Gå til indhold
Flere fællesskaber for udsatte

Nyhed -

Flere fællesskaber for udsatte

Et nyt udsatteråd skal være med til at højne livskvaliteten for socialt udsatte i Rødovre. Rådets idéer er kommet med i en ny handleplan, som er blevet godkendt i Social- og Sundhedsudvalget. Fokus er især på ensomme.

Mennesker i alle aldre kan føle sig ensomme. Den seneste sundhedsprofil viser, at der er mange ensomme i Rødovre - eksempelvis er 1.800 borgere ofte uønsket alene, og 1.500 borgere har ikke nogen at tale med, når de har problemer eller brug for støtte. Ensomhed kan være lige så farligt for helbredet som rygning og overvægt.

Derfor har Udsatterådet foreslået, at der skal være særligt fokus på at fremme netværk og fællesskaber, så flere er en del af fællesskabet og har et sted at være sammen med andre. Deres forslag i udsatteområdets handleplan er blevet godkendt af Social- og Sundhedsudvalget, og formand Britt Jensen er begejstret over de mange gode forslag:

”Vores nye udsatteråd har mange gode idéer, der i den grad gør vores udsattepolitik til virkelighed. Af de mange forslag der var fremme, var en indsats mod ensomhed højt prioriteret hos rådets medlemmer. Det er vigtigt at få flere udsatte borgere med i sociale fællesskaber og skabe rammer, hvor borgerne kan mødes eksempelvis til fællesspisning i et folkekøkken. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes i budgetforliget at få afsat penge til det, for sådan en indsats er til gavn for alle borgere og har også en forebyggende effekt i forhold til at komme i en udsat situation”.

De ekstra midler til at hjælpe mennesker, der føler sig uden for samfundet, er Udsatterådet meget glade for, fortæller formanden for rådet Lars Ahlstrand: ”Vi er enormt stolte over, at Kommunalbestyrelsen har bevilget 50.000 kr. til aktiviteter det kommende år. Det giver rådet nogle muligheder, som vi ikke har haft før. Udsatterådet er allerede godt i gang med mange aktiviteter, blandt andet har vi deltaget i ’Ugen mod ensomhed’ sammen med en lang række lokale aktører i Rødovre og oprettet Café Mødestedet på Cafébiblioteket. Med de ekstra midler kan vi gøre endnu mere for at hjælpe mennesker, der har det svært og forhåbentlig forbedre deres liv.”

Udover fokus på ensomhed vil Udsatterådet i samarbejde med Rødovre Kommune arbejde for, at flere socialt udsatte stemmer til kommunalvalget. Der vil også være en indsats for, at flere unge og udsatte borgere får en bolig, og en indsats for at flere langtidsledige får et arbejde, da beskæftigelse kan være en vej ud af en udsat situation. Derudover vil rådet have fokus på at synliggøre sig selv ved at deltage i arrangementer og gå i dialog med borgerne, så rådet kan skabe flere aktiviteter, der kan forbedre socialt udsattes vilkår.

Fokus på socialt udsatte i Rødovre

  • Visionen i Rødovre Kommunes Udsattepolitik er, at der er plads til alle – også dem på kanten af samfundet. Rødovre Kommune vil arbejde for at forebygge, at byens borgere bliver socialt udsatte, samt at udsatte borgere kan få dækket deres grundlæggende behov og bliver støttet i at træffe valg, der fremmer deres livskvalitet.
  • Rødovre Kommune etablerede i 2016 Udsatterådet, der er med til at skabe indsatser for borgere med udfordringer som misbrug, sindslidelse, kriminalitet, fattigdom, ledighed, ensomhed eller hjemløshed.
  • Formålet med rådet er at give socialt udsatte borgere en stemme. Udsatterådet har derfor også medlemmer, der selv har erfaring med at være udsat.

Emner

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark