Gå til indhold
XTERRA i Rebild Bakker - foto: XTERRA
XTERRA i Rebild Bakker - foto: XTERRA

Pressemeddelelse -

Gode chancer for, at XTERRA vender tilbage i 2019

XTERRA Nordic har evalueret XTERRA Duathlon Series-stævnet i Rebild, som blev afholdt i strålende sol søndag den 22. april. Evalueringen er særdeles positiv. Faktisk peges der kun på ét eneste forbedringspotentiale, nemlig deltagerantallet. Der var ca. 300 deltagere, og der måtte godt have været lidt flere.

Projektleder Simon Jørn Hansen fra Running26, der koordinerer XTERRA stævner i Norden, har svært ved at holde sin begejstring tilbage:
- Området ved Rebild Bakker er ideelt. Man er midt i en fantastisk natur, og der er overnatningsmuligheder tæt på stævnepladsen, så logistikken er perfekt. Vores evaluering viser, at der var tilfredshed med arrangementet hele vejen rundt. For eksempel lykkedes det at inddrage publikum, og stemningen ved skiftezonen var helt i top.
- Ruten gennem bakkerne er unik. Smuk og krævende, som XTERRA skal være det. XTERRA skal være udfordrende, men der er mere fokus på oplevelsen end på tiden. Som flere deltagere udtrykte det: Det har været sindssygt hårdt – og fedt! De udenlandske deltagere, der var kommet for at deltage i EM kom selv bagefter og roste ruterne.

Det bliver først endelig afgjort til efteråret, men mon ikke vi vender tilbage?

Simon Jørn Hansen fortæller, at mange af dem, der interesserer sig for XTERRA stævnerne, tidligere har spurgt, hvornår XTERRA kommer til Rebild.
- Nu har vi været her, og det har til fulde levet op til vores forventninger. Så meget taler for, at XTERRA vender tilbage til Rebild i 2019. Beslutningen træffes først engang til efteråret, hvor et større plan-lægningspuslespil skal gå op. Men vi har nu testet området af, og som sagt, er vi særdeles tilfredse med resultatet.

Måske triathlon-stævne i stedet for duathlon

- Rold Skov med Store Økssø passer perfekt til et triathlon-stævne med svømning som en ekstra disciplin. Vælger vi at gøre det, bliver det et noget større setup end duathlon. Her vil der mindst være tale om 600 deltagere.

XTERRA triatlon-stævnerne er andet og mere end ét off road triathlon løb. Triathlondelen er selvfølgelig den største, og her er ca. 70-80 % af de samlede deltagere med. Men der arrangeres også et duathlon og et kortdistance-triathlon. Ideen er, at nybegyndere skal have lov til at snuse til disciplinen og finde ud af, om det er noget for dem, uden at det bliver alt for krævende.

Desuden tænker man på hele familien. Der er også et duathlon for børn. Og forældrene kan skiftes til at passe børn og deltage de forskellige løb.

Simon Jørn Hansen oplyser, at interessen for triathlon er stor og stigende. Interessen tog rigtig fart med Rigtige Mænd-bølgen. I disse år går det kun fremad, og Aarhus XTERRA triathlon er det næststørste i verden med ca. 1.800 deltagere.

Related links

Emner

Kategorier


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Pernille Mulvad Møller

Pernille Mulvad Møller

Destinationsudvikler Turisme og oplevelser +45 22 60 72 89

Relateret materiale

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild