Pressemeddelelse -

FORÅRSMARKED I LÜTZHØFTS KØBMANDSGÅRD OG HÅNDVÆRKSMUSEUM

De gode, gamle håndværksfag får nyt liv i forårssolen, når Lützhøfts Købmandsgård og Håndværksmuseet inviterer til håndværksdag lørdag d. 20. maj kl. 11-15.

Selv i denne digitalt styrede industriverden vækker de gamle håndværk, dem hvor hånden og erfaring var de dyrebareste produktionsmidler, stadig fascination. Spændende er det f. eks. at opleve hvordan man ruller en god cigar i hånden, hvordan smeden varmer sit jern i essen og former det behændigt med hammeslag på armbolten, hvordan rebslageren slår sine reb og hvordan trædrejeren drejer sine ting. På gårdspladsen vil der denne dag være arbejdende stande, hvor dygtige håndværkere vil udvise fingersnille og stort materialekendskab, baseret på gode gamle danske håndværkstraditioner.

På dagen kan man også besøge Håndværksmuseet, der er indrettet på 1. sal i en tidligere kornmagasinbygning i købmandsgården. Her vil besøgende kunne opleve tømmerhandlers Børge Dahls store samling af værktøj fra trædrejer, karetmager, tømrer, snedker, bødker, træskomager og billedskærer samt redskaber til træfældning og opskæring af træ. I Håndværksmuseet kan man møde de frivillige håndværkere, der gerne fortæller om samlingen og håndværkene bag.

Kom og nyd foråret og den gode (håndværks)stemning på gårdsplads med hele familien, hvor børnene kan være med i Håndværksmuseets træværksted og filte uld sammen med Filtøserne. Køb en god gammeldags pølse i Slagtermuseet´s stand på gårdspladsen eller en god kop te, kaffe, kage eller frokost i Te-Salonen.

Tid, pris og sted
20. maj, kl. 11-15
Gratis
Lützhøfts Købmandsgård

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • børge dahl
  • rebslager
  • trædrejer
  • smed
  • håndværker
  • gamle håndværk
  • håndværks museet
  • lützhøfts købmandsgård

Lützhøfts Købmandsgård og Håndværksmuseet er en del af Museumskoncernen ROMU. ROMU udgøres i dag af besøgsstederne Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, Gl. Kongsgård, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535