Pressemeddelelse -
Rebild Kommune sender budgetforslag i offentlig høring
Nu kan borgere, foreninger og andre interesserede i Rebild Kommune komme med input til hvad der skal prioriteres i de kommende år. Kommunen har netop sendt forslaget til budget for 2026 i offentlig høring. Forslaget udgør udgangspunktet for de politiske forhandlinger frem mod den endelige budgetvedtagelse i oktober.
Byrådet i Rebild Kommune skal i den kommende tid lægge kommunens budget for de næste år. Det er her det besluttes, om der skal spares, og hvor der skal bruges flere penge. Forvaltningen har udarbejdet forslaget til budget, der danner udgangspunkt for de kommende ugers politiske forhandlinger.
Budgetforslaget har til formål at sikre en realistisk økonomi, der balancerer i 2026. Forslaget tager højde for kendte udfordringer og følger de pejlemærker, som Økonomiudvalget har fastlagt.
Budgettet for 2026 viser et råderum på 4,2 millioner kroner. Det betyder, at der kan fordeles penge til områder der trænger til et løft.
For at sikre et realistisk budget der tager højde for kommende udfordringer, er de vigtigste ændringer i budgetforslaget :
- Dagplejen: Tilført ekstra midler for at imødekomme pres på økonomien og ny overenskomst.
- Friplejehjem: Merudgifter, indtil Skørping Plejehjem genåbner i 2028.
- Cybersikkerhed og beredskab: Øgede investeringer for at styrke sikkerhed og robusthed.
- Minimumsnormeringer: Yderligere midler afsættes for at sikre lovkrav på dagtilbudsområdet.
- Sundhedshuset: Midler til drift af bygningen.
- Vandløbsvedligehold: Midler til løsning af en række lovpligtige opgaver.
Offentlig høring
Budgetforslaget sendes nu i høring hos borgere, medarbejdere, foreninger og øvrige interessenter. Høringsmaterialet findes på kommunens hjemmeside rebild.dk. Høringssvar skal være modtaget senest den 1. september 2025, kl. 9.00.
Alle kan indsende høringssvar via hjemmesiden. Høringssvarene indgår i det videre politiske arbejde, når budgettet behandles i fagudvalg, Økonomiudvalg og byråd i september og oktober.
Den videre proces
- 19. august: Budgetforslaget sendes i høring.
- 2.-3. september: Fagudvalg drøfter budgetforslaget.
- 10. september: Økonomiudvalget foretager 1. behandling.
- 18. september: Byrådet behandler budgettet første gang.
- 9. oktober: Endelig vedtagelse i byrådet.
Related links
Emner
Kategorier
Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook.