Gå til indhold
Skov er ikke bare skov!

Pressemeddelelse -

Skov er ikke bare skov!

Rebild Kommune inviterer til skovkonference onsdag den 27. oktober.

Danmarks skove kan komme til at spille en afgørende rolle i kampen om at nedbringe det danske udslip af CO2 til atmosfæren. Samtidig har vi en igangværende debat om urørt skov og bæredygtig skovdrift, der skal bidrage til et rigere dyre- og planteliv. Men er der her tale om modsatrettede mål og intentioner? Er det ikke muligt både at forbedre biodiversiteten i skovene og samtidig øge skovarealet og dermed produktionen af træ, der er et af de mest grønne og bæredygtige byggematerialer? Det er nogle af de afgørende spørgsmål i arbejdet med at få fastlagt en langsigtet plan for de danske skove – spørgsmål, der er til debat, når Rebild Kommune og Klima Rebild inviterer til en stor landsdækkende skovkonference den 27. oktober kl. 09-16 på Comwell Rebild Bakker i Rebild.

Et af landets største samlede skovområder Rold Skov ligger i Rebild Kommune, så det er naturligt, at det er netop herfra, at initiativet til en landsdækkende skovkonference kommer.

- Hvis alle ønsker til det åbne land skal opfyldes – produktion, klimaudfordringer/CO2-reduktionskrav, natur/biodiversitet, rekreative formål – viste en undersøgelse fra 2017, at det ville kræve 140 % af det danske areal. Det har vi ikke til rådighed. Derfor skal vi hele tiden tænke alle elementerne ind, når vi arbejder med brug af det åbne land. Det igangværende arbejde med naturnationalparker efterlader det indtryk, at man fokuserer nærmest entydigt på biodiversitet og ikke også indtænker produktion af træ og dermed klima og CO2-reduktion samt fritidsaktiviteter ind i arbejdet. Det vil føre til dårlige løsninger, der ikke er langtidsholdbare. Urørt skov (naturnationalparker) skal lægges der, hvor det giver mening og ikke ud fra, hvilke arealer staten ”tilfældigvis” er ejer af i dag.
Leon Sebbelin, borgmester, Rebild Kommune

Siden 2014 har Rebild Kommune afholdt Klima Rebild-uger. Et folkeligt projekt, der inviterer alle til at tage del i debatten om klima, miljø og bæredygtighed gennem et væld af forskellige aktiviteter.

- Klima Rebild har gennem de sidste 8 år haft skoven som gavntræ på programmet både i form af debatter om klimaeffekten af skov, besøg på savværker, træ i byggeriet, skovture og skovrejsning, hvor Sortebakkeskolen tilplantede skov i Nørager i samarbejde med Naturstyrelsen. Et bynært areal, som kommunen havde overdraget til Naturstyrelsen Himmerland mod at det blev til skov. Klima Rebild har i år arrangeret denne store skovkonference sammen med Rebild kommune, for at sætte fokus på biodiversiteten og klimaeffekten af de danske skove. De sidste forskningsresultater viser at der er fremgang for de truede arter i de offentlige skove, der er flere fugle mv.

- Vi ved også, at skovene fungerer som et kæmpe lager for CO2. Der bruges CO2 til væksten, og når træerne fældes, lagres kulstoffet i bygninger, møbler og en lang række produkter, som tidligere blev fremstillet med kul og olie. Disse egenskaber ved træet vil vi gerne have belyst, for heri ligger et kæmpe potentiale for at få sænket Danmarks CO2-udledning.
Sussi Handberg, Det Grønne Råd i Rebild

Der er behov for en langsigtet strategi for de danske skove. Derfor er både landspolitikere, videnskabsfolk, erhvervet og de faglige organisationer inviteret til at debattere på skovkonferencen i Rebild den 27. oktober.

-Regeringen er med sine forligspartier i gang med at tage beslutning omkring udlæggelse af store arealer af statens produktive skov til urørt skov. Det er en beslutning, som i stor grad er trukket af ønsket om at forbedre biodiversiteten i landet, men debatten har være meget ensidigt og ikke inddraget den meget aktuelle klimadebat og beskæftigelsen i "yderområderne". Formålet med konferencen er at få åbnet denne debat.
Henrik Thorlacius-Ussing, Adm. Direktør, Rold Skov Savværk

- Vælger vi at fastholde beslutningen fra 90’erne om at tage 20 % af landbrugsarealet ud af drift og erstatte det med produktivt skovbrug, kan skovarealet i Danmark øges fra 14 % til 25 %. Et areal, der vil kunne håndtere omkring 30 % af vores CO2-udslip. Den igangværende debat om klima og biodiversitet må ikke føre til, at der bliver taget nogle forkerte beslutninger, der bliver taget på baggrund af følelser mere end på konkret viden og forskning.

Palle Madsen, seniorforsker, InNovaSilva. Medforfatter til bogen ”Klimaskoven – et effektivt redskab til håndtering af CO2-problemet”.

Skovkonferencen er åben for alle. Læs mere om program og tilmelding på www.klimarebild.dk.

For yderligere information er du meget velkommen til at kontakte Sussi Handberg, Klima Rebild, på tlf. 24 48 40 45.

Emner


---------------------

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Jesper Greth

Jesper Greth

Pressekontakt Borgmester +45 40 62 78 52
Jesper Carlsen

Jesper Carlsen

Pressekontakt Kommunaldirektør +45 99 88 99 01
Aktindsigt

Aktindsigt

Pressekontakt Ønsker du at søge aktindsigt, skal du bruge vores hovedpostkasse. +45 99 88 99 88
Allan Pinnerup

Allan Pinnerup

Pressekontakt Kommunikationskonsulent Presse, hjemmeside, krisekommunikation, sociale medier, video +45 24 96 07 32

Relateret materiale

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende skov, Rold Skov, gør området til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen.