Pressemeddelelse -
Har du styr på strategien og værdiskabelsen?
Når regnskabet for 2013 er gjort op, bør alle topledere spørge sig selv, om man har fokuseret rigtigt i året, der gik? Står virksomhedens 3 til 5 strategiske initiativer klart for alle i lederteamet? Og flytter porteføljen af initiativer forretningsmodellen i den rigtige retning i det kommende år?
Hjælp at hente
Det er vores erfaring fra mange sparringer med ejere, bestyrelser og direktioner i mindre som større virksomheder, at det er en stor udfordring at skabe en stærk portefølje af strategiske initiativer. Ofte skyldes det manglende tid og overblik. Det er særligt vanskeligt at få klarlagt den kontekst, som forretningsmodellen indgår i, og udpege de få, men afgørende strategiske initiativer.
Der er dog hjælp at hente. De nye visuelle og innovative metodikker fra bl.a. den danske udgave af Business Model Generation (BMG) skaber et visuelt overblik over forretningsmodellens 9 byggestene og forretningsmiljøet i kontekst. Vi oplever, at overblikket frigiver ledelseskraft til at spotte forandringstemaer og gør det tydeligere, hvor fremtidens værdiskabelse kommer fra.
Initiativer bør prioriteres i forhold til forretningsmodellens konkurrencekraft, og hvor meget de bidrager til at skabe frit cash flow. Derved skabes en direkte sammenhæng mellem det strategiske fokus og den finansielle værdiskabelse. Det er en fordel at koble initiativer direkte sammen med ændring i omsætning, indtjening, arbejdskapital, investeringer og frit cash flow og afkastkrav. Dermed bliver det meget konkret, om topledernes strategiske beslutninger tilfører værdi til virksomheden over tid.
Skab overblik
Ledelsens og organisationens evne til at udføre initiativerne er afgørende for, om de får effekt på virksomhedens konkurrencekraft og værdiskabelse. Fejlslagne resultater bunder ofte i de forkerte strategiske initiativer og oversete muligheder og begrænsninger i forretningsmodellen. Mit råd er derfor at skabe sig et godt overblik over forretningsmodellen med BMG på en ny og visuel måde. Og huske på, at gode resultater skabes af gode beslutninger, som hviler på et godt beslutningsgrundlag.
Emner
- Arbejdsliv
Kategorier
- strategi
- regnskab
- værdiskabelse