Pressemeddelelse -

ARKÆOLOGIEN ER DIN - STENALDER OG FYRAFTENSØL

Roskilde Museum knapper en fyraftensøl op og åbner et vindue til områdets allertidligste historie. I selskab med arkæolog Astrid Wolff-Jensen kan du komme tæt på en af museets mest spektakulære genstande, uroksen - skovens største dyr - og det liv langs fjorden, som museets arkæologer har fundet mange spor efter.

I Roskilde er det ofte middelalder og vikingetid, der med strålende fund på stribe løber med opmærksomheden inden for arkæologi. Men hvad med områdets tidligste historie - hvad ved vi om Roskilde, før det blev til Roskilde? Og hvor ved vi det fra? Langs Roskilde Fjord er der masser af lokaliteter fra ældre stenalder. Her har oldtidens mennesker efterladt sig talrige spor, der med redskaber og våben af flint, træ, ben og tak fortæller om levevis og eksistensgrundlag for mere end 6000 år siden.

Under overskriften ’Stenalder og fyraftensøl’ inviterer museet på en tidsrejse tilbage til perioden mellem 4.000 og 12.000 f.Kr. - en periode, der var præget af markante forandringer i klima og havniveau, og hvor naturens ressourcer spillede en afgørende rolle for samfundet udvikling.

Arkæolog Astrid Wolff-Jensen har speciale i stenalder. Hun kender sine pile- og benspidser og vil med udgangspunkt i uroksen og museets øvrige stenalderudstilling fortælle om jagt og fiskeri, om teknologiske landvindinger og om de mange fine redskaber af flint og knogle vores tidligste forfædre fremstillede og efterlod.

Der er masser af mulighed for at stille spørgsmål, komme tæt på arkæologernes arbejde, og oven i købet som noget særligt få mulighed for at få nogle af de spændende fund i hænderne, når vi efter en tur i udstillingen mødes bag kulisserne til en fyraftensøl eller -vand.

Arkæologien er din - I hele 2019 sætter vi ekstra fut under arkæologien i ROMU. Kom tæt på mennesker, der var her før dig, når vi året igennem inviterer til en række arrangementer i Lejre, Frederikssund og Roskilde. Med byvandringer, sjove og anderledes familieaktiviteter, nørdeforedrag, åbne udgravninger, udstillinger og meget mere, puster vi sammen med dig liv i de sårbare spor vores forfædre har efterladt.

Tid, pris, sted

Dato: 10. april kl. 17.30-19.00

Pris: 75 kr. inkl. en øl eller vand, købes i museets butik eller på billetto.dk.

Sted: Roskilde Museum

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum
  • oldtid
  • arkæolog
  • arkæologi
  • roskilde
  • urokse

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519