Gå til indhold
Rødovre Musikpris 2023 går til Lo Ersare

Pressemeddelelse -

Rødovre Musikpris 2023 går til Lo Ersare

En helt særegen evne til at skabe indsigtsfuld popmusik, som fortæller historier ind i vores tid, indbringer sanger og sangskriver Lo Ersare Rødovre Musikpris 2023.

Lo Ersare får prisen ikke alene for hendes kraftfulde og klare vokal samt fantastiske sangskrivning, men fordi hun har en helt unik tilgang til popmusikken. Hun har en baggrund i både folkemusik, bulgarsk kormusik, jazz og improvisation. Netop disse forskellige genrer toner frem i hendes musik og sangskrivning, hvor man tydeligt mærker både hendes nysgerrighed og hendes viden. Hun er en kunstner af vores tid og en unik stemme i sin generation.

”Rødovre Musikpris handler om videreudvikling inden for dansk musikliv. Lo Ersare lever i allerhøjeste grad op til den målsætning. Hun kombinerer sin egen særegne tilgang til musikken med evnen til at række ud og samarbejde med andre. Denne egenskab har allerede bragt hende langt mod et voksende publikum, og på den måde er hun også en rollemodel for andre unge musikere og sangskrivere. Den indsats skal hun have stor tak for, og det er tildelingen af Rødovre Musikpris 2023 et udtryk for,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.

For Lo Ersare har det stor betydning at modtage Rødovre Musikpris, og hun glæder sig især over, at der er opmærksomhed omkring alt det, hun lægger i musikken.

”Jeg føler, at det er en sjælden pris, fordi den på en måde er ret uspecifik. Den kommer ikke med en specifik titel som fx årets bedste sangskriver, album eller lignende. Det virker til, at det næsten er en ildsjælspris mere end en traditionel musikpris. Og det får mig til at føle mig meget set. At der er nogen, der ser mig og ser, at jeg brænder for det, jeg gør. Og at nogen synes, at jeg gør det godt. Det betyder rigtig meget. Mange andre priser inden for musik er baseret på kommerciel succes – altså at man har solgt mange plader eller spillet mange liveshows – altså en eller anden form for kvantitet. Men Rødovre Musikpris virker mere til at være baseret på, at man har set et menneske, som gør noget,” siger Lo Ersare.

Musikprisen uddeles ved den årlige nytårskoncert i Viften d. 8. januar 2023, hvor Lo Ersare vil give publikum en smagsprøve på hendes store talent.


FAKTA OM RØDOVRE MUSIKPRIS:

Rødovre Musikpris uddeles i fællesskab af Rødovre Kommune og Rødovre Centrum. De bidrager hver især med 25.000 kr.

Formålet med prisen er at påskønne en yngre udøvende musiker eller et orkester med et kontant beløb, som belønner og opmuntrer til en videre udvikling inden for dansk musikliv.

Priskomitéen, der har udpeget årets vinder af Rødovre Musikpris, består af borgmester Britt Jensen, marketingsdirektør Charlotte Andersen fra Centerforeningen i Rødovre Centrum, professorerne Max Artved og Tim Frederiksen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt prorektor Søren Kjærgaard fra Det Rytmiske Musikkonservatorium.


Tidligere modtagere af Rødovre Musikpris:

2022: Christine Bernsted og Ramez Mhaanna

2021: Jacob Artved

2020: Stine Grøn

2019: Ventus

2018: Rødovre Concert Band

2017: Rezwan Farmi

2016: Joachim Becerra Thomsen

2015: Victor Koch Jensen

2014: Mads Christiansen

2013: Ida Kudo Høffding

2012: Mathias Heise

2011: Aura Dione

2010: Vera Pantich

2009: Kenny Aaberg Larsen

2008: Mette Damm

2007: Magnus Koch Jensen

2006: Vicky Singh

2005: Kira and the Kindred Spirits

2004: Teitur

2003: Haugaard & Høirup

2002: Maja Markert

2001: Nikolaj Znaider


For yderligere oplysninger: Teamleder Peter Starup på 2677 2599 eller cn29078@rk.dk

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark