Pressemeddelelse -
Rekordmange turister strømmer til Rebild
2024 var rekordår for turismen i Rebild Kommune. Aldrig tidligere har turisterne lagt så mange penge i kasseapparater i kommunens butikker, restauranter og hos kulturinstitutioner og overnatningssteder. Det viser helt nye tal fra VisitDenmark, som netop er blevet offentliggjort.
Turisterne strømmer i stor stil til Rebild Kommune og det er godt nyt for både borgere og erhvervsliv. Turisterne skaber nemlig arbejdspladser og omsætning i kommunen. Helt nye tal fra VisitDenmark viser, at turismen i Rebild omsatte for 723 mio. kr. sidste år. Det er ny rekord. I den tid VisitDenmark har lavet prognoser for omsætningen fra turisterne, har den aldrig været højere. Turisterne har med andre ord aldrig brugt flere penge, mens de har opholdt sig i Rebild.
- Rekorden viser, at vi har noget helt særligt at byde på her i Rebild – fra storslået natur og stærke kulturtilbud til en gæstfrihed, man mærker med det samme. Det er resultatet af et tæt samarbejde og en målrettet indsats. Jeg er stolt over, at så mange allerede har fået øjnene op for Rebild – og jeg glæder mig til at byde endnu flere velkommen til oplevelser midt i Danmarks smukkeste natur, siger borgmester i Rebild Kommune Jesper Greth
Væksten i turismen mærkes flere steder i kommunen. Således havde RebildPorten, der er kommunes officielle turistinformation, samt formidlings- og udviklingscenter knap 70.000 besøgende i 2024. RebildPorten er mange turisters og eventarrangørers foretrukne indgang til nogle af Danmarks mest unikke naturområder: Rebild Bakker og Rold Skov. Desuden fortsætter Koldkrigsmuseet REGAN Vest sin store popularitet. 2024 har der stort set været fuldt booket med i alt 65.794 gæster – svarende til mere end 99 procent af samtlige tilgængelige billetter.
Rebilds stigende popularitet hos turisterne er også blevet bemærket på Christiansborg. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin roser rekorden i Rebild:
- Turismen i Danmark havde medvind i 2024, og det gør sig i særdeleshed gældende i Rebild, hvor omsætningen nåede nye højder. Sådan et resultat opnår man kun gennem stærkt samarbejde, og det er oplagt at anerkende den store indsats fra alle involverede – fra kommune og virksomheder til kulturinstitutioner, eventarrangører og engagerede borgere. I Rebild har man virkelig lagt sig i selen, og jeg kan som minister med ansvar for turisme kun nikke anerkendende til det gode arbejde, lyder det fra ministeren.
Væksten i turismen dækker både over flere overnattende gæster, men også flere dagsturister. Alene en døgnturist lægger ifølge VisitDanmark tæt på 950,00 kroner om dagen i de lokale kasseapparater.
- Rekorden bekræfter det vi mærker hver dag: Rebild har noget helt unikt at tilbyde. Med naturen i centrum, stort udbud af outdoor og event oplevelser, unikke kulturperler og et samfund af ildsjæle og imødekommende aktører, er vi en destination, mange har lyst til at vende tilbage til – og anbefale til andre. Det er en fælles succes, som vi alle skal være stolte af, og som giver os endnu mere energi til at udvikle området til glæde for både gæster og lokale, siger Jane Bejlegaard Lindberg der er erhvervs- og turistchef i Rebild Kommune.
Rebild er en unik vandredestination, som byder på en lang række varierende og attraktive vandre ruter som er populære blandt både overnattede og endags gæster. Så sent som i april indviede H.K.H. Dronning Mary en ny spektakulær vandresti med en fascinerende 80 m lang hængebro som forbinder Gravlev ådal med Rebild Bakker området.
Rebild Kommune har med åbningen af den nye vandresti cementeret sin position som en af Danmarks førende vandredestinationer. Vandrestien og den tilhørende Gravlev Ådalsrute ligger helt i top blandt danske vandreruter, og en rating fra Deutsches Wanderinstitut, gør ruten til en af de absolut højest rangerende i Danmark. Med det store udbud af vandreruter for bredden af vores publikum og med to internationale certificeringer i topklasse, ser Rebild frem mod internationale perspektiver indenfor netop vandring.
FAKTA
Turismeomsætningen i Rebild i 2024 var 723 mio. kr. Det er ny rekord.
2023 var turismeomsætningen i Rebild 651 mio. kr.
På landsplan var turismeomsætningen i 2024 på 168 mia. kr. I 2023 var den på 162 mia.
Turismeomsætning dækker over danske og udenlandske turister (inkl. forretningsrejsendes) direkte omsætning ved køb af varer og tjenesteydelser i Danmark. Det kan f.eks. være indkøb af dagligvarer, restaurantbesøg og oplevelser.
Tallene og prognosen er udarbejdet af VisitDenmark, der hvert år udgiver rapporten ”Turismens økonomiske betydning”.
Related links
Emner
Kategorier
Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook.