Nyhed -
Kæmpe succes: Anlæg storhitter blandt de rejsende i Københavns Lufthavn
Rekordmange flyrejsende har hen over foråret og sommeren benyttet sig af Københavns Lufthavns nye ‘Collect on Arrival’-anlæg, der har gjort det nemmere for de rejsende at shoppe i lufthavnens TAX FREE-butikker, og få de købte varer opbevaret i lufthavnen.
Efterårsferien er lige rundt om hjørnet, og det betyder mange mennesker i Københavns Lufthavn, og samtidig mere salg i lufthavnens TAX FREE-butikker.
Og hvis du er en af dem, der tit får lagt noget i kurven, så er det nye ‘Collect on Arrival’-anlæg måske lige noget for dig. Hvis det er tilfældet, så er du ikke den eneste, der har det sådan.
Hen over foråret og sommeren er der nemlig rekordmange, der har brugt det nye anlæg, der fungerer ved, at man køber sine varer i en af Heinemanns TAX FREE-butikker, hvorefter man henvender sig til butikkens serviceafdeling, der lægger varerne i boksen for dig, så de er klar til afhentning igen, når du kommer hjem fra din rejse.
Stor tilfredshed blandt de rejsende
Den store begejstring for anlægget, der skal gøre shopping nemmere for de rejsende, er stigende.
En af dem, der ofte rejser igennem Københavns Lufthavn er 47-årige Lars, der kun har positive ting at sige om anlægget, som han har brugt flere gange:
”Jeg synes, at det er så nemt og smart. Jeg køber de varer, som jeg godt kunne tænke mig, uden at skulle tænke over at skulle slæbe dem med frem og tilbage på min rejse. Det er tit, at jeg køber noget til det firma, hvor jeg arbejder, så det kan hurtigt blive mange ting. Så er det nemt, at jeg bare kan hente min kuffert, når jeg kommer hjem, og så hente mine varer i anlægget. Det er så fedt”, fortæller han.
En anden passager, som også kun har gode ting at sige om anlægget, er 18-årige Banin, der dog stadig har til gode at prøve selve ‘Collect on Arrival’-anlægget. Men selvom hun ikke har prøvet det endnu, understreger hun, at hun synes, at løsningen er en virkelig god ide, og en mulighed, som hun ikke vil udelukke at bruge i fremtiden, da hun ser flere fordele ved den. Blandt andet, at man ikke skal tænke på overvægt i kufferten.
”Jeg synes, at det lyder super smart. Især hvis man ikke har mere plads i kufferten. Det er jo tit, at man fylder sin kuffert helt op, så der næsten ikke er noget plads tilbage, og de kilo, som man må have, er brugt op. Så er det da mega smart, at man bare kan købe de ting, som man har lyst til i TAX FREE, få det placeret i anlægget og så hente det, når man kommer hjem igen, så man netop ikke skal tænke over de ekstra kilo. Det er da helt sikkert en mulighed, som jeg godt kunne se mig selv bruge”, forklarer hun.
Travlhed i efterårsferien
I alt var 3,1 millioner passagerer igennem Københavns Lufthavn i september måned, hvilket gør det til den travleste september nogensinde i lufthavnens historie. Derfor kan Nordens største lufthavn nok se frem til, at rigtig mange rejsende også vil komme igennem lufthavnen i løbet af efteråret, og især i efterårsferien.
Lizette Hilaire, som er Key Account Manager hos Renz A/S, der har leveret det nye anlæg, forventer også, at rigtig mange vil bruge anlægget i løbet af efteråret:
”Jeg tror, at vi vil se endnu flere, der gør brug af løsningen i de kommende måneder. Især her i efterårsferien, hvor et hav af mennesker vil komme igennem lufthavnen. Vi har set en konstant stigning i antallet af rejsende, der har gjort brug af anlægget, hvilket er skønt, så derfor er det også helt klart vores forventning, at flere vil bruge det i fremtiden”, mener Lizette Hilaire.
‘Collect on Arrival’-anlægget har været i brug siden 18. februar i år, og er helt gratis at bruge.