Pressemeddelelse -

FÅ HELE HISTORIEN OM MARGRETE 1.'S KÆLDER - "ROSKILDES DYRESTE HUL I JORDEN"

I 2019 gjorde arkæologer fra ROMU et overraskende fund af en kælder fra omkring år 1400 i Lille Grønnegade i Roskilde. Det skete i forbindelse med en byggesag, der allerede på det tidspunkt havde skabt en del lokal opmærksomhed. Opmærksomheden blev endnu større, da det viste sig, at kælderen formentlig har tilhørt selveste Margrete 1. Kom til foredrag om Margretes kælder med middelalderarkæolog Jesper Langkilde til Verdensarvsdag den 2. oktober.

I en privat have i Lille Grønnegade gjorde ROMU's arkæologer i 2019 et helt særligt fund. Under en lokal families hus fandt man resterne af en middelalderkælder, der højest sandsynligt har været Margrete 1's.

Fundet var enestående, og det kom da også på Slots- og Kulturstyrelsens top 10-liste over arkæologiske fund i 2019.

Der var tale om resterne af en kælder fra et teglhus, som kan dateres til ca. 1400. I middelalderen var teglhuse forbeholdt samfundets fineste og rigeste borgere - herunder kirkens folk. Huset har været tæt på domkirken, hvor der dengang også var et kloster, og det menes, at den meget religiøse Margrete 1 kan have brugt huset, når hun var i Roskilde, så hun kunne være tæt på nonnerne i Vor Frue.

Svingninger i den lokalhistoriske debat

Fundet af kælderen var en del af en byggesag, der tidligere havde vakt lokal debat og affødt overskrifter som 'Roskildes dyreste hul i jorden'. Opdagelsen af, at det formentlig var Margretes kælder, forstærkede interessen og skabte nye lokalhistoriske diskussioner - også om Margrete 1's forhold til Roskilde, inden byen blev gjort til hendes sidste hvilested, da hun angiveligt døde af pest i 1412.

Nu kan du få den fulde fortælling, om fundet og om Margretes relation til Roskilde. Arkæolog og museumsinspektør Jesper Langkilde vil fortælle - både om opdagelsen af kælderen og om Margretes forhold til byen:

”Vi har nok tendens til at fokusere på Magrete som et magtmenneske, der opnåede fantastiske storpolitiske bedrifter. Men hun var også et meget religiøst menneske præget af tidens fromhedsidealer, og hun havde et nært forhold til Roskilde og byens kirkelige institutioner. Magrete giver på denne måde et fascinerende indblik i middelalderens tankeverden og Roskildes historie”, forklarer Jesper Langkilde.

Foredraget bliver afholdt i Byens Hus i forbindelse med UNESCO's Verdensarvsdag 2020. 

TID, STED OG PRIS

2. oktober klokken 16-17.30

BEMÆRK: Byrådssalen i Byens Hus, Stændertorvet 1, 4000 Roskilde

Billetter koster 85 kr. og kan købes på billetto.dk eller i Roskilde Museumsbutik.

Covid-19: Foredraget overholder alle retningslinjer og anbefalinger i forbindelse med covid-19.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum
  • fund
  • arrangement
  • foredrag
  • romu
  • historie
  • arkæologi
  • roskilde museum
  • margrethe 1

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Jesper Langkilde

Museumsinspektør Arkæologi 46 31 65 03

Relateret materiale