,7 % og ca. 2 % ligger Danmarks gennemsnitlige vækst højere. Fælles for landene er, at det er reklamer i biograferne, som vækster mest, men omsætning fra reklame udgør kun 7 til 8 % af den samlede omsætning.

Inspiration fra udlandet

Selvom den danske biografbranche er i vækst, er det en branche med et kræsent publikum, som kræver løbende fornyelser, fortsat interessante film med bred publikumsappel og live-oplevelser i høj teknisk kvalitet, som kun kan opleves i biografen. Det er helt nødvendigt, hvis branchen skal kunne opretholde omsætningen.

”Der vil altid være gruppe af entusiastiske forbrugere, som bare skal se de nye film i biografen, men i takt med at forbrugerne får endnu flere muligheder for at streame film, kan biografens billetpriser virke afskrækkende på nogle. Derfor kigger branchen også efter inspiration og nye løsninger, så den kan forny sig og dermed sikre fremtidig vækst,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.  

Branchen har rig mulighed for at søge inspiration i udlandet, påpeger PwC:

”Den danske biografbranche kan bl.a. lade sig inspirere af Storbritannien, hvor nye tendenser med fx månedsabonnementer dukker op. Det kan også være differentierede billetpriser, alt efter filmens produktionspris. Det betyder, at en amerikansk Oscar-film vil være dyrere at se end en dansk film instrueret af en debuterende instruktør,” fortæller Leif Ulbæk Jensen.

Ifølge analysen vil billetsalget i 2017 opnå en lille tilbagegang på 0,7 % for derefter at stige igen frem mod 2021. Selvom billetsalget er i vækst, er det reklamer, som oplever den største vækst, og som dermed trækker den samlede vækst op.  

”Der er tale om en produktdreven branche, hvor omsætningen er meget afhængig af billetsalget. Branchen er derfor meget afhængig af de populære film, da de naturligvis tiltrækker et større publikum. Hvis de gode film udebliver, kan branchen omvendt opleve fald i omsætningen, ” forklarer Leif Ulbæk Jensen og henviser til, at det samlede billetsalg er gået tilbage fra ca. 14 millioner solgte billetter i 2015 til ca. 13 millioner solgte billetter i 2016, hvor 2015 var positivt påvirket af blockbusteren ”Spectre”, som alene solgte ca. 900.000 billetter.  

De store film målt på billetsalg var i 2016 de danske film ”Flaskepost fra P” og ”Klassefesten 3” med et samlet billetsalg på ca. 1,2 millioner billetter og de udenlandske film ”The Revenant”, ”Zootropolis” og ”Rogue One” med et samlet billetsalg på ca. 1 million billetter.  

Om Outlook
PwC’s 18. årlige udgave af Global entertainment and media outlook 2017-2021 indeholder en omfattende global internet-analyse af forbruger- og reklameudgifter. På grundlag af femårige historiske data og femårsprognoser og kommentarer fra mere end 17 branchesegmenter i 54 lande, som er direkte sammenlignelige fra år til år, gør Outlook det lettere at sammenligne forbruger- og reklameudgifter i de forskellige segmenter og lande. Se mere og få fuld adgang til analysen på www.pwc.com/outlook.

Segmenter, der er omfattet af Outlook
TV og video, TV-reklamer, internet-reklamer, internet-adgang, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, biografer, avisudgivelse, bladudgivelse, business-to-business, bogudgivelse og musik.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Om PwC

I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er flere end 2.000 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi over 200.000 PwC'ere, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er. Succes skaber vi sammen…