Pressemeddelelse -

LED ZEPPELIN ER NOVEMBER MÅNEDS ROCKGIGANT

Det bliver ikke just en tør og leksikal gennemgang, når rockfotografen Jørgen Angel fortæller løs om Led Zeppelin i årets næstsidste omgang af 'Rockgiganter og Mikrobryg'. Angel øser ud af sine personlige oplevelser med det legendariske, britiske rockband på RAGNAROCK onsdag den 14. november kl. 19.

Led Zeppelin blev født i Gladsaxe Teen Club i 1968 på Egegård Skole - en helt almindelig folkeskole. Til stede var den aften skoledrengen Jørgen Angel med sin mors feriekamera. Han var fotograf for klubbens blad. Siden dengang er Jørgen Angel en af de danskere, der har fulgt Led Zeppelin tættest - både da gruppen eksisterede i 1970'erne og i det nye årtusind. Han har mødt alle tre nulevende medlemmer af Led Zeppelin flere gange i nyere tid, og Jimmy Page har brugt den danske rockfotografs billeder mange gange. Bl.a. i Pages egen store billedselvbiografi og i de seneste remasterede genudgivelser. I oktober udkommer Led Zeppelins egen jubilæumsbog - med et par håndfulde af Jørgen Angels billeder.

Når Jørgen Angel d. 14. november indtager scenen på RAGNAROCK og sætter spot på Led Zeppelin med sit billedforedrag, bliver det ikke en leksikalsk gennemgang af Led Zeppelins liv og musik. Det bliver rockfotografens personlige erindringer om møder med gruppen - illustreret med mange af hans berømte billeder. Derfor har billedforedraget fået titlen 'Mig og Zeppelin'.

Om 'Rockgiganter og Mikrobryg'

Det går lige i mellemgulvet, når højttalerne på RAGNAROCKs eventscene slipper kræfterne løs og lader den buldrende, bankende rockhistorie fylde rummet. I en serie på i alt ni aftener vil nogle af Danmarks mest vidende rockeksperter i løbet af året fortælle sig gennem dansk og international rockhistorie i ord, billeder og musik, med afsæt i de største navne – og med volumenknappen vredet godt rundt.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas friskbrygget øl fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Tid, pris, sted

14. november kl. 19-21
Pris: 110 kr. købes på billetto.dk
RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • jørgen angel
  • led zeppelin
  • museum ragnarock
  • rockgiganter og mikrobryg
  • rockgiganter

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Mia Ramsing

Formidlingsinspektør 22 27 80 61