Pressemeddelelse -

Det er slet ikke Odin! Foredrag på Lejre Museum

“Odin fra Lejre” er et af de mest spektakulære detektorfund gjort i det historiske og mytiske Lejre. Sagnhistorien fortæller, at gudernes konge og kongernes gud, Odin, sendte Kong Skjold til danerne, så han kunne blive deres første konge. Derfor var fundet af Odin-figuren i 2009 skelsættende og en banebrydende del af de arkæologiske udgravninger i de seneste år, som har fremskaffet fund, der beretter om et stærkt, rigt og storladent magtcentrum i Lejre.

Med dette foredrag vil der dog sås tvivl om, hvorvidt der reelt er tale om en portrættering af Odin. I anledningen af årets pop up-udstilling på Lejre Museum, “At gå med detektor - Suset fra fortiden” inviterer Lejre Museum indenfor til en diskussion omkring tolkningen af et af museets mest betydningsfulde detektorfund.

Den lillebitte figur, der er forbløffende detaljeret, vakte straks opmærksomhed, da den blev fundet og identificeret som Odin. Ret hurtigt blev det fremført af klædedragt-specialisten Ulla Mannering, at figuren var klædt i kvindetøj og således måtte være af hunkøn. Det blev dog hurtigt som modtræk fremhævet, at det så var Odin i kvindetøj. I en enkelt fortælling, som Saxo viderebringer, forklæder Odin sig nemlig som kvinde. Men hvis det er en kvinde, hvem er det så? Hvorfor sidder hun i en ornamenteret stol? Og hvad laver fuglene? Foredraget vil kredse om disse spørgsmål og komme med alternative svar på, hvem den lille figur forestiller.

Aftenens foredragsholder er Morten Warmind, mag.art. i religionssociologi, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet.

Tid, pris og sted

24. september, 19-21. Museet har åbent kl. 18-21

75 kr. + billetgebyr Billetter købes på billetto.dk

Der er et begrænset antal billetter

Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. ROMU forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.

ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte.

Kontakt

Isabella No'omi Fuglø

Museumsinspektør 42 24 52 51

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519

Relateret materiale