Pressemeddelelse -

JUL PÅ ROSKILDE MUSEUM

I december måned inviterer Roskilde Museum til en række hyggelige julearrangementer – for børn såvel som for voksne. For dem, der gerne vil hygge i historiske omgivelser, for dem, der gerne vil vide mere om julen – og for dem, der gerne vil det hele på én gang.

Alle tre adventssøndage frem til juleaften inviterer Roskilde Museum til gratis adventshygge med lys-tænding, juleværksted og gode julehistorier for hele familien:

1. søndag i advent, 3. december kl. 11-14: Hjerternes fest
Tag familien og vennerne med til adventshygge i Roskilde Museums varme julestue. På denne første søndag i advent tænder vi det første lys i adventskransen, læser julehistorier og sætter gang i dette års juleværksted! Med julestemningen sat og i hyggelige omgivelser på det julepyntede museum, kan I på denne første søndag i advent pynte brunkager med glasur, krymmel og knas. Vi starter med lystænding og juleoplæsning, hvorefter det går løs i juleværkstedet for hele familien. 

2. søndag i advent, 10. december kl. 11-14: Et lys i mørket
Julen er noget ganske særligt! Hver søndag op til jul vil vi gerne julehygge sammen på Roskilde Museum. Tag venner og familie med og put jer i tæpperne, mens vi på denne anden advent i december tænder to lys i adventskransen, læser julehistorier og hygger i Roskildes hyggeligste juleværksted.

På denne adventssøndag kan du med maling, lys og din kreativitet forvandle gamle krukker og glas til din helt egen julelanterne, som du kan tage med dig hjem: Måske det endda bliver til en julegave?

3. søndag i advent, 17. december kl. 11-14: Juletræet med sin pynt

På denne tredje adventssøndag kan I besøge Roskildes måske hyggeligste julestue her på museet. Vi starter som altid med at tænde lys i adventskransen, hvorefter vi læser en julehistorie højt. Bagefter skaber vi små mirakler i værkstedet, hvor hele familien kan være med.

På søndag, hvor det tredje lys i adventskransen skal tændes, kan I lave jeres helt egen juletræspynt, som I kan tage med hjem og hænge på træet – eller måske endda give som gave!

Adventsarrangementerne er gratis.

Bingo for familien: Santa Lucia

Det regner nok. Det er sikkert også koldt. Derfor synes vi, at I skal trodse det hele og stikke af sammen til en helt særlig og hyggelig aften på Roskilde Museum. Det er tid til familiehygge, når museet åbner dørene og inviterer indenfor til en anderledes Luciaaften. I vores julepyntede bingostue lover vi god stemning, en duft af pebernødder og de perfekte rammer for en hyggelig og uhøjtidelig omgang bingo! Vores helt egen Luciabrud står klar til at lade jer dyste om særligt udvalgte præmier. Kom og vær med til aften med tid til hinanden midt juleræset!

Tid og pris:
13. december kl. 19-20.30
Gratis

Ud over at være med i adventsarrangementer og Santa Lucia Bingo kan børn og deres voksne hele december også tage på nissejagt på egen hånd i Roskilde Museums nye udstilling:

Hvor er nissen? En nissejagt for familien

For nylig fik vi her på Roskilde Museum et spritny og smaddergod udstilling. Der er bare sket det, at nissen, der plejede at bo i middelalderrummet, er flyttet – men hvorhen? Vores museumsvært har bemærket nogle meget små ting rundt omkring på museet – i nissestørrelse! Måske de kan bruges som spor til at finde ud af, hvor han er flyttet hen? Det er utrolig vigtigt, at vi finder ud af, hvor nissen er flyttet hen, så vi kan sørge for, at han får sin risengrød med smørklatten i. Han er nemlig begyndt at drille! Som hjælp har vi lavet en lille nisseudstilling, som I kan følge rundt i historien. Måske det kan hjælpe jer til at forstå, hvordan nissen tænker? Det eneste, som vi ønsker os til jul, er, at I kommer og hjælper os!

Tid og pris
1.-30. december i åbningstiden
Gratis


Julearrangementer for voksne

Dertil kommer arrangementer for voksne. Roskilde Museum inviterer til to december-arrangementer, som på meget forskellig vis går ind i og bagom juletraditionerne:

Foredrag: Den Go´e Gamle Danske Jul... eller...?

Findes der noget mere ærke-dansk end netop julen? Når vi samles om flæskesteg og godtøl og fejrer vores kristne rødder, er vi da ikke så danske, man overhovedet kan blive?

Nej, egentlig ikke. Den jul, vi kender så godt og oplever som noget meget dansk, har nemlig rødder spredt ud over det meste af Europa, med elementer endnu længere borte fra, og er dybt forankret i en tid, der ligger længe før kristendommen!

I aftenens foredrag tager vi et kig på julens oprindelse. Vi hilser på blodtørstige hedenske guder og hører om grusomme offer-ritualer, vi kigger indenfor i 16- og 1700-tallets temmeligt uartige julestuer og hører en mængde sjove, overraskende og besynderlige fortællinger om julen og al dens væsen!

Foredragsholder Kåre Johannesen er historiker og kendt fra DRK’s ”Historiequizzen”. Han har mere end 20 års erfaring fra museums- og formidlingsverdenen som bl.a. inspektør ved Middelaldercentret i Nykøbing F.

Tid og pris
6. december, kl. 19-21
50 kr. Købes på billetto eller i museumsbutikken. Der er et begrænset antal billetter.

Salonaften: Juletraditioner, historie og verden rundt!

Så er det tid igen! Nu skal vi julehygge. Lige om lidt kommer det, som vi alle har gået og ventet på: DET ER JULEAFTEN! Undervejs har vi fået tiden til at gå med alskens juletraditioner lige fra den første julebryg til ophængningen af julestjernen. Vi har købt (de fleste) julegaver, set julekalender og pyntet op med kravlenisser.

På Roskilde Museum vil vi gerne byde velkommen til en hyggelig aften i julens tegn, hvor skal sludre lidt om alt det, som vi går og tager os til i julen: Hvad kommer det af? Hvor lang tid har vi gjort det? Og hvad betyder det? Som sædvanligt vil der blive dækket fint op med hvid dug, friske blomster og det pæne porcelæn. Vi skal nemlig dyrke de nære samtaler og bruge sanserne til at opleve og forstå verden.

Tid og pris
20. december, kl. 19.00-21.00
85 kr. Købes på billetto eller i museumsbutikken. Der er et begrænset antal billetter.

Alle arrangementerne foregår på Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • roskilde museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Isabella No'omi Fuglø

Museumsinspektør 42 24 52 51