Pressemeddelelse -

Nyt digitalt undervisningstilbud om besættelsestidens liv og dilemmaer

Med Rigsarkivets nye digitale undervisningstilbud, Veje i krig kan elever fra grundskolen og gymnasiet komme helt tæt på syv virkelige menneskers liv og dilemmaer under besættelsestiden. Siden bygger på materiale, der har været underlagt en tilgængelighedsfrist på 75 år og netop er blevet frit tilgængeligt for alle.

Veje i krig er et digitalt undervisningstilbud til grundskolen og gymnasiet. Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i syv unge mennesker, der alle under besættelsen traf et valg, som fik betydning for deres liv. Med afsæt i det kildemateriale, der er bevaret på Rigsarkivet om hver af personerne og de tematekster, der findes på Veje i krig, kan eleverne komme helt tæt på de unge og deres valg.

Undervisningsmateriale med dannelsespotentiale

Undervisningsforløbene giver eleverne en dybere viden om besættelsestiden og øvelse i at udøve kildekritik. Samtidig får de mulighed for at nuancere besættelsestidens stereotyper som fx modstandsmand, sabotør og kommunist på helte-siden og stikker, nazist, østfrontfrivillig og tyskerpige på forræder-siden.

”På en konkret og nærværende måde arbejder eleverne med samspillet mellem mennesker og deres tid. Gennem kildearbejdet får eleverne lejlighed til at udfolde det levede liv, der umiddelbart skjuler sig bag helte- og skurkefacader. Der viser sig i alle tilfælde at være et menneske bag stereotypen,” udtaler Annette Østergaard Schultz.

Autentiske kilder, der lige er blevet tilgængelige

Mange af de kilder, der benyttes på Veje i krig, har været underlagt en tilgængelighedsfrist på 75 år, fordi de indeholder personfølsomme oplysninger. Nu er tilgængelighedsfristen forældet for mange af kilderne, og de er netop blevet frit tilgængelige.

”Kildesituationen er helt unik for besættelsestiden, blandt andet fordi modstandsbevægelsen i vid udstrækning undgik at sætte ting på skrift. Alligevel kan man finde små lapper, der gengiver rygter om en formodet stikker uden anden afsender end et x eller, når det gik højt, et fornavn. Sådan nogle lapper fortæller i sig selv en historie om modstandsbevægelsens arbejdsvilkår. Det fortæller også historien om det usikre grundlag, hvorpå en uheldig kunne blive udpeget som stikker,” fortæller arkivar og seniorforsker Annette Østergaard Schultz.

En indgang til at udforske besættelsestiden

Hjemmesiden kan også bruges af historieinteresserede, der vil udforske de nyligt tilgængeliggjorte kilder. Ud over kilderne til de enkelte personer, findes der nemlig en lang række tematekster om nogle af de vigtige temaer under besættelsen: Samarbejdspolitikken, augustoprøret og stikkerlikvideringer, som gør én klog på besættelsestiden. De vigtigste kilder til besættelsestidens historie gennemgås også, så hvis man selv vil i gang med andre kilder, er man godt klædt på.

For flere oplysninger kontakt;

Projektleder Mai-Brit Lauritsen, mbrl@sa.dk, 41717303
Arkivar og seniorforsker Annette Østergaard Schultz, as@sa.dk, 41717453.

Related links

Emner

  • Skole

Regions

  • Hovedstaden

Rigsarkivet er videncenter for det danske samfunds udvikling. Vi indsamler, bevarer og tilgængeliggør originale kilder, der kaster lys over hvad du og vores samfund er rundet af. Vores digitale og fysiske arkiver er din og min fælles hukommelse. Når vi aktiverer historien, deler data og sammen sætter viden i spil, skaber vi nye indsigter og forståelser. Rigsarkivets samling vokser hele tiden. I dag ligger der 470 hyldekilometer arkivalier i papir, og omkring 300 TB digitalt skabte arkivalier. Vi opfordrer alle til at bruge arkiverne og blive klogere på deres egen og Danmarks historie.

Kontakt

Julie Avery

Pressekontakt Presseansvarlig Presse 41 71 72 41

Kirstine Bonde

Pressekontakt Kommunikationskonsulent PR og Kommunikation 41 71 73 80