Pressemeddelelse -

KØBMANDSGÅRDEN SØGER FRIVILLIGE

Lützhøfts Købmandsgård, Slagtermuseet og Håndværksmuseet søger frivillige – ikke bare til at formidle historien – men til at gøre den lyslevende. Har du mod på æblefest, skurvognshygge og hønsepasning? Så er det måske nu, du skal blive en del af fællesskaberne et helt særligt sted på bykortet. 

I den gamle købmandsgård i Ringstedgade finder du hele tre museer under samme tag: Slagtermuseet, Håndværksmuseet og Lützhøfts Købmandsgård. Her kan du mærke duften i den gamle købmandsbutik, opleve gamle håndværk, og fornemme stemningen i en 100 år gammel slagterbutik.

Og tit og ofte kan du møde en frivillig.

Museumsinspektør Jakob Caspersen er ikke i tvivl om, hvad de frivillige betyder for de tre museer:

”De fortæller ikke bare historien. De gør den lyslevende.”

De tre museer har brug for flere frivillige. For eksempel til at tage hånd om den store samling træværktøj, der er udstillet i den tidligere magasinbygning. Og til at tage det gamle værktøj i brug.

Drillerier og fuglehuse

”Det er er skurvognen om igen.”

Sådan siger Villy Olsen, der er tovholder for de frivillige på Håndværksmuseet. Her demonstrerer de, hvordan forskellige håndværk foregik i gamle dage – fra træskomageren over karetmageren til drejeren og billedskæreren. Det hele foregår i en munter stemning.

”Vi har et hyggeligt samvær, fordi vi er gamle håndværkere. Vi har vores jargon.” siger Ole Vang Pedersen, der ligesom Villy er pensioneret håndværker. ”Ja, Ole driller mig lidt, og så driller jeg ham lidt tilbage.”

Når der er arrangementer i gården hjælper håndværkerne også børn i gang med at prøve de gamle redskaber. En storsællert til den årlige æbleuge i efterårsferien er et særligt æblefoderhus, som børnene selv sætter sammen, efter de frivillige har gjort materialerne klar.

”Når vi laver noget, så arbejder vi på livet løs.” siger Ole. ”Det kører derudad.”

Spegepølser og et fantastisk kammeratskab

På den anden side af gården holder Slagtermuseet til. Siden 1993 har de udviklet og drevet museet, der kører helt på frivillig basis. Her møder vi bl.a. Finn Mortensen, der er formand for museet. Sammen med andre frivillige slår han hver lørdag dørene til butikken op. Den er indrettet som i 1920’erne, med alt man skulle bruge for at gøre varerne klar til salg.

”Hovedformålet er at fortælle om butikken. Hvordan den var, hvad der er for nogle maskiner, og hvad der skete i gamle dage.” Og så sælger slagterne selvfølgelig den hjemmelavede spegepølse.

Museet har også et stort bibliotek, hvor man kan gå på opdagelse i slagternes historie. Her kan man ofte møde Frans Lerche Biessy, der har skrevet meget om slagterhistorie. Og ligesom hos håndværkerne er stemningen i top: ”Vi har et fantastisk kammeratskab” siger han med et stort smil.

Æbleskiver og hønsehold

Tilbage i den gamle købmandsbutik fortæller Jakob Caspersen om, hvad man kan lave som frivillig for købmandsgården.

”Til vores arrangementer står købmandsgården på den anden ende. Her har vi brug for mange hænder til at fortælle historien med smage, dufte og ved at mærke tingene. Fx er det frivillige, der serverer en kop kaffe med Rich’s og gammeldags æbleskiver med æblestykker i.”

Mens de frivillige oftest har været at finde til de store arrangementer, så har museet også planer for at skabe plads til frivilligt arbejder i hverdagene: ”Som en rigtig købmandsgård har vi fritgående høns i gården. Vi kunne godt bruge lidt assistance til at passe dem. Så kvitterer vi til gengæld med frisklagte æg, når de er blevet lidt større.”

FAKTA

  • Der har været købmandsforretning på Lützhøfts Købmandsgård siden 1892. Fra 1982 har det været et museum.
  • Købmandsgården vil gerne i kontakt med enhver frivillig, der kunne tænke sig at lægge 1-3 dages arbejde ifm. arrangementer, eller som har lyst til at passe høns, fortrinsvis søndage og mandage. Henvendelse til Jakob Caspersen, 2932 7542 eller jakobc@roskilde.dk
  • Håndværksmuseet viser en stor samling værktøj til træarbejde, der blev indsamlet af Børge Dahl. Museet slog dørene op i 2002.
  • Håndværksmuseet vil gerne i kontakt med tidligere eller nuværende håndværkere indenfor byggebranchen, der kunne tænke sig at arbejde frivilligt 1-3 dage ifm. arrangementer. Der er hyggelige fællesmøder hver måned samt løbende opgaver som omvisninger. Henvendelse til Villy Olsen, 5120 8179 eller dogvolsen@os.dk
  • Håndværksmuseet og Lützhøfts Købmandsgård er en del af museumsorganisationen ROMU. Som tak inviterer ROMU til en frivilligdag hvert år. Desuden får man gratis adgang til ROMUS 7 museer, og 20% rabat i museumsbutikkerne.
  • Slagtermuseet åbnede i 1993, og driver en slagterudsalgsforretning anno 1920.
  • Slagtermuseet vil gerne i kontakt med tidligere eller nuværende håndværkere indenfor slagterfagene, der har lyst til at arbejde frivilligt med at holde slagterbutkken åben og hjælpe til ved arrangementer med 1-3 arbejdsdage.
  • Frivillige på Slagtermuseet får 20 % rabat i Lützhøfts Købmandsgård samt udvalgte delikatesser på Slagtermuseet.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • historie
  • frivillighed
  • lützhøfts købmandsgård
  • håndværks museet
  • slagterimuseet
  • museum

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

  • Frivilige_Slagter&hånd_Daniel Tarkan Nacak Rasmussen (17 of 23)
    Licens:
    Brug i medier
    Copyright:
    ROMU
    Download
  • Frivilige_Slagter&hånd_Daniel Tarkan Nacak Rasmussen (1 of 23)
    Licens:
    Brug i medier
    Copyright:
    ROMU
    Download

Relateret materiale

  • ROSKILDE MUSEUM ÅBNER FOREDRAGSSAL PÅ 'SUKKERLOFTET'

    Med en helt nyindrettet og moderne foredragssal på toppen af byen vil Roskilde Museum gerne være et kulturhus i centrum. Et sted, hvor meninger mødes, mennesker bliver klogere og sammen stiller sig på skuldrene af fortiden for at forbedre fremtiden. Samtidig vil museet tilbyde Roskildes borgere at holde arrangementer i et selskabslokale med byens bedste udsigt

  • JAKOB SKAL SKABE LIV I ROSKILDES HISTORISKE KØBMANDSGÅRD

    Museumsorganisationen ROMU vil tiltrække flere besøgende til Lützhøfts Købmandsgård og sikre, at den historiske gård fortsat er ét af roskildensernes mest elskede besøgssteder. Det sker med udvidede åbningstider og ansættelsen af en ny museumsinspektør.