Gå til indhold
Midtvejsevaluering af velfærdsaftale på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune

Pressemeddelelse -

Midtvejsevaluering af velfærdsaftale på dagtilbudsområdet i Rebild Kommune

En foreløbig evaluering af forsøg med velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet viser positive potentialer. Konkret peger evalueringen på, at frisættelsen har skabt et stort engagement og højt aktivitetsniveau i dagtilbuddene. Velfærdsaftalerne har skabt en anden form for kommunal styring og ledelse, der giver et større ejerskab over praksis og øger medarbejdernes faglige frihed. Frisættelsen skaber mulighed for større imødekommelse af lokale behov og øget nærhed til børnene.

Siden 15. maj 2021 har regeringen indgået velfærdsaftale med dagtilbudsområdet i Rebild Kommune. Med velfærdsaftalen er dagtilbuddene frisat fra en omfattende række statslige og kommunale regler og retningslinjer, og nu ligger en midtvejsevaluering klar.

Borgmester Jesper Greth glæder sig over de positive resultater evalueringen fremhæver, og over at Rebild Kommune i det hele taget kom med i forsøget:

-I første omgang var vi naturligvis glade for at vores kommune kom med i regeringens velfærdsaftale og dermed blev sat fri til at sætte fornyet fokus på, hvordan vi gør tingene og sammen får nye og spændende ideer på bordet. Men den slags forpligter, og vi er gået til opgaven med stort engagement – både fra politisk side og ikke mindst fra medarbejdere og ledelse. Både de, og forældrene har grebet bolden og benyttet frisættelsens muligheder til gavn for børnene. - og det er det engagement fra alle, vi nu ser resultatet af i den meget positive midtvejsevaluering.

Midtvejsevalueringen peger på, at medarbejdere oplever en øget arbejdsglæde og motivation, fordi de i høj grad møder tillid til deres faglighed og professionelle dømmekraft – og giver et øget fokus på udvikling af pædagogikken i deres dagtilbud.

Anna Oosterhof, formand for Børne- og familieudvalget supplerer:

-Vi er lykkes rigtig godt med implementeringen af velfærdsaftalen i Rebild Kommune. Som evalueringen påpeger, oplever medarbejdere et øget fagligt råderum. Vi har medarbejdere, der fortæller, at der er mere plads til arbejdet med de udsatte børn. De oplever, at de nu i højere grad har mere frihed til selv at tilrettelægge dagligdagen med fokus på, hvad der er bedst for det enkelte barn, barnets behov og hele børnegruppen. Dét skaber værdi både for vores medarbejdere og vores børn.

Lene Hvilsom Larsen er chef for Center Børn og Unge, og hun er rigtig glad for evalueringens positive konklusioner:

-Jeg synes, vi skal være stolte i Rebild Kommune - både af vores politikere og vores dagtilbud. Vores politikere har taget intentionen med velfærdsaftalen alvorligt og givet dagtilbuddene maksimal frihed helt ud i yderste led. Og medarbejdere, ledere og forældre har taget særdeles positivt imod tilbuddet, og det samarbejde ser vi nu resultatet af. Jeg er sikker på, at den positive udvikling vil fortsætte, både i den sidste del af forløbet, men også bagefter.

Et konkret eksempel fra midtvejsevalueringen omhandler ændret åbningstid i et af kommunens dagtilbud. Ideen kom fra en forælder og blev taget op i bestyrelsen. Det blev først iværksat som en prøvehandling med løbende justeringer. Nu er det blevet en organisatorisk ændring.

Kenneth Jørgensen, Pædagog og AMR i Skovhuset Støvring Nord fortæller:

-At vi har ændret vores åbningstid, gør en kæmpe forskel for de berørte børn og forældre. Vi får en meget roligere aflevering, som har stor betydning for hele børnenes dag. Det har også værdi for os medarbejdere. Vores arbejdsmiljø er blevet markant bedre om morgenen. Nu når vi at ankomme og være klar til at modtage børnene, inden forældre står i kø på parkeringspladsen. Det giver mindre pres, gladere børn, forældre og medarbejdere - det fungerer bare!

Eksemplet viser, hvordan forældre og dagtilbud kan være fælles om at gøre det godt for børnene, og at selv en mindre gentænkning af praksis kan have stor betydning. Det havde ikke været muligt uden den kommunale frisættelse.

Midtvejsevalueringen kommer ikke med endegyldige konklusioner, og det er endnu for tidligt at sige noget om betydningen for kvaliteten. Men alt peger på, at velfærdsaftalen er en virksom katalysator for udvikling og gentænkning af vores dagtilbud på alle niveauer.

Læs midtvejsevalueringen her: vive.dk/media/pure/19027/18907956

Læs mere om velfærdsaftalen i Rebild Kommune her: rebild.dk/velfærdsaftale

Fakta om midtvejsevalueringen

Midtvejsevalueringen er foretaget af VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og omfatter de velfærdsaftaler, som regeringen har indgået med syv kommuner på hhv. dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. De syv kommuner er Helsingør og Rebild kommuner (dagtilbud), Esbjerg og Holbæk kommuner (folkeskole) samt Langeland, Middelfart og Viborg kommuner (ældreområdet). Loven om velfærdsaftaler blev vedtaget i Folketinget d. 15. maj 2021 og løber frem til 30. september 2024. VIVES midtvejsevaluering baserer sig på en førmåling - spørgeskema-indsamling - foretaget inden velfærdsaftalen trådte i kraft, skriftligt dokumentationsmateriale fra kommunerne samt interviews med forvaltning, ledere i dagtilbud, medarbejdere og forældre afviklet i juni 2021. Midtvejsrapporten skulle være offentliggjort i efteråret 2022, men er blevet udskudt bl.a. på grund af folketingsvalget. I slutningen af 2024 offentliggøres slutrapporten om velfærdsaftalerne.

Related links

Emner

Regions


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook, LinkedIn og Instagram.

Kontakt

Jesper Greth

Jesper Greth

Pressekontakt Borgmester +45 40 62 78 52
Anna Tjallien Oosterhof

Anna Tjallien Oosterhof

Udvalgsformand Børne- og Familieudvalget +45 25 33 20 66
Lene Hvilsom Larsen

Lene Hvilsom Larsen

Centerchef Børn og Unge +45 23 47 46 75
Kenneth Jørgensen

Kenneth Jørgensen

Pædagog og AMR i Skovhuset Støvring Nord +45 26 85 59 16

Relateret materiale

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild