Gå til indhold
Solnedgang over Rebild Bakker
Foto: Line Brorsen

Pressemeddelelse -

Rebild og Mariagerfjord i europæisk topklasse for grøn turisme

De to nabokommuner Mariagerfjord og Rebild er rykket helt op i europæisk topklasse, når det gælder grøn og smart turisme. De to kommuner er de eneste danske blandt de otte europæiske finalister til den prestigefyldte European Green Pioneer of Smart Tourism Award 2026.

Europa kan finde inspiration til fremtidens grønne turisme i Rebild og Mariagerfjord. At to kommuner fra samme region er nået hele vejen til finalen, understreger egnens styrkeposition som en destination, hvor natur, kultur og erhverv udvikles i tæt samspil med den grønne omstilling.

Stolthed på tværs af kommunegrænsen

– Det er en kæmpe milepæl, at vi sammen nu er blandt de otte bedste i Europa. Vi er stolte af, at vores målrettede indsats for grøn omstilling og turismeudvikling bliver anerkendt på europæisk plan. Det viser, at vi kan inspirere både i Danmark og ude i Europa, og at hele vores region har noget unikt at byde på, siger Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune.

– Vi er kommet i Champions League for fremtidens grønne turisme. Det er en anerkendelse af mange års arbejde med at koble vores unikke natur, kulturarv og lokale fællesskaber til en bæredygtig turismeindsats. At vi nu står side om side i en europæisk finale giver os endnu stærkere gennemslagskraft, og vil være med til at trække endnu flere turister vores fantastiske område, siger Jesper Greth, borgmester i Rebild Kommune.

Derfor er kommunerne i finalen

Rebild og Mariagerfjord har begge markeret sig med en langsigtet indsats for at udvikle turismen på en måde, der både styrker lokalsamfund, erhvervsliv og natur. Det handler om alt fra el-delebiler i landsbyerne, cykelruter og naturpleje med græssende dyr til stærke partnerskaber med erhvervslivet.

Samtidig har kommunerne arbejdet målrettet med borgerinddragelse og samarbejde med lokale turismevirksomheder

Det er denne kombination af grøn innovation, naturpleje, kulturarv og aktivt samarbejde med borgere og erhverv, som har imponeret Europa-Kommissionens eksperter og sikret de to kommuner en plads blandt Europas otte bedste.

Næste skridt: Bruxelles

Finalisterne præsenterer deres arbejde for en europæisk jury i Bruxelles den 19. november 2025. Vinderen kåres samme dag og får i hele 2026 mulighed for at brande sig internationalt som forbillede for bæredygtig turisme.

Udnævnelsen som European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 vil ikke blot styrke turismen i området, men også skabe øget opmærksomhed, arbejdspladser og investeringer i grøn udvikling – til gavn for borgere, virksomheder og naturen.

FAKTABOKS – Mariagerfjord Kommune

•Finalist til European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 for en bred indsats, hvor natur, kultur og erhverv kobles til grøn omstilling.

•Next Step Himmerland har hjulpet turismevirksomheder til at opnå certificeringer som EU Ecolabel, Svanemærket og Green Attraction – blandt de højeste i Danmark.

•Samarbejde med grønne industrivirksomheder som Hydrogen Valley og Eurowind Energy, der markerer kommunen som centrum for grøn energi og innovation.

•UNESCO-listede vikingeborge og naturpleje med græssende dyr skaber en unik kobling mellem kulturarv, biodiversitet og turisme.

•Miljøcertificeret turismedestination: Destination Himmerland er blandt Danmarks mest certificerede områder, hvilket styrker både brand og troværdighed.

•Borgerinddragelse og partnerskaber, der sikrer lokal forankring og engagement i den grønne omstilling.

•Satser på oplevelsesøkonomi og kulturarv, hvor fjorden, landsbyerne og de historiske steder løftes frem som en del af den grønne turismestrategi.

•En stærk samarbejdskultur mellem kommune, erhvervsliv og turismeaktører, der fremmer både bæredygtig vækst og lokal stolthed.

FAKTABOKS – Rebild Kommune

•Finalist til European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 for årtiers indsats med bæredygtig turisme, hvor naturen både beskyttes og bruges aktivt til oplevelser, læring og lokal vækst.

•Rebild Bakker og Rold Skov er centrale aktiver i strategien for grøn turisme med fokus på vandring, friluftsliv og klimavenlig mobilitet.

•Byudvikling med naturen i centrum, hvor grønne forbindelser, rekreative områder og lokal identitet styrker både bosætning og erhverv.

•Klima Rebild: bred inddragelse af borgere, erhverv og foreninger i en fælles klimadagsorden.

•Faciliteret bæredygtighedsnetværk, hvor virksomheder og kommune samarbejder om certificeringer, optimering og deling af best practices.

•Lokale udviklingspuljer, der finansierer og driver projekter i lokalsamfundene, så idéer fra borgere og foreninger kan omsættes til konkrete initiativer med lokal forankring.

•Unik naturarv med den største koncentration af kilder i EU på et lille areal.

•MEETNATURE: erhvervsturisme, hvor naturen bruges som ramme for ledelsesværktøjer, strategiseminarer og teambuilding.

•En stærk event- og oplevelsesdestination, hvor naturen bruges som scene til at skabe udvikling, lokal stolthed og europæisk inspiration.

•Synergier på tværs af sektorer, hvor turisme, erhverv, kultur og naturforvaltning arbejder sammen mod fælles mål.

________________________________________

Hvor og hvornår

Vinderen kåres i Bruxelles den 19. november 2025 af en europæisk jury udpeget af Europa-Kommissionen.

Præmien

Vinderen får titlen European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 og bliver i hele 2026 EU’s officielle forbillede for bæredygtig turisme. Præmien består ikke af en pengegave, men af et stort internationalt kommunikations- og brandingprogram fra EU.

Emner


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook.

Kontakt