Pressemeddelelse -

1000 ÅRS HISTORIE SAMLET PÅ ÈT STED – ROSKILDES TÅRN OG KIRKERUIN ÅBNER IGEN

Den 5. juni åbner Roskildes tårn og kirkeruin Sankt Laurentius igen. Når dørene åbnes for besøgende, vil stedets historie blive fortalt på ny, og det bliver igen muligt at gå på opdagelse i ruinen og få udkig over byen fra tårnets top.

Fra grundlovsdag bliver det igen muligt at opleve Sankt Laurentius, Roskildes unikke kirkeruin og tårn, der samler 1000 års historie på ét sted, over og under Stændertorvet. Mens dørene i et par år har været lukkede og låst for gæster, har en gruppe medarbejdere på ROMU arbejdet på at få stedets historie fortalt på ny. Det har resulteret i nye fortællinger om både ruin og tårn.

Derfor kan gæster snart gå på oplevelse under jorden i den skjulte kirkeruin og dykke ned i stedets første 500 år, der fortæller om kirken fra den tidlige middelalder. Og de kan tage en tur op ad de snoede trapper i det gamle kirketårn og få indblik i stedets næste 500 år. Tårnet har, efter kirkens nedrivning under reformationen, været både fængsel og rådhustårn. Samtidig er det det eneste sted, som er åbent for offentligheden, hvor man kan komme op og kigge ud over byen.

”Vi har ønsket både at formidle historien om den unikke kirkeruin og historien om tårnet. Begge steder er særlige på hver deres måde. Det unikke er, at du på ét og samme sted kan opleve hele 1000 års historie. Derfor har det været vigtigt for os, at begge fortællinger er med i den nye formidling,” fortæller Mette Høj, museumsinspektør og samlingsansvarlig på ROMU.

Oplev middelalderruin og fængselshistorier

Besøger man Sankt Laurentius, kan man i ruinen for eksempel se kirkens unikke mosaikgulv og kulturlagene, der viser, hvordan landskabet er vokset markant siden kirkens opførelse i middelalderen. I tårnet kan man blandt andet tage et kig i to gamle fængselsceller, hvor de gamle vægge bærer præg af fangernes skriblerier om deres tid i fangeskab. Går man helt op i tårnets top, hvor tårnvægteren holdt brandvagt, kan man opleve tårnets gamle klokke og få udkig til byens tage.

”Stedet bærer på mange års fortællinger, for eksempel fra fangerne, der har siddet fængslet i tårnet og fra tårnvægteren. Deres historier gør oplevelsen levende, og med den ny formidling viser vi, hvordan stedet er et indblik i byens liv gennem tiderne,” fortæller Mette Høj.

Besøg Sankt Laurentius

Dørene åbner lørdag den 5. juni kl. 11.
Stedet kan opleves hele sommeren fra tirsdag til søndag kl. 11-15.
Billetprisen er 40 kr. for voksne, mens der er gratis adgang for børn og unge under 18 år. 
Fra 1. september har Sankt Laurentius åbent alle lørdage, søndage og helligdage.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • sankt laurentius
  • museum
  • romu

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Mette Høj

Overinspektør og konstitueret afd.-leder Kulturarv +45 46 31 65 22