Pressemeddelelse -

Nu bliver der adgang for alle til over 1 km kildemateriale fra kolonitiden

Pressemeddelelse fra Rigsarkivet d. 1. marts 2017. Rigsarkivet har i over tre år arbejdet på at digitalisere en enorm mængde historiske kilder fra den danske kolonitid. I dag bliver fem millioner digitale billeder af dokumenter gjort tilgængelige for alle.

I år er det 100 år siden, at Danmark solgte de tre Vestindiske Øer til USA. I den anledning åbner Rigsarkivet for digital adgang til et enormt antal billeder, breve, beskrivelser og andre kilder fra kolonitiden. Adgangen sker via virgin-islands-history.org.

Digitaliseringsprojektet blev skudt i gang i 2013. Lige siden har Rigsarkivet digitaliseret historiske kilder svarende til 1.200 hyldemeter – i alt over 5 millioner digitale optagelser, der giver adgang til at læse ca. 8.5 millioner dokumentsider, hvoraf flere er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

”Det er med stolthed, at vi kan præsentere dette fantastiske kildemateriale for den brede offentlighed. Kilderne byder på spændende fortællinger, flotte billeder og fascinerede viden, og med digitaliseringen sikrer vi alle adgang til den del af historien, som De Vestindiske Øer og vi har til fælles,” siger rigsarkivar Asbjørn Hellum.

Tusindvis af timers hjælp fra frivillige

Fordi projektet også sigter mod den bredere befolkning, har det været et mål at gøre de håndskrevne dokumenter letlæselige og søgbare. Over 100 frivillige fra blandt andet Danmark og De Vestindiske Øer har brugt tusindvis af timer på at indtaste kilderne elektronisk, så flest muligt kan tilgå dem. Samtidig arbejder de frivillige på at ’tagge’ de dokumenter, der kan bruges til slægtsforskning, så man kan søge på blandt andet navne og steder.

Deres arbejde fortsætter efter lanceringen, og når projektet er endeligt slut med udgangen af 2017, forventes det, at de vil have indtastet hele 30.000 kilder.

”Jeg er overvældet over den interesse, der har været i projektet fra de frivilliges side. Takket være deres indsats tror jeg, at hjemmesiden kan være med til at gøre denne vigtige del af den fælles historie levende for rigtigt mange – udover at være et skatkammer for historikere, slægtsforskere og undervisere,” siger Asbjørn Hellum.

Film og fejring

1. marts fejres digitaliseringen ved en konference i Rigsarkivet, hvor Kulturminister Mette Bock åbner det digitale arkiv.

Rigsarkivet har også produceret en række film om kolonihistorien og om brugen af arkivalierne.

Se filmene på YouTube (dansk)

Se filmene på YouTube (engelsk)

Download filmene til pressebrug

Donation fra A.P. Møller Fonden

Digitaliseringsprojektet er muliggjort af en donation fra A. P. Møller Fonden i samarbejde med Kulturministeriet og Rigsarkivet.

Kontakt

Presseansvarlig Julie Avery, Rigsarkivet: jav@sa.dk, 41 71 72 41.

Emner

  • Medier, kommunikation

Statens Arkiver er en institution under Kulturministeriet.

Vores formål er at indsamle og opbevare historiske kilder og at stille dem til rådighed for offentligheden.

Statens Arkiver er tilgængelige for alle. Samlingerne dokumenterer i ord og billeder vores fælles historie, det danske demokratis og retsvæsens udvikling, store begivenheder og personligheder der har haft historisk betydning, konger og dronninger og helt almindelige danskeres liv og levned gennem tiderne.

Vi opfordrer derfor alle til at bruge arkiverne og blive klogere på Danmarks historie.

Kontakt

Julie Avery

Pressekontakt Presseansvarlig Presse 41 71 72 41