Pressemeddelelse -

​NÅR OLDTID KAN MÆRKES

Frederikssund Museum inviterer igen i år de mindste og deres voksne til Kulturstiweekend den 16. og 17. september. Her kan familierne være sammen om at ’finde fjollede fjordord’ og mærke med alle sanser, hvordan det var at leve i oldtiden.

Hvordan smager oldtidsslik? Hvordan føles en flintøkse? Og hvordan lugter en køkkenmødding? Sanseindtryk er et vigtigt element i alle familieaktiviteterne, når Frederikssund Museum for andet år i træk inviterer til Kulturstiweekend den 16. og 17. september.

Her kan årets Kulturstibørn – og andre nysgerrige – være med til at grutte mel, lave dej af melet, bage det over åben ild og til sidst få sig en dejlig mundfuld oldtidsbrød. De kan smage te lavet af urteudtræk, hasselnødder, honning og nogle af alle de andre smage, som et oldtidsbarn har kendt og nydt – eller måske vrænget af. For oldtid er noget, der skal mærkes, mener Naomi Pinholt, som er museumsinspektør ved Frederikssund Museum.

-Vi tror på, at vejen til børnenes interesse går via sanserne, fortæller Naomi Pinholt. De lærer og erfarer med hele kroppen, ikke kun med hovedet og sproget. Så det er vigtigt for os, at alle sanser bliver bragt i spil sådan en dag, og at ungerne kommer hjem med en masse forskellige slags indtryk.

Afsæt i børnenes hverdag

Selv om sanserne er meget i spil, bliver der også sat ord på oldtidslivet. Men også det sker på de 4-5 åriges præmisser:

- Hvis man er 4 år, er det meget svært at forholde sig til noget, der ligger tusinder af år tilbage i tiden. Derfor er det vigtigt for os, at vi hele tiden tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag, når vi taler om, hvordan det var at leve i oldtiden, forklarer Naomi Pinholt. Vi taler om, hvad de spiser – og hvad man spiste i oldtiden. Om hvad de leger med – og hvad man legede med i oldtiden. Hvordan man skaffer mad i dag – og hvordan man gjorde i oldtiden. Det åbner altid op for gode snakke og sjove betragtninger. På den måde får vi som museumsfolk også selv noget med hjem.

Fjollede fjordord

Som noget nyt vil børnene i år også kunne tage på en finurlig ordjagt med deres voksne rundt på museet og i de naturskønne omgivelser. Børnene skal finde billed-rebuser med ’fjollede fjordord’ som fx ’flintenød’, ’boskind’ eller ’vikingekar’ – ord, som er sat pudsigt sammen, og som ikke passer helt med den genstand, ordet er sat fast på.

Kulturstiweekend afvikles i samarbejde med ”Ord over fjord” (Frederikssund Biblioteketer) og J. F. Willumsens Museum.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • frederikssund museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Stine Blegvad

Pressekontakt Redaktør Kommunikation, presse, sociale medier, markedsføring +45 4631 6535