Gå til indhold
Hvem skal have Rebild Natur- og Miljøpris 2017?

Pressemeddelelse -

Hvem skal have Rebild Natur- og Miljøpris 2017?

Kender du nogen der fortjener et klap på skulderen fordi de har gjort en ekstra indsats for naturen? Så er det nu du skal indstille dem til at modtage Rebild Natur- og Miljøpris.

Prisen gives til en eller flere privatpersoner, en forening, en organisation, en virksomhed eller en institution, der har gjort en særlig indsats for at fremme en natur- og miljømæssig bæredygtig udvikling i Rebild Kommune. Det er Rebild Kommunes Grønne Råd der indkalder indstillinger til prismodtagere af årets Natur- og Miljøpris.

Natur- og Miljøprisen blev indstiftet i 2011, og vindere får ud over et diplom, også 5000 kroner. Siden 2011 er prisen blandt andet givet til lystfiskerne ved Lindenborg Å for deres arbejde med gydebanker; til 9. klasserne på Karensmindeskolen for klima-arbejde og klima-maleri, og til Anne Dorthe Sørensen fra Veggerby for hendes arbejde med lokal affaldsindsamling langs kommunens veje.

De nærmere kriterier for at komme i betragtning til prisen kan ses på kommunens hjemmeside under ”Det Grønne Råd”, på denne adresse: rebild.dk/nm-pris. Her kan man også se alle tidligere prismodtagere.

Fristen for indstillinger er den 1. oktober 2017, og forslag sendes til Center Natur og Miljø på cnm@rebild.dk

Emner

Regions


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt