Pressemeddelelse

Tre finalister fra Fyn fundet til vækstpris

Nu er der fundet tre finalister til kåringen af Årets Ejerleder 2014 fra Fyn, som er prisen til de ejerledere, der står i spidsen for de mest succesfulde vækstvirksomheder på Fyn. Den ærefulde pris uddeles for 11. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

De startede med at være mere end 4.600 virksomheder fra hele landet, 125 virksomheder slap gennem nåleøjet om at komme med i konkurrencen, og nu er 3 finalister med i kampen om at vinde Årets Ejerleder 2014 på Fyn.

”Det har været et meget stærkt felt i år, og vi glæder os til at hylde finalisterne til prisen som Årets Ejerleder 2014 på Fyn. Finalisterne har sikret vækst gennem et stærkt fokus på strategi, kundetilfredshed og effektivisering. Den historie vil vi gerne fortælle videre, så den kan inspirere og være med til at skabe succes for andre,” fortæller partner Mikael Johansen fra PwC i Odense.

Finalisterne er:
Lars Hedal fra Hedal Kruse Brohus A/S
Ejerleder Lars Hedal så allerede som 27-årig store muligheder, da han sammen med tidligere kollegaer etablerede Hedal Kruse Brohus A/S i 2002. I dag er det Danmarks største e-handelshus specialiseret i udvikling af ambitiøse e-handelsløsninger. Virksomheden opnåede et rekordoverskud i 2013 med afsæt i en kombination af strategisk organisationsudvikling, kontrolleret vækst og procesoptimering - og ikke mindst et stærkt team med netop de kompetencer som kunderne efterspørger.

René Liocouras Nielsen fra Trade Point A/S
Direct Container Ejerleder René Liocouras Nielsen er en ægte iværksætter, der fra den spæde begyndelse drev sin virksomhed fra sin hjemmeadresse. 17 år efter står han i spidsen for en succesfuld virksomhed med salg til hele verden. Forretningsideen er unik og tilbyder en ny indkøbsstruktur til møbelforretninger med ’one stop shopping’, hvor pris, kvalitet og levering er tænkt sammen. Varerne, som typisk er indkøbt i Asien, bliver leveret direkte hos kunden i container. Det hele er understøttet af egenudviklet software til salg- og ordreproces mv. 

Anders Borring fra Scangrip A/S
Scangrip er ejet og ledet af ildsjælen Anders Borring, der er opvokset i en familie af ejerledere. Det har derfor hele tiden ligget i generne, at Anders skulle være ejerleder. Han har dog ønsket at starte sin egen succes og overtog i 1996 Scangrip, der siden 1906 har fremstillet håndværktøj af meget høj kvalitet til industrien og autobranchen. Med Anders Borring i spidsen har man efterfølgende via opkøb og egen udvikling drejet fokus over på produktion af arbejdslys. Scangrip har en meget stærk position på hjemmemarkedet og en eksportandel på ca. 85 %.

Vigtige vækstdrivere
Ejerledere udgør en meget stor del af dansk erhvervsliv, og i kraft af deres rolle som både daglig ledere og ejere er vækstambitionerne ofte høje. Med kåringen sættes der spot på, hvordan de skaber vækst.

”Ejerledere har bl.a. nogle finansielle behov, der er meget forskellige fra større virksomheder. I stedet for alene at kigge på virksomheden, tager vi udgangspunkt i personen bag, så han eller hun har de bedste forudsætninger for at skabe vækst i sin virksomhed. Det er nødvendigt for, at den kan vokse og måske også en dag vinde Årets Ejerleder,” siger områdedirektør Jens Østergaard fra Nykredit.

Hos Dansk Erhverv peger man på, at de ejerledede virksomheder er afgørende for vækst og øget beskæftigelse:

”Hos Dansk Erhverv er det derfor vigtigt at have fokus på de ejerledede virksomheder, og ikke mindst det store vækstpotentiale de rummer. Derfor er vi partner på Årets Ejerleder,” siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Den endelige vinder på Fyn offentliggøres den 11. november 2014. Kåringen finder sted på Møntergården, Møntestræde 1, 5000 Odense C. Se mere her: www.pwc.dk/ejerleder. Pressen er velkommen.

Fakta
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Erhvervsorganisation Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen, som uddeles for 11. gang. Årets tema er ejerledernes vækstambitioner. De 7 regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 19. november 2014 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup. Juryen består af repræsentanter for Ejerlederne, Nykredit, PwC og en af sidste års finalister på Fyn, Enrico Krog Iversen, Universal Robots A/S.

Tidligere vinder på Fyn
Jan Falck-Schmidt fra Falck Schmidt Defence Systems A/S Tidligere landsvindere Thomas Dinesen fra Dinesens Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008), Expo-Net Danmark A/S (2007).

Omfattende udvælgelsesproces
PwC analyserer ca. 4.600 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

A/S – ApS
Minimum 10 ansatte
Etableret i minimum 5 år
Positiv egenkapital
Positivt resultat i seneste regnskabsår
Vækst i dækningsbidrag

Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden. Af disse udvælges 125 virksomheder (15-20 virksomheder pr. landsdel), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i hver landsdel og en vinder på landsplan.


Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • nykredit
  • dansk erhverv
  • iværksætteri
  • ejerledere
  • vækstambitioner
  • vækst
  • årets ejerleder
  • pwc

Om PwC
PwC er en af verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 195.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.