Pressemeddelelse -
Foråret og sommeren skydes igang på Tadre Mølle
Der er forårsstemning og masser af naturskønne oplevelser på programmet, når Tadre Mølle slår dørene op for to arrangementer i slutningen af april. Arrangementerne er samtidig en markering af sommeråbningen af den legendariske mølle.
Der er masser af forår i luften på Tadre Mølle, der ligger i det naturskønne område omkring Elverdamsdalen. Med lysets komme åbner møllen nu op for et halvår med masser af oplevelser og arrangementer for hele familien. Ud over adgang til møllen rummer stedet også café, urtehave og aktivitetscenter
Det kribler og det krabler
D. 24. april kl. 10-12 er der krible-krable dag for hele familien. Sammen med foreningen Tadre Mølles Venner inviterer Danmarks Naturfredningsforening i Lejre forårshygge, hvor man kan låne vandløbsudstyr i Møllegårdens Naturskole og gå på opdagelse i Taderød Bæk og Møllesøen sammen med kyndige guider.
På dagen kan man også bygge sin egen fuglekasse og smage pandekager bagt over bål, ligesom man kan besøge den arbejdende vandmølle, gå tur på trampestierne og købe kaffe, kage, drikkevarer m.m. i stuehusets nyindrettede café.
Arrangementet er gratis for alle.
Traditionsrige Valborg
Den 30. april kl. 18-21 afholdes den traditionsrige Valborgaften i samarbejde mellem Tadre Mølles Venner og Egnshistorisk Forening for Hvalsø.
Her opfordres alle til at tage blomster med til pyntning af majstangen, som rejses. Sawarabykoret, Såbynoderne og alle gæsterne synger foråret ind. Der fortælles om majstangstraditionerne og Sirenerne fra Lirum-Larum spiller.
Tadre Mølles Venner sælger forplejning til rimelige priser til fordel for istandsættelsen af Maries Hus. Arrangementet er gratis for alle.
Yderligere information
Tadre Mølle ligger på Tadre Møllevej 23, 4330 Hvalsø. For nærmere information kontakt Bent Gottfredsen, EHF, E: kbgottfredsen@gmail.com, D: 46492663 for Valborgaftenen eller Tove Binzer, DN, E: tove.binzer@gmail.com, D: 60528509 for krible-krable dagen.
Tadre Mølle har åbent hele sommeren lørdag, søndag og helligdage fra 11-16.
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- arrangement
- børn
- familie
- natur
- sol
- sommer
- forår
- lejre museum
- tadre mølle
Tadre Mølle er en del af museumskoncernen ROMU, som blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværkemuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet
ROMU undersøger, indsamler og formidler kulturarven i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner, og er et af 10 museer, der på landsplan, er blevet udpeget af Kulturarvsstyrelsen til at varetage tilsynet med landets fredede fortidsminder. Roskilde Museum forestår tilsynet i det centrale og vestlige Sjælland.
ROMU arbejder tæt sammen med en lang række aktører herunder bl.a. Roskilde, Frederiksund og Lejre Kommuner, Roskilde Universitet, Roskilde Bibliotek samt en lang række nationale og internationale kulturaktører. ROMU er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte